Afgørelse
Sagsnummer
24/05733
Lovgivning
- 5
- 6
- § 38 b
Et elselskabs varslinger af aftaleændringer var i strid med lovgivningen
Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskab ikke varslede en række aftaleændringer klart og forståeligt over for forbrugerne i overensstemmelse med kravene i lovgivningen. Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at elselskabet havde tilsidesat god markedsføringsskik, samt at varslerne var vildledende.
Forbrugerombudsmanden modtog flere henvendelser fra forbrugere, der klagede over et elselskabs varsling af ændringer i aftalevilkårene i forbrugernes elaftale med elselskabet. Aftaleændringerne drejede sig om elselskabets varsling af forbrugernes overgang fra deres gældende elaftale til en ny variabel elaftale samt varsling af elselskabets opdatering af sine standardvilkår.
Elselskabet havde i ét varsel til sine kunder om overgang fra deres gældende elaftale til den nye variable elaftale ikke klart og forståeligt oplyst, at den nye elaftale havde et højere kWh-tillæg/spottillæg end kundernes gældende elaftale. Forbrugerombudsmanden vurderede, at den måde elselskabet præsenterede forskellen mellem kWh-tillægget/spottillægget for produkterne var vildledende.
I et andet varsel til sine kunder om udløb af en anden elaftale og overgang til den nye variabel elaftale præsenterede elselskabet oplysningen om udløb af kundernes gældende elaftale på en uklar og uhensigtsmæssig måde, som vildledte forbrugerne til at tro, at aftalen snart udløb, selvom det ikke var tilfældet. Derudover var det ikke i varslet klart og forståeligt oplyst, at den nye elaftale havde en variabel pris, mens kundernes gældende elaftale havde en fast pris.
I et tredje varsel var det heller ikke klart og forståeligt, at forbrugerne ikke som i deres gældende elaftale ville få fastsat deres pris én gang om måneden på baggrund af den seneste måneds gennemsnit, men med overgangen til den nye variable elaftale ville få en kWh-pris, der varierer time for time. Forbrugerombudsmanden vurderede også, at den måde elselskabet præsenterede denne ændring på var vildledende.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at ingen af elselskabets ændringsvarsler til forbrugerne indeholdt en mere detaljeret beskrivelse eller gennemgang af elselskabets opdaterede standardvilkår. Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at det ikke var klart og forståeligt for forbrugerne, hvad opdateringen bestod i, eller hvordan standardvilkårene var forskellige fra de hidtidige standardvilkår, herunder om opdateringen af vilkårene indebar væsentlige vilkårsændringer.
Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at elselskabets varslinger ikke levede op til gennemsigtighedskravet i aftalelovens § 38 b, stk. 2, og kravene i elleveringsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Elselskabet handlede derfor i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3.
Forbrugerombudsmanden vurderede ligeledes, at varslerne var vildledende i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud i markedsføringslovens § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8 og indskærperede på den baggrund vildledningsforbuddet over for elselskabet.