Afgørelse
Sagsnummer
25/02826
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 11
Forbrugerombudsmanden indskærpede markedsføringslovens § 11, stk. 1 over for en influent, der i fire videoer på YouTube og TikTok smagte på giftige svampe, bær og planter
En influent, der lavede indhold om naturen til børn og unge under 18 år, smagte på giftige svampe, bær og planter i videoer på YouTube og TikTok. Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenten overtrådte markedsføringsloven § 11, stk. 1, som forbyder at lave indhold rettet mod børn og unge, der indirekte opfordrer til farlig og hensynsløs adfærd.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en influent smagte på giftige svampe, bær og planter i videoer på sin YouTube-kanal og TikTok-profil.
Influentens indhold på YouTube og TikTok omhandlede naturen og havde et tydeligt formidlende og oplysende formål. I fire forskellige videoer smagte influenten på giftige svampe, bær og planter.
Markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år må ikke direkte eller indirekte opfordre til farlig eller hensynsløs adfærd. Det står i markedsføringslovens § 11, stk. 1. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen betyder det bl.a., at markedsføring rettet mod børn og unge ikke uden pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig begrundelse må indeholde afbildning eller beskrivelser af farlige situationer eller af situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed
Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenten skulle overholde markedsføringsloven i alle opslag og videoer på influentens YouTube-kanal og TikTok-profil. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på antallet af abonnenter/følgere, karakteren af influentens YouTube-kanal og TikTok-profil, herunder antallet af videoer og antallet af visninger.
Forbrugerombudsmanden vurderede også, at influentens univers særligt henvendte sig til børn og unge under 18 år, bl.a. fordi den anvendte humor, musik og klipning appellerede til børn og unge. Forbrugerombudsmanden lagde også vægt på influentens øvrige aktiviteter.
Influenten oplyste, at 6,7 % af abonnenterne på YouTube-kanalen var under 18 år. Da YouTube-kanaler og -videoer generelt er let tilgængelige og kan tilgås uden at have en YouTube-profil, er det Forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke alene kan lægges vægt på andelen af abonnenter under 18 år ved vurderingen af, om en YouTube-kanal er rettet mod børn og unge under 18 år. Det afgørende er, hvem der reelt ser videoerne.
I forhold til TikTok er det generelt Forbrugerombudsmandens vurdering, at indhold på TikTok som udgangspunkt retter sig mod børn og unge, idet 49 % af TikToks brugere er 12-18 år.
Da der ikke var anvendt et aldersfilter på de fire videoer, var videoerne rettet mod børn og unge.
Endelig vurderede Forbrugerombudsmanden, at børn og unge indirekte blev opfordret til farlig eller hensynsløs adfærd i de fire videoer, og at influenten derfor havde overtrådt markedsføringslovens § 11, stk. 1.
Det indgik for det første i den vurdering, at der i videoerne blev vist en farlig eller hensynsløs adfærd. I videoerne smagte influenten på giftige svampe, bær og planter. Det var derfor forbundet med stor fare, hvis børn og unge under 18 år blev inspireret af influentens videoer og smagte på de giftige svampe, bær og planter.
For det andet indgik det i vurderingen, at influenten i videoen indirekte opfordrede til at smage på giftige svampe, bær og planter. Det følger af forarbejderne til markedsføringslovens § 11, stk. 1, at en afbildning eller beskrivelse kan være en direkte eller indirekte opfordring. Videoerne indeholdt eksplicitte advarsler, hvor influenten understregede, at man ikke selv burde smage på eller røre ved giftige svampe, bær og planter. Forbrugerombudsmanden lagde dog vægt på, at influenter generelt har stor gennemslagskraft og påvirkningsmulighed over for børn og unge, og at børn og unge samtidig ikke har samme forudsætninger for at gennemskue en given handelspraksis, og er lettere at påvirke, da de ikke har samme erfaring og kritiske sans som voksne gennemsnitsforbrugere. Der er derfor en fare for, at børn og unge kan finde på at prøve metoder, som en influent afbilder eller beskriver, uanset om influenten siger, at man ikke skal efterligne de ting, influenten gør i videoen. Det indgik også i Forbrugerombudsmandens vurdering, at der ikke var nogen tilstrækkelig pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig begrundelse for, at influenten smagte på giftige svampe, bær og planter.
Influenten fjernede de fire videoer straks efter Forbrugerombudsmandens henvendelse og gennemgik alt sit øvrige indhold.
På baggrund af en samlet vurdering af sagen fandt Forbrugerombudsmanden det efter omstændighederne rigtigst at afslutte sagen med at indskærpe reglerne overfor influenten.