Ikke tilstrækkeligt at sandsynliggøre rigtigheden af CO2-kompensation

En virksomhed markedsførte, at kunder med et bestemt benzinkort ved tankning af benzin kunne kompensere for CO₂-udledningen ved deres brændstofforbrug. Kompensationen bestod i, at virksomheden ydede støtte til skovbevarelsesprojekter i udlandet, hvor fældning af skovområder blev afværget, sådan at skovene kunne fortsætte med at binde og opbevare CO₂.

Markedsføringen af CO₂-kompensationen fandt sted på virksomhedens hjemmeside og på tankstationer, og der var anvendt virkemidler i form af billeder af grøn regnskov og grønne blade. Virksomheden anvendte bl.a. udsagnene: ”Sig ja til at CO₂ kompensere med [benzinkortet]” og ”Du skal blot tilmelde dig, så bliver alt brændstof købt med [benzinkortet] automatisk CO₂ kompenseret fra og med din næste faktura”. I en video på virksomhedens hjemmeside blev CO₂-kompensationen illustreret af en vægt i balance. Markedsføringen var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse egnet til at give forbrugerne det indtryk, at CO₂-udledningen ved deres brændstofforbrug blev neutraliseret som følge af virksomhedens investeringer i skovbevarelsesprojekter.

Efter anmodning fra Forbrugerombudsmanden fremlagde virksomheden dokumentation for, at skovene, der indgik i skovbevarelsesprojekterne, ville være blevet fældet uden finansieringen gennem projekterne. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indeholdt dokumentationen redegørelser af sandsynliggjorte mekanismer, idet dokumentationen var baseret på antagelser om, at der var en sammenhæng mellem, at en række faktorer tidligere havde medført fældning i skovområderne, og at fældningen ville fortsætte uden støtten. Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomheden ikke havde dokumenteret, at en fremtidig afskovning af skovområderne faktisk ville finde sted, hvis områderne ikke var omfattet af skovbevarelsesprojekterne.

På denne baggrund var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at virksomheden ikke havde opfyldt dokumentationskravet i markedsføringslovens § 13, hvorefter oplysninger om faktiske forhold i markedsføringen skal kunne dokumenteres. Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til Højesterets dom i U 2015.2565 H, hvor Højesteret ikke fandt det tilstrækkeligt for opfyldelse af dokumentationskravet at sandsynliggøre rigtigheden af en oplysning.

Markedsføringen var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse egnet til at vildlede forbrugerne om klimaeffekten ved CO₂-kompensationen af deres brændstofforbrug i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8.