Afgørelse

Sagsnummer
21/01429

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 20

Indskærpelse af vildledningsforbuddet for markedsføring af emballage lavet af OWP (plastik indsamlet fra havet)

Forbrugerombudsmanden indskærpede vildledningsforbuddet over for en virksomhed, der markedsførte deres emballage på egen hjemmeside med udsagn mv. om, at emballagen var lavet af havplast (Ocean Waste Plastic eller OWP), da virksomheden ikke kunne dokumentere, at emballagen var lavet af plastik fra havet.

Forbrugerombudsmanden blev i januar 2021 gjort opmærksom på, at en virksomhed markedsførte deres emballage som lavet af havplast. På virksomhedens hjemmeside blev emballagen bl.a. markedsført med udsagn såsom: ”We source recycled plastic (OWP) and convert it into beautiful, new packaging designs” og ”Our mission is to reduce ocean plastic pollution, by collecting it, recycle it into new packaging and provide an alternative source of input than virgin resin”. Virksomheden anvendte desuden illustrationer af b.la. plastikflasker, der bliver til emballage.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var bl.a. udsagnene og de valgte illustrationer egnet til at give andre erhvervsdrivende, som måtte overveje at købe virksomhedens emballage, indtryk af, at emballagen var lavet af plastik indsamlet fra havet. Da virksomheden ikke kunne dokumentere, at emballagen var lavet af havplast, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at udsagnene var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 20, stk. 1. 

Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at virksomheden medvirkede til at vildlede forbrugere, da produkter med virksomhedens emballage blev markedsført med et "OWP logo" samt beskrivelser om, at emballagen bl.a. bestod af en procentdel havplast, af virksomhedens kunder eller samarbejdspartnere.

Virksomheden ændrede efterfølgende sin markedsføring, så det ikke længere fremgik, at emballagen var lavet af havplast. Virksomheden markedsførte i stedet, at der blev fjernet en tilsvarende mængde plastik fra havet/floderne, som emballagen vejede.

Forbrugerombudsmanden indskærpede vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 20, stk. 1, og markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8, stk. 1, over for virksomheden.

I efteråret 2023 konstaterede Forbrugerombudsmanden, at virksomheden på ny havde ændret markedsføringen af emballagen, så emballagen igen blev markedsføret som lavet af havplast, herunder med en angiven andel havplast i emballagen. Forbrugerombudsmanden lagde til grund, at virksomheden nu kunne dokumentere, at emballagen bestod af den markedsførte mængde plastik fra havet og tog forbehold for at tage en ny sag op, såfremt nye oplysninger måtte indikere, at det ikke var tilfældet.