Afgørelse
Sagsnummer
24/10440 og 24/10641
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 5
- 6
Virksomheder kunne ikke lovligt markedsføre produkter som klimaneutrale
Forbrugerombudsmanden vurderede, at to virksomheder ikke lovligt kunne markedsføre deres produkter som klimaneutrale på baggrund af klimakompenserende tiltag, da udsagnet ”klimaneutral” uden nærmere forklaring var vagt formuleret og derfor egnet til at vildlede forbrugerne om produkternes klimapåvirkning.
To virksomheder ønskede at anvende udsagn på forsiden af deres produkters emballage om, at produkterne var klimaneutrale. På emballagens sider var det uddybet, hvordan klimaneutraliteten var opnået, ligesom en QR-kode førte til yderligere oplysninger på virksomhedernes hjemmesider.
På tidspunktet for virksomhedernes anmodninger om forhåndsbeskeder, forelå der ikke endelig dokumentation for det klimakompenserende tiltag, som begrundede udsagnene om klimaneutralitet. Forbrugerombudsmanden udtalte, at selv hvis virksomhederne måtte have tilstrækkelig dokumentation for, at produkterne i et livscyklusperspektiv var klimaneutrale, var udsagnet ”klimaneutral” efter Forbrugerombudsmandens opfattelse generelt et vagt formuleret udsagn, som ikke gav forbrugerne en entydig forståelse. Det var derfor væsentligt for forbrugernes forståelse at få at vide samtidig med udsagnet om klimaneutralitet, hvad der mentes med udsagnet.
Idet forbrugerne ikke i nær tilknytning til udsagnet om klimaneutralitet på emballagens forside fik en tilstrækkelig forklaring på klimaneutraliteten, var udsagnet efter Forbrugerombudsmandens opfattelse egnet til at give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at produktet – dvs. produktet i hele sin livscyklus – ikke havde udledt/ville udlede CO2 til belastning for klimaet. Da dette ikke var korrekt, ville udsagnet være vildledende i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8. Det var ikke tilstrækkeligt, at der blev givet supplerende information om klimaneutraliteten på bagsiden af produkterne og på virksomhedernes hjemmeside.
Foruden vildledningsbestemmelserne i markedsføringsloven henviste Forbrugerombudsmanden til kapitel 6.2 i vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande om de generelle krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan stilles til brug af miljømæssige udsagn i markedsføringen, og til afsnit 7 i Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring om brug af udsagn om CO2-neutralitet i markedsføringen.