Kreditaftaleloven. Oprindelige trepartsforhold I

Indhold:

1. Afgrænsningen mellem fritstående lån og kreditformidlingsaftaler mellem detailhandlere og finansieringsselskaber
2. Vandsengesagen
3. Diamantsagen
4. Kirby-sagerne
5. Internationale betalingskort
6. Notat om oprindelige trepartsforhold ved brug af internationale betalingskort

1. Afgrænsningen mellem fritstående lån og kreditformidlingsaftaler mellem detailhandlere og finansieringsselskaber

Ifølge kreditaftalelovens § 5, nr. 2 (tidligere kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2) foreligger der et kreditkøb, såfremt købet finansieres ved et lån til køberen på grundlag af en aftale herom mellem sælgeren og finansieringsselskabet - de såkaldte oprindelige trepartsforhold. Betydningen af, at en finansiering falder ind under denne bestemmelse er, at forbrugeren kan påberåbe sig de særlige forbrugerbeskyttende regler i kreditkøb, herunder bestemmelsen i § 33, stk. 2, hvorefter forbrugeren overfor financieren kan fremsætte samme indsigelser og krav i anledning af købet som mod sælgeren.

Finansieringsmønsteret har imidlertid ændret sig, således at de forbrugerbeskyttende bestemmelser ved trediemandsfinansiering i praksis er gjort illusorisk. Finansieringen af et køb sker nu typisk ved et arrangement, hvor sælgeren formidler kontakten til et finansieringsselskab, der yder køberen et lån. Finansieringsselskaberne afviser, at disse arrangementer er omfattet af kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og har i vidt omfang tilstræbt at udfærdige deres lånearrangementer således, at forholdet falder uden for bestemmelsen.

På baggrund af denne udvikling meddelte Forbrugerombudsmanden ved brev af 23. november 1990, at finansieringsselskaberne løber en betydelig risiko for, at sådanne lånearrangementer efter en konkret vurdering vil blive anset som kreditkøb. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse bør der ikke stilles alt for strenge krav til beviset for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem långiver og sælger.

Fremtræder samvirket mellem sælger og långiver på en sådan måde, at låntager må få det indtryk, at lånet ydes på grund af den forbindelse, der foreligger mellem långiver og den formidlende forretning, må formodningen være for, at der foreligger en aftale om finansiering mellem forretning og långiver.

Forbrugerombudsmanden peger på en række momenter, der kan indicere, at lånet rent faktisk er ydet på baggrund af en aftale mellem långiver og sælger. I Juridisk Årbog 1991, side 22-29, er der nærmere gjort rede for Forbrugerombudsmandens synspunkter, ligesom spørgsmålet om afgrænsningen mellem fritstående lån og oprindelige trepartsforhold indgående behandles her.

Forbrugerombudsmandens synspunkter har imidlertid ikke mødt nogen forståelse fra de erhvervsdrivendes side. Med henblik på at få spørgsmålet om afgrænsningen mellem oprindeligt trepartsforhold og fritstående lån afgjort ved nogle principielle sager ved retten er Forbrugerombudsmanden herefter indtrådt til støtte for forbrugernes påstand om, at en finansiering er omfattet af reglerne om kreditkøb i to civile sager, der verserer ved domstolene.

I det følgende gøres dels rede for de to retssager og dels omtales andre sager, hvori spørgsmålet om forståelsen af bestemmelsen om oprindeligt trepartsforhold har været taget op.
Juridisk Årbog 1993-1994, side 89-90

2. Vandsengesagen

En forbruger fik ved Forbrugerklagenævnets afgørelse af 21. september 1990 medhold i, at et lån formidlet af sælgeren i forbindelse med køb af en vandseng var omfattet af kreditkøbslovens regler, og at han derfor kunne gøre et hævekrav gældende over for det finansieringsselskab, der havde finansieret købet. Afgørelsen er nærmere omtalt i Juridisk Årbog 1991, side 123.

