Afgørelse

Sagsnummer
24/06341, 24/06340 og 24/06342

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 9

Influenter opfordrede børn til køb i opslag på sociale medier

Markedsføringsloven indeholder et forbud mod direkte at opfordre børn til at købe et produkt. Flere influenter overtrådte forbuddet, bl.a. fordi de linkede til produkter og lagde pres på børnene ved at tilskynde dem til at handle hurtigt. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at influenter generelt har stor gennemslagskraft og påvirkningsmulighed over for børn og unge.

Forbrugerombudsmanden behandlede en række sager vedr. influenters opslag (billeder, videoer mv.) på sociale medier efter at have modtaget klager og på baggrund af omtaler i pressen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at influenterne drev erhvervsvirksomhed som influenter på sociale medier og skulle overholde de særlige regler for markedsføring rettet mod børn og unge på deres sociale medier.

Det er ulovligt direkte at opfordre børn til at købe et produkt, som fx en reklame vedrører. Det er også ulovligt at opfordre børn til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe produktet. Det står i markedsføringslovens § 9 sammenholdt med pkt. 28 i lovens bilag 1.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at en række influenter direkte opfordrede børn til køb. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglen over for influenterne. Influenterne havde forinden slettet formuleringerne. Det indgik i Forbrugerombudsmandens vurdering, at influenter generelt har stor gennemslagskraft og påvirkningsmulighed over for børn og unge, og at influenternes målgruppe var børn og unge ned til skolestartsalderen.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at formuleringen ”en ting du gerne må gøre for mig er at købe [x]” var en direkte opfordring til køb. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at influenten direkte opfordrede til køb, at udsagnet var formulet som en vennetjeneste og var koblet med et direkte link til, hvor produktet kunne købes.

Det var også en direkte opfordring til køb, da en influent brugte følgende formulering ”min ordre er lige nu, du skal tjekke [x] ud” og herefter henviste til et link i beskrivelsen. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at ”ordren” om at tjekke produktet ud var koblet med et direkte link til, hvor produktet kunne købes.

Forbrugerombudsmanden vurderede også, at en influent direkte opfordrede børn til køb, da influenten opfordrede sine følgere til at besøge et ”virtuelt forretningslokale”, direkte linkede hertil og tilskyndede seerne til at handle hurtigt, f.eks. ”I øjeblikket bliver det revet væk”, ”Det er med at være hurtig”, ”de er højst sandsynligvis udsolgt ” eller ”der er kun [X] tilbage”.

Et link til, hvor man kunne købe en influents merchandise i beskrivelsen af en video på YouTube, var også i sig selv en direkte opfordring til køb, idet det i tilknytning til linket fremgik ”bliver i øjeblikket revet væk”, og dermed blev tilskyndet til at handle hurtigt .

Derimod vurderede Forbrugerombudsmanden, at det ikke var en direkte opfordring til køb, da en influent i beskrivelsen af en video på YouTube skrev ”[Influentens navn] merch: [Link]”. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at det var en neutral og objektiv oplysning om, hvor man kunne købe influentens merchandise.

Forbrugerombudsmanden vurderede også, at det ikke var en direkte opfordring til køb, da en influent sagde ” og du kan også blive en [navnet på influenten], hvis du køber […]”. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at influenten hverken direkte opfordrede til køb eller til at besøge sit virtuelle forretningslokale.

Det var heller ikke en direkte opfordring til køb, da en influent i beskrivelsen af en video på YouTube oplyste 💥Der er lige udkommet [produkt] !💥 Tjek dem ud! – [link]”. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at udsagnet ”tjek dem ud” handler om, at der lige er kommet nye varer, og hvor man kan se dem, og ikke om at seerne skal købe varerne.

Forbrugerombudsmanden vurderede også, at det ikke var en direkte opfordring til køb, da en influent foreslog sine følgere at ønske sig produkter fra et bestemt mærke, hvis de var i tvivl om, hvad de skulle ønske sig. Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at influenten ikke lagde pres på børnene, og at der ikke blev vist et direkte link i forbindelse med opslaget.