Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/04472

Lovgivning

  • 8

Producent af læskedrik idømt bøde på 100.000 kr. for at anvende vold i reklamer rettet mod børn

Byretten i Aarhus idømte i juli 2015 en producent af en energidrik en bøde på 100.000 kr. for i en reklame rettet mod børn og unge indirekte at have opfordret til vold eller brugt vold som virkemiddel på en utilbørlig måde i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i november 2011 en producent af en læskedrik for at bruge vold i en reklamefilm rettet mod børn og unge. I reklamefilmen, der blev lagt ud på nettet i 2009, følger man en ung dreng, der efter at have indtaget energidrikken, begår en række voldelige handlinger. Blandt andet stjæler han en bil, røver en kiosk og angriber en række personer. Til sidst bliver han anholdt af politiet.

Forbrugerombudsmanden tog sagen op efter at have modtaget flere klager over reklamen. Ifølge markedsføringslovens § 8, stk. 2., må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke direkte eller indirekte opfordre til vold eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold, frygt eller overtro som virkemidler.

I sin afgørelse lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at der var tale om en reklame for et produkt – en læskedrik - som børn lovligt kan købe samt at reklamefilmen blev markedsført i medier, der også var rettet mod børn og unge under 18 år.

Retten i Aarhus lagde blandt andet ligeledes vægt på, at filmen reklamerede for et produkt, der lovligt kan købes og drikkes af børn, at filmen kunne ses af børn - både på producentens egen hjemmeside og på sociale medier som YouTube. Endvidere lagde retten vægt på, at hovedpersonen i filmen var mindreårig. Producenten burde derfor have indset at – uanset at målgruppen for filmen var de 18-25-årige – så var reklamefilmen også rettet mod børn og unge.

Idet retten fandt, at filmen indirekte opfordrede til vold og anden kriminel og hensynsløs adfærd, og at den gjorde brug af vold som virkemiddel på en utilbørlig måde, var den i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2.  

Bøden blev fastsat på baggrund af filmens produktionsomkostninger. Desuden fremhævede retten, at selvom producenten fjernede filmen umiddelbart efter Forbrugerombudsmandens henvendelse, kunne den stadig ses flere steder på internettet. I formildende retning lagde retten dog vægt på, at sagen havde været længe undervejs.