Finansieringsselskabet nægtede at efterleve nævnets afgørelse, og sagen blev af Finansrådet som mandatar for finansieringsselskabet indbragt for Østre Landsret. Forbrugerombudsmanden indtrådte i sagen som biintervenient til støtte for forbrugeren.

Ved dom af 17. juni 1993 gav retten sagsøgeren medhold, idet retten ikke fandt det godtgjort, at der var indgået nogen udtrykkelig eller stiltiende aftale mellem finansieringsselskabet og forretningen, som denne på noget tidspunkt har kunnet støtte ret på. Retten udtalte, at uanset at visse finansieringsformer, således som de er udviklet især efter ændringer af kreditkøbsloven i 1986, må antages at have medført en betydelig indskrænkning i lovens forbrugerbeskyttelsesbestemmelser, findes der hverken i lovbestemmelsen eller i forarbejderne hertil at være holdepunkter for at fravige almindelig obligationsretlig fortolkning af aftalebegrebet. Retten tillagde det i den forbindelse betydning, at lovgiver ikke ved de efterfølgende ændringer af kreditkøbsloven og senere kreditaftaleloven har foretaget ændringer i den bestemmelse, der regulerer oprindelige trepartsforhold. Sagen er anket til Højesteret. (1989-234-143).
Juridisk Årbog 1993-1994, side 90

3. Diamantsagen

I slutningen af 1980'erne investerede en række forbrugere i ædelstene, som de købte af et finansieringsinstitut. Købene kom i stand ved, at sælgere fra finansieringsinstituttet i strid med forbrugeraftalelovens regler rettede uanmodet henvendelse til forbrugerne, og finansieringen af købene blev formidlet af sælgeren ved lån optaget i et pengeinstitut. Forbrugerne forklarede, at de ved købet fik det indtryk, at det pågældende pengeinstitut stod bag arrangementet.

Da det senere viste sig, at diamanternes værdi kun udgjorde ca. 40% af den oprindelige købesum og derfor langt fra ville kunne sælges til den oprindeligt forudsatte værdi, anlagde køberne en erstatningssag mod pengeinstituttet, idet de gjorde gældende, at finansieringen var omfattet af bestemmelsen i kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, om oprindeligt trepartsforhold.

Ved kendelse af 29. september 1992 afviste Østre Landsret at tage sagsøgernes påstand til følge. Retten udtalte, at det måtte anses for godtgjort, at der i hvert fald ikke har foreligget en udtrykkelig aftale mellem sagsøgte og sælgerfirmaet om, at sagsøgte skulle yde køberne lån til ædelstenskøbene, idet sagsøgte i hvert enkelt tilfælde har foretaget en vurdering af køberens kreditværdighed. Endvidere kunne det ikke antages, at sagsøgte havde været vidende om - og dermed stiltiende godkendt - at sælgerfirmaet over for kunderne gav udtryk for, at sagsøgte var involveret i ædelstenshandlerne i videre omfang, herunder at sagsøgte skulle have udtalt sig positivt om sådanne ædelstensinvesteringer.

Endvidere forelå spørgsmålet, om sagsøgernes køb af ædelstene kunne anses for forbrugerkøb, jf. kreditkøbslovens § 4, stk. 2, til pådømmelse. Landsretten fandt, at sagsøgernes erhvervelse af usædvanlige investeringsobjekter for beløb af ca. 100.000-200.000 kr., hvorved de har tilsigtet en fortjeneste ved videresalg efter en vis årrække, og hvorunder de burde have indset investeringernes spekulationsprægede karakter, ikke kunne anses for forbrugerkøb.

