Afgørelse
Sagsnummer
24/05922, 24/06343 og 24/06344
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 11
Influenter viste farvestrålende drinks og brugte børn i opslag på sociale medier
Forbrugerombudsmanden vurderede, at en række influenter, der drev erhvervsvirksomhed som influenter, overtrådte forbuddet mod at vise eller omtale alkohol og forbuddet mod at anvende børn i opslag på sociale medier.
Forbrugerombudsmanden behandlede en række sager vedr. influenters opslag (billeder, videoer mv.) på sociale medier efter at have modtaget klager og på baggrund af omtaler i pressen.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenterne drev erhvervsvirksomhed som influenter på sociale medier og skulle overholde de særlige regler for markedsføring rettet mod børn og unge på deres sociale medier.
Alkohol
Markedsføringsloven indeholder et forbud mod at omtale, vise billeder af eller henvise til alkohol i handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år. Det står i markedsføringslovens § 11, stk. 2. Der er tale om et generelt forbud, der gælder uanset, om den konkrete handelspraksis vedrører salg af alkohol, eller om alkohol anvendes som virkemiddel. Begreber, som henviser til indtagelse af alkohol, er ifølge forarbejderne til bestemmelsen også omfattet, det gælder f.eks. ”billige drinks”.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at et opslag både omtalte og viste billeder af alkohol. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at opslaget indeholdt et billede af influenten med en farvestrålende og velkendt drink, et billede hvor drinken fremgik på et bord og at ordet ”drinks” indgik i teksten til opslaget. Influentens opslag var derfor efter Forbrugerombudsmandens vurdering en overtrædelse af § 11, stk. 2. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglen over for influenten. Influenten havde forinden slettet opslaget.
Brug af børn i opslag på sociale medier
Efter markedsføringslovens § 11, stk. 3, 2. pkt., må handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år på sociale medier ikke anvende børn og unge under 15 år, medmindre anvendelsen indgår i en naturlig sammenhæng for at illustrere eller vise et produkt. Formålet med bestemmelsen er at beskytte børn og unge, fordi de er mindre kritiske over for de kommercielle budskaber, der bliver spredt på sociale medier, særligt hvis andre børn og unge indgår.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at bestemmelsen i høj grad indsnævrer mulighederne for at anvende børn og unge under 15 år, når der er tale om handelspraksis i form af opslag på sociale medier, som er rettet mod børn og unge under 18 år.
For det første stiller bestemmelsen efter Forbrugerombudsmandens vurdering krav om, at det skal være naturligt, at børn eller unge under 15 år illustrer eller viser det pågældende produkt. Det indsnævrer, hvilke produkter som børn og unge under 15 år kan vise og illustrere. I forarbejderne er nævnt børnetøj, børnesko og legetøj. Det er på den baggrund Forbrugerombudsmandens vurdering, at børn og unge under 15 år kun kan anvendes til at illustrere eller vise produkter til børn og unge.
For det andet stiller bestemmelsen krav om, at børnene eller de unge under 15 år anvendes for at illustrere eller fremvise det produkt, der markedsføres. Det betyder, at selv hvis der er tale om et produkt, som børn kan markedsføre, som f.eks. børnetøj, så skal børnene bruges til at illustrere eller vise børnetøjet. Bestemmelsen indsnævrer derfor også, hvordan børn kan bruges i markedsføringen.
Forbrugerombudsmandens vurderede, at det ikke var naturligt, at børn eller unge under 15 år illustrerede eller viste butikker, som ikke var særligt henvendt til børn og unge. Influentens opslag var derfor efter Forbrugerombudsmandens vurdering en overtrædelse af § 11, stk. 3, 2. pkt., og Forbrugerombudsmanden indskærpede reglen over for influenten.
I forhold til et andet opslag vurderede Forbrugerombudsmanden, at det var naturligt, at børn og unge under 15 år blev anvendt i et opslag, hvori der blev vist merchandise i form af børnetøj, legetøj og skoleudstyr, men at børnene og de unge under 15 år i de konkrete opslag ikke blev anvendt for at vise eller illustrere merchandise. Forbrugerombudsmanden lagde navnlig vægt på, at opslagene var bygget op som en leg eller et spil, og at fokus ikke var på at illustrere eller fremvise merchandise men i stedet på legen/spillet, der blev anvendt til at skabe interesse for opslaget og fastholde seerne. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. også vægt på, at det ud af videoernes samlede længde var i meget kort tid, at børnene poserede i tøjet eller viste det frem, og dermed illustrerede eller viste det markedsførte produkt. Da hensynet bag bestemmelsen er at beskytte de børn, som ser opslaget, ændrede det ikke ved Forbrugerombudsmandens vurdering, at forældrene til børnene, som deltog i opslaget, havde givet samtykke til deres deltagelse. Influentens opslag var derfor efter Forbrugerombudsmandens vurdering en overtrædelse af § 11, stk. 3, 2. pkt. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglen over for influenten. Influenten havde forinden slettet opslaget.
Den samme influent viste i en video en række stillbilleder af børn iført børnetøj fra influentens merchandisekollektion. Forbrugerombudsmanden vurderede, at børnene på stillbillederne indgik i en naturlig sammenhæng for at vise eller illustrere børnetøj fra influentens merchandisekollektion. Brugen af billederne i opslaget var derfor efter Forbrugerombudsmandens vurdering ikke en overtrædelse af § 11, stk. 3, 2. pkt.