Afgørelse
Sagsnummer
21/02624
Lovgivning
- Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
- 8
- 12
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 3, stk. 1
- 4
- 6
Boligkøbere vildledt om elaftaler
Flere boligkøbere blev uforvarende tilmeldt elaftaler, da de underskrev et bilag til deres købsaftale om persondata. Forbrugerombudsmanden vurderede, at fire ejendomsmæglere, fire elselskaber og en softwarevirksomhed havde handlet i strid med markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at det var i strid med god markedsføringsskik, da fire ejendomsmæglere gav boligkøbere mulighed for tilmelde sig et nyt elselskab i et elektronisk bilag til deres købsaftale. Bilaget handlede som udgangspunkt om behandling af persondata, men boligkøberne kunne samtidig vælge en ny elleverandør ved et klik med musen. Tilmeldingsflowet overholdt imidlertid ikke grundlæggende forbrugerbeskyttende regler. Boligkøberne fik eksempelvis hverken oplysninger om elproduktet eller prisen.
Flere af ejendomsmæglerne havde på forhånd afkrydset, hvilket elselskab boligkøberen ønskede at skifte til, selvom det ikke var aftalt med boligkøberen. Boligkøberne blev derfor tilmeldt elselskabet, hvis de ikke opdagede forhåndsafkrydsningen. Det fremgik ikke af bilaget, at elselskaberne betalte provision til softwareudvikleren og ejendomsmæglerne, hvis boligkøberen indgik en elaftale ved at vælge ét af elselskaberne og underskrive bilaget.
Forbrugerombudsmanden behandlede sagen efter at have modtaget klager fra flere utilfredse boligkøbere.
- Ejendomsmægler 1 og 2: Ejendomsmæglerne afkrydsede i bilaget til de to boligkøberes købsaftaler, at boligkøberne ønskede et bestemt elselskab, uden at det var aftalt med boligkøberne. Boligkøberne opdagede ikke forhåndsafkrydsningen ved underskriften af bilagene og blev derfor tilmeldt en elaftale uden at vide eller ønske det. Forbrugerombudsmanden vurderede, at fremgangsmåden var utilbørlig, og at ejendomsmæglerne havde vildledt boligkøberne.
- Ejendomsmægler 3: Ejendomsmægleren afkrydsede, at boligkøberen ønskede et bestemt elselskab, uden at det var aftalt med boligkøberen. Ejendomsmægleren oplyste boligkøberen om forhåndsafkrydsningen, da boligkøberen skulle skrive under på boligkøbet. Forbrugerombudsmanden vurderede, at en sådan fremgangsmåde var i strid med god markedsføringsskik, og Forbrugerombudsmanden var også tilbøjelig til at mene, at det var utilbørlig markedsføring, selvom ejendomsmægleren oplyste om forhåndsafkrydsningen inden underskriften.
- Ejendomsmægler 4: Ejendomsmægleren modtog ikke provision og afviste at have forhåndsafkrydset ved et elselskab. Afkrydsningen kunne muligvis skyldes en systemfejl.
Alle fire ejendomsmæglere og softwareleverandøren havde efter Forbrugerombudsmandens opfattelse overtrådt god skik ved at facilitere tilmeldingen, der ikke overholdt grundlæggende forbrugerbeskyttende regler. Elselskaberne havde tilsvarende overtrådt god skik og forbrugeraftaleloven ved ikke at sikre, at boligkøberne fik de lovpligtige oplysninger om elaftalen.
Lovgrundlaget:
Oplysningspligt efter forbrugeraftaleloven
Inden der indgås en forbrugeraftale, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås ved fjernsalg, på en klar og forståelig måde give forbrugeren de oplysninger, der er nævnt i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, fx hvilket produkt, forbrugeren bestiller, og prisen på produktet.
Indgår en forbruger en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere skal virksomheden tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 17 og 18, jf. § 12, stk. 1. Det er fx oplysninger om prisen.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, at forbrugeren alene er bundet af aftalen eller bestillingen, hvis § 12, stk. 1, er overholdt.
God markedsføringsskik
En erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik samt i sin handelspraksis over for forbrugerne udvise god erhvervsskik. Det fremgår af markedsføringslovens § 3 og § 4.
Vildledningsforbuddet
Efter markedsføringslovens § 6, stk. 1, sammenholdt med § 8, må en erhvervsdrivende ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Utilbørlig markedsføring
En virksomhed må ikke benytte utilbørlig påvirkning af forbrugere, der er egnet til væsentligt at indskrænke forbrugerens valgfrihed i forbindelse med et produkt. Det fremgår af markedsføringslovens § 7, sammenholdt med § 8.