Østre Landsrets kendelse er kæret til Højesteret, og Forbrugerombudsmanden er i den forbindelse indtrådt som biintervenient til støtte for de kærende. Samtidig har Forbrugerombudsmanden gjort gældende, at kreditkøbslovens § 4, stk. 2, skal fortolkes i lyset af forbrugerkreditdirektivets artikel 1, nr. 2, litra a. Højesteret har imidlertid afslået at forelægge spørgsmålet om forbrugerbegrebets rækkevidde for EF-domstolen, idet de konkrete køb af diamanter skete før direktivets gennemførelsesfrist. Der henvises endvidere til afsnittet om telefon- og dørsalg af finansielle ydelser.
Juridisk Årbog 1993-1994, side 90-91

4. Kirby-sagerne

Spørgsmålet om forbrugeren over for den financier, der har finansieret et køb, kan påberåbe sig de forbrugerbeskyttende regler, der gælder for kreditkøb, har endvidere været fremme i et stort antal sager om køb af Kirby-støvsugere, der har været forelagt for Forbrugerklagenævnet.

Disse køb var, ligesom tilfældet var i diamantsagen, indgået efter sælgerens uanmodede henvendelse til forbrugeren, og Forbrugerklagenævnet har i næsten alle tilfælde tilsidesat aftalen mellem forbrugeren og sælgeren som ugyldig. Sagerne er omtalt i Juridisk Årbog 1992, side 137 ff.

Omkring halvdelen af købene var finansieret ved lån fra et finansieringsselskab. Nævnet fandt, at disse låneforhold var oprindelige trepartsforhold. Den begrundelse, der blev anvendt i de tre sager, der er omtalt i Juridisk Årbog 1992, side 142 ff. har i store træk været anvendt i alle de senere afgørelser. Der har dog været også andre forhold, der kunne indgå i begrundelsen for at forholdet var et oprindeligt trepartsforhold. Således havde en Kirby-forhandler aftalt med finansieren, at lånegebyret faldt bort, hvis køberen rettidigt fortrød handlen om støvsugeren. I en byretsdom om en sådan finansiering har retten også peget på, at det forhold, at der ikke havde været nogen kontakt mellem forbruger og finansier, skabte en formodning for eksistensen af en aftale mellem sidstnævnte og sælgeren.

De fleste af disse sager er nu forliget, idet finansieringsselskaberne har opfyldt Forbrugerklagenævnets afgørelser.
Juridisk Årbog 1993-1994, side 91-92

5. Internationale betalingskort

Forbrugerombudsmanden har indledt forhandlinger med de mest betydningsfulde udstedere af internationale kreditkort med henblik på en afklaring af, i hvilket omfang den kredit, der er knyttet til kortene, er omfattet af reglerne om oprindelige trepartsforhold.

Til brug for drøftelserne lod Forbrugerombudsmanden udarbejde et notat om oprindelige trepartsforhold ved brug af internationale betalingskort. Af notatet fremgår, at Eurocard, MasterCard og Diners Club-kortet er omfattet af reglerne om oprindelige trepartsforhold. For så vidt angår VISA beror afgørelsen af spørgsmålet på, hvorvidt der sker en sådan forsinkelse af debiteringen efter anvendelse af kortet, at der må siges at blive ydet kredit fra kortudsteders side. Notatet er optrykt nedenfor.

Udstederne af de internationale kreditkort har tilkendegivet, at de ikke er enige i notatets konklusioner. Forhandlingerne er endnu ikke afsluttet.

Notat om oprindelige trepartsforhold ved brug af internationale betalingskort

I dette notat redegøres for spørgsmålet om, i hvilket omfang en forbruger efter reglerne om oprindeligt trepartsforhold kan gøre samme indsigelser gældende samt rejse samme pengekrav mod udstederen af betalingskort som over for sælgeren (og leverandøren af en tjenesteydelse). Spørgsmålet behandles for så vidt angår de internationale betalingskort VISA, Eurocard, MasterCard samt Diners Club. Det bemærkes herved, at reglerne om oprindeligt trepartsforhold kan finde anvendelse i forholdet mellem kortindehaver og kortudsteder såvel i tilfælde, hvor forholdet mellem kortindehaveren og betalingsmodtageren skal bedømmes efter dansk ret som i tilfælde, hvor udenlandsk ret finder anvendelse på dette forhold. Spørgsmålet om hvilke krav og indsigelser, kortindehaveren kan gøre gældende overfor en udenlandsk sælger vil i almindelighed skulle afgøres efter udenlandsk ret.  

