Afgørelse

Sagsnummer
21/11526

Lovgivning

  • Inkassoloven

Inkassoselskab overtrådte god inkassoskik ved inddrivelse af gamle krav

Forbrugerombudsmanden indskærpede inkassoloven over for et inkasso-selskab, da inkassoselskabet i 2016 iværksatte inddrivelse af gammel gæld over for 3.109 skyldnere, uden at skyldnerne fik de nødvendige oplysninger i inddrivelsesbrevene til at kunne bedømme kravenes berettigelse.

Forbrugerombudsmanden blev i forbindelse med medieomtale af en sag om fejl i en banks gældsinddrivelsessystemer opmærksom på, at et inkassoselskab havde inddrevet gammel gæld fra et større antal skyldnere.

Forbrugerombudsmanden anmodede inkassoselskabet om en række af de omtalte inkassosager samt bankens instruktioner vedrørende inkassoselskabets inddrivelse af bankens krav. Inkassoselskabet oplyste, at selskabet havde inddrevet 3.109 krav, hvor der var risiko for, at kravene ville blive forældet. Det fremgik af dokumentationen for kravene, at der ikke var foretaget inddrivelsesskridt i otte til ti år, inden inkassovirksomheden genoptog inddrivelsen af kravene på bankens vegne. Det var ikke den samme inkassovirksomhed, der havde forestået den tidligere inddrivelse af kravene.

I det første brev, inkassoselskabet sendte til skyldnerne, brugte selskabet en skabelon. Blandt andet stod der i samtlige breve:

”[Banken] har bedt [inkassoselskabet] om at inddrive denne gæld, hvorfor alle fremtidige henvendelser skal ske til os. Gælden kan være stiftet hos en af de banker, der sidenhen er fusioneret med [banken].”

”Vi er også klar over, at det er lang tid siden, at du stiftede gælden, og at du måske ikke er opmærksom på, at der fortsat udestår et beløb, som du mangler at betale”.

Det fremgik ikke af brevene, hvornår skyldnerne havde stiftet gælden, hvad den oprindelige hovedstol var, hvordan kravet var opgjort, eller hvilken kreditaftale eller andet fundament, der var grundlag for inddrivelsen af kravet. Endvidere fremgik der ikke et kreditorreferencenummer, der kunne fastslå, hvilket krav brevet vedrørte. Inkassovirksomheden havde derimod angivet skyldnerens CPR-nr. som kreditorreferencenummer, men dette gav i sagens natur ikke skyldneren nogen information om kravets oprindelse.

Formålet med brevet var at få skyldneren til at betale af på lånet eller underskrive en skyldnererklæring, således at forældelsen af kravet ville blive afbrudt.

Det følger af inkassoloven, at virksomheder skal sende en såkaldt påkravsskrivelse til skyldneren, før de må igangsætte yderligere inddrivelse. Påkravsskrivelsen skal indeholde alle oplysninger, som er nødvendige, for at skyldneren kan bedømme kravet.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, ville det være i strid med både god inkassoskik, jf. inkassolovens § 9, og pligten til at sende en påkravsskrivelse efter inkassolovens § 10, hvis en virksomhed genoptager inddrivelsen af et krav efter en længere periode med stilstand i inddrivelsen uden først at sende en skrivelse, der opfylder inkassolovens krav til en påkravsskrivelse.

Forbrugerombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at formålet med lovkravet om en påkravsskrivelse er at give skyldneren en reel mulighed for at bedømme, om kravet er berettiget og opgjort korrekt, inden skyldneren fx indgår et frivilligt forlig.

Hvis der er tale om et gammelt krav, eller hvis afsenderen af påkravsskrivelsen af andre årsager må forvente, at skyldneren ikke er bekendt med kravets eksistens og opgørelse, er der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse et skærpet krav til inkassovirksomheden for at sikre, at de nødvendige oplysninger for at bedømme kravet fremgår af det brev, som inddrivelsen genoptages med.

Det fremgik af inkassoselskabets brevskabelon, at virksomheden var opmærksom på, at det var lang tid siden, at gælden var blevet stiftet, og at skyldneren muligvis ikke var opmærksom på, at kravet fortsat eksisterede. Det fremgik endvidere, at gælden kunne være stiftet ved en anden bank end den bank, der nu stod som kreditor. Alligevel indeholdt brevet ikke de fornødne oplysninger til, at skyldneren kunne vurdere kravet og dets berettigelse.

På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at brevene ikke indeholdt alle de nødvendige oplysninger, og at inkassoselskabet derfor havde overtrådt inkassolovens §§ 9 og 10.

Forbrugerombudsmanden indskærpede inkassolovens regler om påkravsskrivelser, jf. inkassolovens § 10.