Afgørelse
Sagsnummer
19/14623
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 11
Diskotek idømt bøde på 10.000 kr. for at vise billeder af alkohol i markedsføring rettet mod børn og unge
Diskoteket havde på Facebook markedsført en begivenhed, der rettede sig mod børn og unge under 18 år, og begivenheden indeholdt billeder af alkohol.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra Alkohol og Samfund over diskotekets markedsføring på Facebook. Ifølge klagen havde diskoteket markedsført fire billeder, hvorpå der optrådte alkohol, over for mindreårige på Facebook. Billederne var påtrykt teksten ” [Diskotek] […] HHX Puttefest”.
På billederne var der forskellige flasker spiritus, herunder flasker med vodka. På et af billederne var der en person med en Shaker, mens der på et andet billede var en person, der drak af en flaske vodka.
Efter markedsføringslovens § 11, stk. 2, må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol. Det fremgår af lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 11, stk. 2, at markedsføring af f.eks. alkoholiske drikkevarer dermed ikke må rette sig mod børn og unge, uanset hvilken form den antager. Det betyder, at enhver form for omtale af alkohol, i reklamer rettet mod børn og unge, vil være i strid med bestemmelsen, og det gælder uanset, om markedsføringen vedrører salg af alkohol, eller om alkohol anvendes som virkemiddel til at sælge andre produkter.
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at markedsføringen på Facebook var rettet mod børn og unge under 18 år, idet der i beskrivelsen af begivenheden bl.a. stod: ”HHX Puttefest”. En ”putte” er en elev i 1.g i gymnasiet, hvorfor Forbrugerombudsmanden vurderede, at markedsføringen rettede sig mod unge i alderen 15-17 år.
Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at diskoteket havde overtrådt markedsføringslovens § 11, stk. 2, og politianmeldte selskabet bag diskoteket.
Da tiltalte udeblev fra hovedforhandlingen, og da omstændighederne ikke talte imod, behandlede retten tiltaltes udeblivelse, som om tiltalte havde tilstået forholdet.
Diskoteket blev dømt til at betale en bøde på 10.000 kroner.