Kortholder havde krav på fuld charge back, da misbruget var foretaget af røvere, der havde truet kortholders søn til at udlevere kort og PIN-kode

Forbrugerombudsmanden vurderede, at reglerne i betalingstjenestelovens § 62, stk. 3, nr. 2 og § 62, stk. 6, ikke fandt anvendelse, da røverne, og ikke sønnen, havde misbrugt kortet.

Af forarbejderne til betalingstjenestelovens § 62, stk. 2, fremgår, at selvrisikoen på 1.100 kr. ikke kan gøres gældende, hvis betaleren ved anvendelse af vold eller trussel om vold er blevet tvunget til at udlevere kort og kode.

Den omstændighed, at det i stedet var betalerens søn, som blev truet til at udlevere kort og kode, kunne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke føre til et andet resultat.

Efter § 62, stk. 3, nr. 3, kan betaleren komme til at hæfte for tab op til 8.000 kr., hvis betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

I en afgørelse (nr. 78) fra 2006 kom Pengeinstitutankenævnet frem til, at det ikke var groft uforsvarlig adfærd, da en betaler under en samtale i hjemmet gav sin kæreste PIN-koden til sit kort, mens samtalen – uden betalerens vidende – blev overhørt af tredjemand, som efterfølgende misbrugte kortet.

Ankenævnets afgørelse understøtter Forbrugerombudsmandens opfattelse af, at det forhold, at betaleren i nærværende sag i strid med kortholderreglerne gav sønnen kort og kode ikke i sig selv kan medføre, at betaleren hæfter for tab op til 8.000 kr., når misbruget blev udført af røverne (tredjemand).

Efter Forbrugerombudsmandens vurdering kunne betaleren heller ikke ifalde ansvar efter § 62, stk. 1, sidste punktum. Tabet skyldtes ikke det forhold, at betaleren gav sønnen koden. Det var således ikke en påregnelig følge af betalerens handling, at sønnen efterfølgende ville blive udsat for røveri.

Endelig kan betaler hæfte for tab op til 8.000 kr., hvis betaleren ikke underretter udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til at kort og kode er kommet i uberettigedes besiddelse. Det følger af § 62, stk. 3, nr. 1.

Røveriet skete den 27. februar 2013 og udbyder fik besked den 1. marts 2013. Dette må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse betragtes som ”snarest muligt” navnlig henset til, at der netop var tale om røveri, og at det foregik i Mellemamerika langt væk fra Danmark.

Østre Landsrets dom refereret i U 2010.1819 vurderes at være på linje med denne opfattelse.

I den sag blev betaler truet af sin samlever til at udlevere kort og PIN-kode. Med henvisning til forarbejderne til betalingstjenestelovens § 62, stk. 2, kom Østre Landsret frem til, at betalerens ansvar skulle bedømmes ud fra principperne i aftalelovens § 28, stk. 2, hvorefter tredjemand skulle orienteres uden ugrundet ophold, efter at tvangen var ophørt.

Retten kom frem til, at selve dagen (29. december), hvor volden eller truslerne om vold havde fået betaleren til at udlevere koden ikke skulle tælles med. Efter en konkret vurdering af betalerens muligheder for at kontakte udbyder i de efterfølgende dage, mente retten, at betaleren skulle hæfte for de hævninger, der var sket fra og med den tredje dag (1. januar) efter fremsættelsen af truslerne. Betaleren hæftede således ikke for hævninger sket i tidsrummet den 29, 30. og 31. december.

Betalingstjenestelovens krav om ”underretning snarest muligt” synes umiddelbart lidt mildere end aftalelovens krav om ”underretning uden ugrundet ophold”.

Dette var baggrunden for, at Forbrugerombudsmanden fandt, at kortholderen/betaleren heller ikke i denne sag kunne bebrejdes, at udbyder først blev underrettet anden dag efter røveriet i Mellemamerika. Derfor kunne § 62, stk. 3, nr. 1, heller ikke gøres gældende.

På baggrund heraf kom Forbrugerombudsmandens frem til, at udbyderen skulle dække kortholderens/betalerens fulde tab.

Dette erklærede udbyderen sig enig i og betalte pengene tilbage til kortholder/betaler.