Afgørelse

Sagsnummer
24/06796

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • 13
  • 8, stk. 2

Optikerkæde kunne ikke dokumentere, at briller blev fremstillet af plastaffald fra havet

Det var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven, at en optikerkæde markedsførte en brilleserie som fremstillet af genanvendt plast opsamlet fra havet, da optikerkæden ikke kunne dokumentere oprindelsen på brillernes materiale. Det var også vildledende, at brillerne blev markedsført som klimavenlige og bæredygtige.

Forbrugerombudsmanden modtog i februar 2024 en henvendelse fra Forbrugerrådet Tænk angående en række virksomheder, som Forbrugerrådet Tænk mente havde overtrådt markedsføringsloven grundet vildledende grøn markedsføring. Henvendelsen drejede sig bl.a. om en optikerkæde, som markedsførte en brilleserie med bæredygtighedsudsagn.

 

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at brilleserien også blev markedsført med miljøudsagn relateret til brillernes materiale, som ifølge optikerkæden blev fremstillet af genanvendt plast opsamlet fra havet.

 

På optikerkædens hjemmeside samt i en af kædens butikker fremgik blandt andet følgende udsagn om brilleserien:

 

·     ”Verden er begyndt at få øjnene op for plastaffald og dennes store miljømæssige effekt: Snart vil der være mere plastik end fisk i vores farvande. Af den grund har [brillemærke] lanceret kollektionen [brilleserien], som kun anvender briller af 100 procent genanvendt havplast. De klimavenlige brillestel er udviklet i samarbejde med [producent] der med hjælp fra lokale fiskere indsamler og producerer nye briller af den omkringdrivende plast i havene. På den måde gør brillerne op med det stigende plastikforbrug i verden.”

·       [Brilleserien] er en kollektion af bæredygtige briller, der er fremstillet af 100 procent genanvendt plast fra havet.”

·        ”Vælg bæredygtige briller fra [optikerkæden]

 

Et opslag på optikerkædens Facebookside gav anledning til tvivl om, hvorvidt brillerne udelukkende blev fremstillet af genanvendt plast fra havet. Med henvisning til dokumentationskravet i markedsføringsloven bad Forbrugerombudsmanden derfor optikerkæden om at dokumentere, at brillerne blev fremstillet af 100 % genanvendt plast opsamlet fra havet.

 

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det på baggrund af virksomhedens dokumentation ikke med fornøden sikkerhed kunne lægges til grund, at den plast, som brillerne blev fremstillet af, rent faktisk havde været i havet og senere var blevet opsamlet fra havet. Det fremgik i stedet af den indsendte dokumentation, at brillerne blev fremstillet af gamle fiskenet, som producenten af brillerne fik fra en leverandør. Det fremgik dog ikke, hvordan leverandøren anskaffede de gamle fiskenet, herunder om fiskenettene blev opsamlet fra havet.

 

Da dokumentationskravet i markedsføringsloven ikke var opfyldt, vurderede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringen var egnet til at vildlede forbrugerne om brillernes materiale i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud. Forbrugerombudsmanden vurderede, at det ligeledes var vildledende, at brillerne blev markedsført som klimavenlige og bæredygtige, da udsagnene var egnede til at vildlede forbrugerne om brillernes miljømæssige egenskaber.

 

Under behandlingen af sagen kunne Forbrugerombudsmanden konstatere, at virksomheden ikke længere anvendte udsagn om bæredygtighed, og at brillerne var klimavenlige. Virksomheden anvendte også færre udsagn om, at brillerne blev fremstillet af 100 % genanvendt plast opsamlet fra havet.

 

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe vildledningsforbuddet i markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8, overfor virksomheden. Forbrugerombudsmanden oplyste samtidig, at Forbrugerombudsmanden forventede, at de miljøudsagn om brillernes materiale, som optikerkæden fortsat anvendte, ville blive bragt i overensstemmelse med markedsføringen.