Først omtales de relevante bestemmelser i kreditkøbsloven og i kreditaftaleloven, som pr. 1. januar 1991 afløste kreditkøbsloven, idet det samtidig med inddragelse af den relevante litteratur redegøres for i hvilket omfang de ændrede affattelser af de centrale lovbestemmelser medfører ændring i retstilstanden i forhold til den tidligere lov. Der foretages en gennemgang af de nævnte betalingskortsystemer, og der redegøres herefter for, om betingelserne for, at forholdet må betegnes som et oprindeligt trepartsforhold, er til stede.  

Kreditkøbsloven

Udarbejdelsen af forslag til kreditkøbsloven blev foretaget af kreditkøbsudvalget, der blev nedsat af Justitsministeriet i begyndelsen af 1973.  

I udvalgets kommissorium er det bl.a. anført, at udvalget bør overveje, om der er behov for at udvide visse af afbetalingslovens beskyttelsesregler til også at gælde andre former for kreditkøb. Udvalget fik til opgave herunder at overveje de problemer, der opstår, når kreditten ydes af en anden end sælgeren, således som det f.eks. er tilfældet ved kreditkortsystemer. Kreditkøbsudvalget lod som led i sit arbejde foretage en undersøgelse af omfanget af denne salgsform og af de vilkår, der fastsættes af parterne i forbindelse med kontokøbene.  

Det har klart været omfattet af udvalgets opgave at overveje en regulering af de såkaldte kreditkort, og udvalget har foretaget intensive studier af området.  

I betænkningen (Betænkning nr. 839/1978 om køb på kredit) anfører udvalget, at den foreslåede lovgivning er generel og omfatter ikke blot de vigtigste kreditkøbsformer som afbetalingskøb og kontokøb, men hele området for kreditkøb af løsøre. Ifølge udvalget er denne model valgt, fordi der er en tendens til, at andre og helt nye kreditformer vinder frem, og at en lovregulering af en del af kreditkøbsområdet let vil resultere i, at kreditkøbshandlen lægges om for at undgå lovreguleringen, (betænkningen side 34). I de almindelige bemærkninger til lovforslaget anfører udvalget følgende:

Der er således lagt op til en lovregulering af hele kreditområdet, herunder konto- og kreditkortkøb.  

Bestemmelserne i kreditkøbslovens §§ 1, 3, 4, 5 og 12 er de grundlæggende ved afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en betalingskortindehaver (køber) kan gøre indsigelser gældende over for den betalingskortudsteder (financier), der ved aftale med betalingsmodtageren (sælger) har påtaget sig at yde kredit (lån) til kortindehaveren.  

Disse bestemmelser opstiller følgende betingelser:  

1. Ifølge kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, skal købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen inden overgivelsen af det købte af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren. Det kræves således, at der mellem betalingskortudstederen og betalingsmodtageren er en aftale om, at betalingskortudstederen skal yde kredit til kortindehaveren.
2. I § 3 defineres kontokøb som køb i henhold til en aftale, hvorved sælgeren eller tredjemand som nævnt i § 1, stk. 2, nr. 2, med køberen har aftalt en løbende kredit, som kan anvendes til køb. Der stilles således krav om, at der mellem kortudsteder og kortindehaver skal foreligge en aftale om en løbende kredit.
3. I § 5 fastsættes som hovedregel, at loven ikke gælder, hvor købesummen kan kræves betalt senest 1 måned efter udløbet af den måned, i hvilken levering finder sted. Som undtagelse fra denne hovedregel nævnes blandt andet en kontoaftale. Det kan heraf udledes, at selv en ganske kortvarig aftalt henstand i forbindelse med en kontoaftale anses for at være en kredit, der er omfattet af kreditkøbsloven.
4. Af § 1, stk. 1, fremgår det, at loven kun gælder for køb af løsøre på kredit. Reglerne om oprindelige trepartsforhold gælder derfor ikke ved køb af tjenesteydelser. Det forhold, at en kontoaftale giver mulighed for at udnytte kreditten også til andet end køb af løsøre, bevirker ikke, at kontoaftalen ikke er omfattet af loven, jf. § 35.
5. Bestemmelsen i § 12, hvorefter køberen over for kreditor kan gøre samme indsigelser samt rejse samme pengekrav som over for sælgeren, gælder kun i forbrugerkøb. I § 4, stk. 2, er nærmere bestemt, hvornår et kontokøb betegnes som et forbrugerkøb. Det er herefter afgørende, om den ved kontoaftalen aftalte kredit hovedsagelig er bestemt til køb til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og kortudsteder vidste eller burde vide dette. 

