Afgørelse

Sagsnummer
20/13352

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 6, stk. 4

Indskærpelse af reglerne om skjult reklame til influent

En influent havde delt billeder fra sit arbejde som model på sin Instagram-profil uden at oplyse, at billederne stammede fra hendes arbejde som model. Forbrugerombudsmanden vurderede, at det var i strid med forbuddet mod skjult reklame.

En influent havde delt en række billeder af sig selv på de sociale medier, hvor hun havde tagget et tøjmærke. Hun oplyste til Forbrugerombudsmanden, at billederne stammede fra et modeljob, at hun ikke havde fået tøjet eller var blevet betalt for opslagene, og at det ikke havde været hendes hensigt at lave reklame for firmaet.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var der en kommerciel hensigt, når influenten delte billeder fra sine modeljobs, selvom hun ikke havde en egentlig aftale med virksomhederne, som hun havde udført modeljobbene for, om at dele billederne. Det skyldtes, at influenten havde en kommerciel relation til virksomhederne gennem sit modelarbejde.

Det var derfor Forbrugerombudsmandens vurdering, at influenten skulle have oplyst, at billederne stammede fra hendes arbejde som model, fx ved tydeligt at skrive som det første i opslaget, at ”Billedet stammer fra mit arbejde som model”.

Sagen blev afsluttet med en indskærpelse af reglerne om skjult reklame over for influenten.