Levering uden omdeling til pakkeboks

Forbrugerombudsmanden fortolkede ”standardlevering”, jf. forbrugeraftalelovens § 22, stk. 3, således, at leveringsformer, der er almindelige og generelt accepterede, må anses for standardlevering i bestemmelsens forstand. Det var derfor ikke i strid med reglerne, når en erhvervsdrivende, der tilbød gratis levering til pakkeboks, ikke tilbagebetalte ekstraomkostninger forbundet med omdeling af varen.

En forbruger købte en vare i en web-shop. Den erhvervsdrivende tilbød som billigste leveringsform ”levering uden omdeling” til pakkeboks/døgnpost. Denne leveringsform var gratis. Forbrugeren valgte levering med omdeling, som kostede 39 kr. Da hun fortrød købet, fik hun ikke de 39 kr. tilbagebetalt.

Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt ”levering uden omdeling” til døgnpost, hvor forbrugeren selv skal hente varen, kan betegnes som ”standardlevering” i § 22, stk. 3’s forstand. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke tilbagebetale ekstra omkostninger forbundet med levering, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den mindst bekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har tilbudt.”

Forbrugerombudsmanden udtalte, at begrebet ”standardlevering” eller ”levering” ikke er defineret i forbrugeraftaleloven. Der er heller ikke i bestemmelsens forarbejder støtte for en bestemt fortolkning.
Levering, som tidspunktet for risikoens overgang, er i købelovens § 73 defineret således, at varen i forsendelseskøb anses for leveret, når den er kommet i forbrugerens besiddelse.

Dette var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tilstrækkeligt til at fortolke ”standardlevering” således, at der skal være tale om en leveringsform, der sikrer, at varen bliver afleveret på bopælen. Risikoen kan således også overgå til forbrugeren, når denne henter varen i pakkeboksen eller på posthuset.

Det fremgår imidlertid af forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 46, at ”hvis forbrugeren udtrykkeligt vælger en bestemt form for levering (f.eks. 24-timers ekspreslevering), selv om den erhvervsdrivende havde tilbudt en almindelig og generelt accepteret leveringsform, som ville have medført lavere leveringsomkostninger, bør forbrugeren betale udgiftsforskellen mellem disse to former for levering.”
På den baggrund var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at § 22, stk.3, må fortolkes således, at der er tale om en standardlevering, hvis der tilbydes en ”almindelig og generelt accepteret leveringsform”.

Da levering til pakkeboks må anses for en almindelig og generelt accepteret leveringsform, fandt Forbrugerombudsmanden, at den erhvervsdrivendes nægtelse af at tilbagebetale de 39 kr. for levering med omdeling, ikke var i strid med forbrugeraftalelovens ufravigelige regler.