Afgørelse

Sagsnummer
24/06950

Lovgivning

  • Aftaleloven
  • § 36
  • § 38 c
  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • Markedsføringsloven 2017 - gældende

Et elselskabs aftalevilkår om opkrævning af et gebyr for forbrugernes skift af leverandør i bindingsperioden var urimeligt

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskabs aftalevilkår om opkrævning af et gebyr på 700 kr. for forbrugerens skift af leverandør i bindingsperioden var et urimeligt aftalevilkår. Som følge heraf var anvendelse af vilkåret i strid med reglerne om god markedsføringsskik og god erhvervsskik.

Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over, at et elselskab havde opkrævet et gebyr for forbrugerens opsigelse af sin elaftale med fast pris i aftalens bindingsperiode.

Det har siden 1. juli 2021 været ulovligt at opkræve et skifterelateret gebyr af en forbruger for forbrugerens opsigelse af en variabel elaftale, som er en elaftale, hvor prisen for strøm ikke er fast. Ifølge elleveringsbekendtgørelsens regler, kan et elselskab kun opkræve et såkaldt skifterelateret gebyr, hvis forbrugeren har opsagt en fastpriselektricitetsleveringskontrakt før kontraktens udløb, og under nærmere angivne omstændigheder.

Ifølge elleveringsbekendtgørelsen kan et elselskab kun opkræve et skifterelateret gebyr af en forbruger for opsigelse af en fastpriselektricitetsleveringskontrakt, hvis 1) gebyret er en del af kontrakten, 2) elselskabet har informeret tydeligt om gebyret, inden kontraktens indgåelse, og 3) gebyret er forholdsmæssigt og ikke overstiger det direkte økonomiske tab for elselskabet som følge af opsigelsen af kontrakten.

Det fremgik af elselskabets vilkår, at elselskabet opkrævede et gebyr på 700 kr. for forbrugerens skift af leverandør i bindingsperioden. Ud fra aftalevilkårets formulering, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at elselskabet opkrævede gebyret på 700 kr. som et fast standardbeløb og dermed uden individuel hensyntagen til, f.eks. på hvilket tidspunkt i bindingsperioden forbrugeren opsagde sin elaftale, eller hvad forbrugerens forbrug og konkrete elaftale med elselskabet var.

Det var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse uden betydning, at elselskabets tab i nogen tilfælde eller som gennemsnit ville være 700 kr. Det skyldes, at anvendelse af vilkår om opkrævning af et fast standardiseret opsigelsesgebyr, der på forhånd fastsætter størrelsen af forbrugernes erstatningsansvar, uanset virksomhedens reelle tab, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må betragtes som usædvanlige, ligesom et sådan vilkår ofte stiller forbrugerne væsentligt ringere end sædvanlige erstatningsretlige grundsætninger. På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at gebyret var urimeligt og uforholdsmæssigt og oversteg det direkte økonomiske tab, som elselskabet led som følge af opsigelsen af forbrugerens elaftale.

Elselskabets aftalevilkår var derfor et urimeligt aftalevilkår i strid med aftalelovens §§ 36 og 38 c og elleveringsbekendtgørelsens regler om skifterelaterede gebyrer. Som følge heraf var anvendelse af vilkåret også i strid med reglerne om god markedsføringsskik og god erhvervsskik i markedsføringslovens §§ 3 og 4, ligesom det ugyldige vilkår vil skulle tilsidesættes helt og ikke have nogen virkning over for de berørte forbrugere.

Det var i øvrigt Forbrugerombudsmandens vurdering, at elselskabet ikke på en tilstrækkelig klar og forståelig havde oplyst forbrugerne om elselskabets vilkår om opkrævning af gebyret. Elselskabet havde derfor også tilsidesat sin oplysningspligt efter reglerne i forbrugeraftaleloven og elleveringsbekendtgørelsens. Konsekvensen heraf er, at vilkåret ikke kan anses for vedtaget, og at de berørte forbrugere derfor ikke er forpligtet til at betale gebyret.