Afgørelse

Sagsnummer
24/12793

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 3, stk. 1

Medlemmer af Kongehuset blev afbildet på julekugler i strid med god skik

En virksomhed, der solgte julekugler, afbildede medlemmer af Kongehuset på deres julekugler. Forbrugerombudsmanden vurderede, at afbildningerne var i strid med markedsføringslovens bestemmelse om god skik, da virksomheden ikke havde indhentet tilladelse fra Kongehuset.

Kongehuset henledte Forbrugerombudsmandens opmærksomhed på virksomheden, der solgte julekugler med afbildninger af medlemmer af Kongehuset uden deres samtykke. Virksomheden markedsførte og solgte julekugler, der forestillede kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe. Julekuglerne blev markedsført på henholdsvis Facebook og Instagram.

Forbrugerombudsmanden rettede herefter henvendelse til virksomheden, idet Forbrugerombudsmanden vurderede, at salget og markedsføringen af julekuglerne var i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1, idet virksomheden ikke havde fået tilladelse til at afbilde medlemmerne af Kongehuset. I god skik-bedømmelsen efter markedsføringsloven lagde Forbrugerombudsmanden, som et moment blandt flere, også vægt på erhvervslivets egne regler for, hvad der er god skik og brug i reklamepraksis, herunder artikel 14 og 15 i Det Internationale Handelskammers (ICC) kodeks for Reklame og Markedskommunikation.

Ifølge artikel 14 i ICC’s reklamekodeks, må erhvervsdrivende ikke afbilde eller referere til personer uden deres forudgående tilladelse. Endvidere må erhvervsdrivende ikke referere til noget, der tilhører en anden person, hvis det er egnet til at fremkalde indtrykket af en personlig anbefaling, uden at have indhentet dennes samtykke.

I medfør af artikel 15 må erhvervsdrivende ikke gøre uretmæssig brug af navnet, initialer og/eller varemærker på et andet firma, selskab eller institution. I den kommercielle kommunikation må erhvervsdrivende ikke drage utilbørlig fordel af den goodwill, der er knyttet til et andet firma, person eller institutions navn, firmanavn eller anden materiel rettighed.

Kort efter Forbrugerombudsmandens henvendelse ophørte virksomheden med salg og markedsføring af julekuglerne. Forbrugerombudsmanden foretog sig derfor ikke yderligere i sagen.