Kreditaftaleloven

Kreditaftaleloven trådte i kraft d. 1. januar 1991. Sigtet med kreditaftaleloven var i første række at implementere direktivet om forbrugerkredit i dansk ret. Samtidig ophævedes kreditkøbsloven. For så vidt angår kreditaftaler indgået inden kreditaftalelovens ikrafttræden finder kreditkøbsloven dog stadig anvendelse, jf. herved førstnævntes § 58, stk. 3. Aftaler mellem kortudstedere og kortindehavere indgået før d. 1. januar 1991 skal derfor som udgangspunkt bedømmes efter kreditkøbsloven. Væsentlige ændringer i aftaleforholdet mellem kortudsteder og kortindehaver vil dog medføre, at en aftale, der oprindeligt skulle bedømmes efter kreditkøbsloven, nu er så ændret, at der er tale om en ny aftale, som derfor er omfattet af kreditaftaleloven.  

Ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L. 78 i folketingsåret 1989-90) medfører det "en væsentlig udvidelse af den retlige regulering af forbrugerkreditter. Ifølge forslaget skal loven gælde for enhver form for kreditgivning til forbrugerne." I de almindelige bemærkninger er det ligeledes i punkt 5 under lovens anvendelsesområde anført, at "Lovens anvendelsesområde er således videre end den gældende kreditkøbslov".

De relevante bestemmelser for så vidt angår spørgsmålet, om en kortindehaver kan gøre indsigelser gældende over for kortudsteder, er §§ 1, 3, 4, 5 og 33. Bortset fra det forhold at reglerne om oprindelige trepartsforhold i kreditaftaleloven også omfatter køb af tjenesteydelser, er bestemmelserne i øvrigt stort set identiske med de ovenfor nævnte bestemmelser i kreditkøbsloven:

1. Ifølge § 5, nr. 2, skal der foreligge en aftale mellem sælgeren og tredjemand om at yde lån/kredit til køberen til køb af løsøre. Ordlyden i denne bestemmelse er identisk med kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, bortset fra, at det ikke længere kræves, at lånet/kreditten skal være indrømmet køberen før overgivelsen af det købte.
2. Kreditaftaleloven indeholder ingen særskilt bestemmelse om kontokøb, men det fremgår af lovens § 4, der indeholder en definition af begrebet kreditaftale, at der skal foreligge en aftale om kredit mellem kreditgiver og køber. Kontokøb er således omfattet af kreditaftaleloven.
3. Også kortvarige kreditter er omfattet af loven, såfremt der foreligger et kreditkøb i henhold til en aftale om en kredit med variabelt lånebeløb, jf. lovens § 3, stk. 2.
4. I modsætning til hvad der gælder efter kreditkøbsloven, gælder reglerne om oprindelige trepartsforhold i kreditaftaleloven såvel ved køb af løsøre som ved køb af tjenesteydelser, jf. § 33, stk. 2 og 3.

