Afgørelse

Sagsnummer
24/13563

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • 13

Virksomhed kunne ikke lovligt benytte en række klima- og miljøudsagn på baggrund af en livscyklusvurdering

Forbrugerombudsmanden vurderede, at virksomheden ikke lovligt kunne benytte en række miljø- og klimaudsagn i sin markedsføring baseret på en ekstern livscyklusvurdering, bl.a. fordi vurderingen ikke konkluderede på andre miljømæssige forhold end de klimamæssige. Livscyklusvurderingen udgjorde således ikke tilstrækkelig dokumentation.

Virksomheden ønskede at anvende en række klima- og miljøudsagn i et nyhedsbrev på mail sendt ud til kunder, som havde givet samtykke til at modtage markedsføring på e-mail. Virksomheden havde fået foretaget en ekstern livscyklusvurdering, som skulle fungere som dokumentation for, at virksomhedens leveringsservice er mindre belastende for både klima og miljø end andre relevante alternativer.

Virksomheden ønskede blandt andet at bruge udsagnene ”sådan skåner vores levering miljøet” og ”mere skånsomt for miljøet”. Forbrugerombudsmanden vurderede, at disse udsagn var generelle miljøudsagn uden forklaringer, hvorfor virksomheden ved livscyklusvurderingen skulle kunne dokumentere, at dens service belaster miljøet væsentligt mindre end tilsvarende produkter. Idet den eksterne livscyklusvurdering alene konkluderede på klimamæssige forhold, og miljø indeholder flere aspekter end blot klima, vurderede Forbrugerombudsmanden, at livscyklusvurderingen allerede af den grund ikke kunne bruges som dokumentation for de generelle miljøudsagn.

Forbrugerombudsmanden vurderede tillige, at såfremt miljøudsagnene blev ændret til udelukkende at omhandle klima, fx ”sådan skåner vores levering klimaet”, ville livscyklusvurderingen stadig ikke leve op til dokumentationskravet, da vurderingen ikke dokumenterede, at virksomhedens service er væsentligt mindre belastende end tilsvarende produkter. Ligeledes ville forbrugeren ikke blive oplyst om, at der med udsagnet sammenlignes med relevante alternativer til virksomheden, og at det dermed ikke er virksomhedens service isoleret set, der ”skåner klimaet” mv. Det generelle krav om, at forbrugeren skal have de informationer, der må anses som væsentlige for forbrugerens købsbeslutning, ville derfor ikke være opfyldt.

Derudover ønskede virksomheden at anvende en række generelle klima- og miljøudsagn, fx ”bedre for klimaet” og ”mindre miljøbelastende”, med en forklaring om, at virksomheden havde fået foretaget den eksterne livscyklusvurdering, der viser, at virksomhedens service er mindre belastende end relevante alternativer. Virksomheden skulle derfor kunne dokumentere, at de fire krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan stilles til generelle miljøudsagn med en forklaring, var opfyldt. Forbrugerombudsmanden henviste til side 27-28 i Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring.

Idet virksomhedens service, som indebærer levering i benzin- eller dieseldrevne varevogne, i sig selv belaster klimaet, vurderede Forbrugerombudsmanden, at krav nr. 2 om, at klimafordelen ikke må være fremkommet ved aktiviteter, der i sig selv skader klimaet, og krav nr. 3 om, at klimafordelen ikke må reduceres væsentligt af klimabelastende aspekter ved produktet, ikke var opfyldt.

Forbrugerombudsmanden henviste til vildledningsbestemmelserne i markedsføringslovens §§ 5 og 6, sammenholdt med § 8. Dertil henviste Forbrugerombudsmanden til markedsføringslovens § 13 om dokumentation af oplysninger om faktiske forhold i markedsføringen.

Foruden ovenstående bestemmelser henviste Forbrugerombudsmanden til kapitel 6.2 i vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. om de generelle krav, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kan stilles til klima- og miljømæssige udsagn, samt til afsnit 6.1 i Forbrugerombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømarkedsføring for så vidt angår generelle miljøudsagn uden en forklaring og afsnit 6.2 for så vidt angår generelle miljøudsagn med en forklaring.