Gebyr ved indfrielse af gæld

Forbrugerrådet anmodede i efteråret 1994 Forbrugerombudsmanden om at se nærmere på en række pengeinstitutters og finansieringsselskabers betingelser og gebyrer i forbindelse med førtidig indfrielse af fast forrentede billån. Forbrugerrådet var således blevet opmærksom på, at der i forbindelse med førtidig indfrielse anvendes betingelser og opkræves gebyrer, som man ikke i alle tilfælde fandt i overensstemmelse med kreditaftalelovens §§ 26 og 27.

Kreditaftalelovens § 26 har følgende ordlyd:

"Forbrugeren kan til enhver tid betale sin gæld i henhold til en kreditaftale, uanset om den helt eller delvist er forfaldet. Forbrugeren har i så fald ret til reduktion af kreditomkostningerne i overensstemmelse med reglerne i § 27."

I § 27 er der nærmere redegjort for, hvordan kreditomkostningerne skal reguleres. Bestemmelsen tager sigte på at undgå, at forbrugeren kommer til at betale kreditomkostninger for den kredittid, der ikke udnyttes.

Efter de særlige indfrielsesvilkår, der gælder ved førtidige indfrielser, kan forbrugeren komme til at betale mere eller mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet, alt afhængig af rentens udvikling efter aftalens indgåelse. Ligeledes skal der i mange tilfælde betales et gebyr for de ekspeditioner, som den ekstraordinære indfrielse giver anledning til.

Forbrugerombudsmanden indhentede til brug for sin vurdering af spørgsmålene oplysninger hos Finansrådet og en række pengeinstitutter og finansieringsselskaber.

Finansrådet bemærkede bl.a., at det er Rådets opfattelse, at et gebyr til at dække eventuelle med indfrielsen forbundne omkostninger - arbejdsvederlag - ikke er i strid med kreditaftaleloven. Med hensyn til krav om indfrielse til henholdsvis over- og underkurs, afhængig af udviklingen i renteniveauet, gjorde Finansrådet gældende, at kreditaftaler med fast rente hviler på en forudsætning om, at parterne ved en sådan aftale deler risikoen for rentestigning, henholdsvis -fald i løbetiden. Hvis renten stiger, vil forbrugeren tjene på aftalen. Hvis den falder, vil forbrugeren tabe. Hvis forbrugeren skulle have ret til at opsige aftalen uden at betale kompensation til kreditgiver, ville dette i realiteten betyde, at det ikke ville være muligt at yde et fast forrentet lån til forbrugerne. Finansrådet bemærkede i denne forbindelse, at kreditaftalelovens §§ 26 og 27 alene regulerer spørgsmål om, hvorledes kreditomkostningerne skal reduceres ved førtidig indfrielse. Bestemmelserne har dermed ingen betydning for, hvorledes restgælden skal beregnes ved førtidig indfrielse.

Finansrådet henviste i denne forbindelse til Justitsministeriets skrivelse af 18. december 1990, i hvilken det bl.a. er anført, at lovens §§ 26 og 27 alene regulerer spørgsmålet om, hvorledes kreditomkostningerne skal reduceres ved førtidig indfrielse, hvorimod bestemmelserne ikke ses at have betydning for, hvorledes gælden skal beregnes ved førtidig indfrielse.

Der blev endvidere henvist til to afgørelser fra Pengeinstitutankenævnet, hvor nævnet ikke havde tilsidesat de her omhandlede indfrielsesklausuler.

Det fremgik af de indkomne svar fra de adspurgte pengeinstitutter og finansieringsselskaber, at disse i vidt omfang benytter sig af særlige indfrielsesklausuler ved førtidig indfrielse. Klausulerne indeholder princippet om, at hvis kunden vil indfri lånet før tiden, skal der ske en kursregulering. Det gebyr, der skal betales, afhænger i vidt omfang af, hvilke ekspeditioner, der skal udføres, i forbindelse med opgørelsen og indfrielsen, og at gebyrerne enten er faste (500 kr., 750 kr. og 1.000 kr.) eller at de ligger mellem 0 kr. og 750 kr.

Såvel de særlige indfrielsesvilkår som gebyrerne fremgår af de indgåede aftaler.

I henhold til de beskyttelsespræceptive regler i kreditaftaleloven kan det gøres gældende, at man til enhver tid har ret til helt eller delvist at indfri et lån, og at et krav om gebyr eller en indfrielse til overkurs derfor ikke er i overensstemmelse med kreditaftalelovens regler og dermed i strid med god markedsføringsskik at opkræve eller beregne sig.

For så vidt angår spørgsmålet om den særlig indfrielsesklausul og dennes uoverensstemmelse med kreditaftaleloven udtalte Forbrugerombudsmanden under henvisning til Justitsministeriets skrivelse herom, at det er hans opfattelse, at et sådant vilkår ikke er i strid med kreditaftaleloven. Fremgår vilkåret derfor udtrykkeligt af låneaftalen eller eventuelt et tillæg hertil, findes der ikke at foreligge nogen overtrædelse af markedsføringsloven.

Som det bl.a. fremgår af Forbrugerstyrelsens juridiske årbog 1993-1994, side 53 ff, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at gebyrer til dækning af administrations- og ekspeditionsomkostninger normalt kun lovligt kan opkræves, såfremt der foreligger den fornødne hjemmel. Har parterne indgået en skriftlig aftale, kan der normalt kun opkræves sådanne gebyrer, såfremt den skriftlige aftale indeholder udtrykkelig adgang hertil. Undtagelsesvis antages det dog, at visse typer af gebyrer, der typisk udspringer af misligholdelse af aftalen, f.eks. rykkergebyrer, kan opkræves uden udtrykkelig hjemmel, såfremt gebyrets størrelse ikke overstiger de rimelige omkostninger, som misligholdelsen har medført.

En opkrævning af gebyrer i strid med ovenstående må anses for at være i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Til spørgsmålet om en opkrævning af gebyrer i forbindelse med en førtidig indfrielse bemærkede Forbrugerombudsmanden, at et krav om betaling af gebyr i disse situationer kan være yderst betænkeligt, da der er tale om en indfrielse, som forbrugeren efter kreditaftaleloven har udtrykkelig og ubetinget ret til. Afhængigt af gebyrets størrelse kan denne lovfæstede ret derfor blive udhulet og illusorisk.

På denne baggrund gav Forbrugerombudsmanden udtryk for, at en opkrævning af gebyrer i disse tilfælde derfor ikke er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Da spørgsmålet om adgangen til at pålægge gebyrer i forskellige aftaleforhold af Forbrugerombudsmanden allerede er indbragt for domstolene, gav Forbrugerombudsmanden imidlertid udtryk for, at man ikke ville foretage videre, før der foreligger en afgørelse i de allerede verserende sager. (1994-2011/5-340)