Da bestemmelsen i § 3, stk. 2, hvorefter også visse kortvarige kreditter er omfattet af kreditaftaleloven, alene gælder for kreditkøb (i § 5 defineret som køb af løsøre), finder trepartsreglerne kun anvendelse ved køb af tjenesteydelser, såfremt der efter § 3, stk. 1, nr. 1, er tale om en kreditaftale, hvor kreditten skal indfries senere end 3 måneder efter kreditaftalens indgåelse. 3-måneders fristen regnes fra kreditaftalens indgåelse og inddrager ikke spørgsmålet om den faktiske kredittid. § 3, stk. 1, nr. 1, synes dermed at tage sigte på situationer, hvor der er tale om fritstående lån. Er der tale om en sammenkædning mellem køb og finansiering - oprindelige trepartsforhold - vil det være mere relevant at regne fristen fra leveringstidspunktet - hvilket også er bestemt for så vidt angår køb af varer, men ikke tilsvarende ved køb af tjenesteydelser. Det må antages at bero på en forglemmelse fra lovgivers side, at man ikke i § 3, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, har taget højde for den nye bestemmelse i § 33, stk. 3, der åbner mulighed for også ved tjenesteydelser at gøre krav gældende over for financieren.

1. Ligesom i kreditkøbsloven stilles der krav om, at kreditten hovedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse for forbrugeren og om, at kreditgiveren vidste eller burde vide dette, jf. kreditaftalelovens § 1, stk. 1.

Fortolkningsbidrag fra lovforarbejder, lovbemærkninger og anden litteratur

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er bestemmelserne omkring oprindeligt trepartsforhold i det væsentligste ikke ændret med kreditaftaleloven, hvorfor fortolkningsbidrag til kreditkøbsloven stadig er relevante.

I betænkningen side 58 nævnes som et eksempel på et oprindeligt trepartsforhold efter kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, de såkaldte "eksterne kontosystemer". Det anføres, at:

Der er ikke i betænkningen gjort op med, hvilke af de på daværende tidspunkt kendte betalingskortsystemer der må anses for et eksternt kontosystem.

I forbindelse med folketingsbehandlingen af kreditkøbsloven har Justitsministeriet imidlertid besvaret et spørgsmål fra Folketingets Erhvervsudvalg (spørgsmål 21, besvaret d. 23. februar 1981). Heri udtales det blandt andet, at

Heller ikke Dankort-systemet er omtalt noget sted i forarbejderne til kreditkøbsloven. På tidspunktet for kreditkøbslovens tilblivelse (begyndelsen af 80'erne med ikrafttræden d. 1. april 1983) var Dankort-systemet endnu ikke sat i drift.

Under folketingsbehandlingen af forslaget til kreditkøbslov har Justitsministeriet udtalt bl.a. følgende om Dankortets forhold til forslaget:

Dankort-systemet er endvidere indgående diskuteret i "Rapport om betalingskort" (965/1982). Følgende er anført på side 254:

Det argumenteres videre i rapporten, at ydelse af kredit fra pengeinstitutternes side således ikke skal være led i anvendelse af Dankortet, ligesom det ikke vil være kendeligt for sælger, om der sker træk på en debet- eller en kreditkonto i køberens pengeinstitut. Gennemføres Dankort-ordning efter disse retningslinjer, er det Justitsministeriets opfattelse, at ordningen vil komme til at falde uden for kreditkøbslovens område.

For så vidt angår de internationale kort lægges i den kommenterede kreditkøbslov side 332 vægt på det forhold, at et køb via et internationalt betalingskort ikke debiteres umiddelbart efter købet modsat f.eks. Dankort-transaktioner, hvorved der indrømmes kortindehaveren en kredit på typisk mellem 3-6 uger.  

Det anføres i afsnittet om kontokøb, at

Samtidig nævnes, at køb, der foretages ved hjælp af internationale kreditkort, oftest ikke vil være forbrugerkøb. Udbredelsen af disse kort er imidlertid steget stærkt i de forløbne år, således at kortene nu typisk udstedes også med henblik på ikke-erhvervsmæssig benyttelse.

