Afgørelse
Sagsnummer
23/00560
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 5
Indskærpelse af vildledningsforbuddet for markedsføring af drikkevand på flaske med miljøudsagn om, at emballagen bestod af genbrugsplast
Det var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven, at en virksomhed markedsførte drikkevand på flaske med udsagnet ”genbrugsplast” som en del af emballagen, da produkterne ikke var lavet af ”genbrugsplast”.
Forbrugerombudsmanden blev i januar 2023 gjort opmærksom på, at en virksomhed markedsførte deres drikkevand på flaske med udsagnet ”100 % genbrugsplast” på emballagen. Af virksomhedens hjemmeside fremgik der lignende udsagn såsom ”Genbrugsplast reducerer CO2-udledningen med op til 35% sammenlignet med ny plast. […]”.
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at virksomheden vildledte forbrugerne, da udsagnet ”100 % genbrugsplast” giver forbrugeren indtryk af, at flaskerne er skyllet eller rengjort for derefter at blive genbrugt. Virksomhedens emballage var dog lavet af genanvendt plast. Det vil sige plast, der er omsmeltet og anvendt i produktion. Ifølge Forbrugerombudsmanden var markedsføringen derfor egnet til at give forbrugerne et vildledende indtryk af flaskernes miljøbelastning, da flasker lavet af genanvendt plastik har en højere miljøbelastning end flasker lavet af genbrugt plastik.
Det var desuden Forbrugerombudsmandens vurdering, at det var vildledende, at virksomheden anvendte udsagnet ”Genbrugsplast reducerer CO2-udledningen med op til 35% sammenlignet med ny plast. […]”, da det ikke var relevant at sammenligne virksomhedens flasker med nye plastikflasker, eftersom en stor del af de plastikflasker, der findes på markedet, indgår i retursystemet, og ikke er lavet af 100 % ny plastik.
Forbrugerombudsmandens indskærpede derfor vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8 overfor virksomheden. Efter Forbrugerombudsmandens henvendelse ændrede virksomheden sin markedsføring.