Afgørelse
Sagsnummer
23/08219
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 10
En virksomhed kunne ikke lovligt sende markedsføring af events til en tidligere kunde baseret på undtagelsen til spamforbuddet
Det ville være i strid med spamforbuddet, hvis en virksomhed sendte markedsføring af alle events under den overordnede kategori ”menneskerettigheder og FN’s mål” til en tidligere kunde, da alle events herunder ikke kunne anses for at være tilsvarende produkter i overensstemmelse med markedsføringslovens § 10, stk. 2.
En virksomhed havde anmodet Forbrugerombudsmanden om at afgive en forhåndsbesked vedrørende rækkevidden af tilsvarende produkter i markedsføringslovens § 10, stk. 2, for events under den overordnede kategori ”menneskerettigheder og FN´s mål”, til kunder, der tidligere havde købt et event hos virksomheden og som ikke havde givet samtykke til at modtage markedsføring.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at det ikke var alle events vedrørende ”menneskerettigheder og FN´s mål”, der kunne anses for tilsvarende produkter, jf. markedsføringslovens § 10, stk. 2. F.eks. kunne et event om klima ikke anses for at være et tilsvarende produkt til et event om ligestilling eller arbejdsforhold. Modsat vurderede Forbrugerombudsmanden, at et event om miljø formentlig godt kunne være et tilsvarende produkt til et event om klima.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at det ikke alene var temaet for eventet, men også andre forhold, herunder varighed, type (f.eks. fysisk eller online) og geografisk placering der skulle tillægges betydning i vurderingen af, om et event kunne anses som et tilsvarende produkt til det, som kunden havde købt.
Der vil altid være tale om en konkret vurdering af, hvorvidt et produkt kan anses for et tilsvarende produkt til det, som kunden tidligere har købt, i henhold til undtagelsen i markedsføringslovens § 10, stk. 2.
Vurderingen skal navnlig ses i lyset af, at markedsføringslovens § 10, stk. 2, er en undtagelse til hovedreglen om, at virksomheder kun må sende markedsføring til modtagere, der har givet udtrykkeligt samtykke til det.
Vurderingen bør desuden foretages senest på det tidspunkt, hvor kunden oplyser sin e-mailadresse, og det skal specificeres over for kunden, hvad der forstås ved ”tilsvarende produkter”. I modsat fald skal begrebet ”egne tilsvarende produkter” fortolkes snævert.
Lovgrundlaget
Spamforbuddet
Virksomheder må ikke sende mails, sms’er og anden elektronisk post til nogen med henblik på markedsføring til bestemte modtagere, medmindre modtageren har givet sit samtykke til henvendelsen. Det følger af det såkaldte spamforbud i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Et samtykke skal indhentes, inden virksomheden retter henvendelse. Samtykket skal være udtryk for en frivillig, informeret, utvetydig og specificeret viljestilkendegivelse. Et samtykke skal derfor være udtryk for et aktivt valg.
Et samtykke til markedsføring skal herudover til enhver tid kunne trækkes tilbage let og gebyrfrit.
Overtrædelse af markedsføringslovens § 10 kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37.
Undtagelsen til spamforbuddet
I markedsføringslovens § 10, stk. 2, findes en undtagelse til spamforbuddet, hvorefter en virksomhed kan sende markedsføring til en tidligere kunde uden et forudgående samtykke.
Har en kunde i forbindelse med et køb givet sin elektroniske adresse, må virksomheden gerne markedsføre egne tilsvarende produkter via den elektroniske adresse uden et forudgående samtykke. Kunden skal dog have mulighed for at frabede sig henvendelserne, både når kunden oplyser sin adresse til den erhvervsdrivende og ved fremtidige henvendelser.
Der gælder således en række betingelser, som alle skal være opfyldt, førend en henvendelse er omfattet af markedsføringslovens § 10, stk. 2.
Betingelserne forklares nærmere i kapitel 9 i Forbrugerombudsmandens spamvejledning, der indeholder Forbrugerombudsmandens fortolkning af spamforbuddet.[1]