De forskellige typer betalingskort med en vurdering af, om disse er omfattet af reglerne om oprindeligt trepartsforhold

Af forarbejderne til de to love fremgår det som ovenfor anført, at betalingskort er omfattet af reguleringen, såfremt der til anvendelse af sådanne kort er knyttet en kredit. Efter formuleringerne af de centrale bestemmelser er det imidlertid en betingelse for at nå frem til, at der foreligger oprindelige trepartsforhold, at der foreligger forskellige aftaler de tre parter imellem. Således skal der være en aftale om ydelse af kredit mellem kortudstederen og kortindehaveren samt en aftale mellem kortudstederen og betalingsmodtageren om, at kortudstederen ved en kredit skal finansiere kortindehaverens køb hos betalingsmodtageren (kreditaftalelovens § 4, § 5, nr. 2 og § 33, stk. 3.)  

Aftalegrundlaget mellem kortudsteder og betalingsmodtager

Uanset at der normalt vil foreligge en skriftlig aftale mellem kortudstederen og betalingsmodtageren, vil det ofte ikke af denne aftale fremgå, at der ydes en sådan kredit. Typisk for de internationale kortsystemer er, at den enkelte betalingsmodtager med kortudstederen indgår en aftale om tilslutning til systemet, således at f.eks. betalingen ved varekøb modtages fra kortudstederen og ikke fra køberen. I forhold til kortindehaveren sker en "forsinkelse" af debiteringen på kortindehaverens konto, hvorved der af kortudstederen ydes en kredit af en varighed på op til mellem 30 og 40 dage. Imidlertid er det ikke i aftalegrundlaget udtrykkeligt angivet, at der ydes en kredit af en bestemt varighed.  

Aftalegrundlaget mellem kortudstederen og betalingsmodtageren er indeholdt i en indløsningsaftale.

Fælles for alle indløsningsaftaler er, at aftalen alene regulerer forholdet mellem kortudsteder og betalingsmodtager. Forholdet mellem kortudsteder og kortindehaver er i det store hele uomtalt, idet de skriftlige aftaler kun tager stilling til, hvornår og på hvilke vilkår kortudsteder er forpligtet til at udrede købesummen over for betalingsmodtager.

Kortsystemerne Eurocard, MasterCard og VISA har enslydende indløsningsaftaler. Det fremgår af disse, at betalingsmodtager kan vælge afregning, enten efter 7 eller efter 28 bankdage (ca. 1½ henholdsvis 5½ uger). Vælges afregning efter 7 bankdage, fradrages en rente på 1%. Endvidere indeholder indløsningsaftalerne en bestemmelse om, at kortudstederen som supplement til afregning af betalingerne yder garanti for betaling af de varer og tjenesteydelser, som er købt ved hjælp af kreditkortene under forudsætning af, at de i aftalen angivne betingelser er overholdt af betalingsmodtager. Dvs. at denne har krav på betaling fra kortudsteder, uanset om kortindehaver måtte misligholde sin betalingsforpligtelse i forhold til kortudsteder.

Hvad angår de helt generelle forudsætninger, der ligger til grund for standardaftalen mellem Eurocard, MasterCard og VISA og betalingsmodtagerne, bemærkes, at det synes at være forudsat, at kortindehaver kan rejse samme indsigelser over for kortudsteder som over for betalingsmodtager, jf. formuleringen af sidste afsnit i 5:

Af standardaftalen mellem Diners Club og betalingsmodtagere fremgår det under punkt 4, Betalingstid, at betalingsmodtager kan vælge mellem at modtage betaling fra kortudsteder efter 1 uge eller efter 5 uger. Vælges betaling efter 1 uge, betales 1% i rentetillæg. Aftalen indeholder ligesom de ovenfor omtalte kortsystemer en bestemmelse om, at kortudsteder yder en betalingsgaranti over for betalingsmodtager.

Som ovenfor anført fremgår det ikke af indløsningsaftalerne mellem kortudsteder og betalingsmodtager, at kortudsteder er forpligtet til at yde kortindehaver kredit. At der er forudsat en vis kreditgivning, lægges der dog op til, idet den fælles indløsningsaftale for kortsystemerne Eurocard, MasterCard og VISA omtaler kortene som kreditkort. Tages alene hensyn til den formelle ordlyd i det skriftlige aftalegrundlag mellem kortudsteder og betalingsmodtager er der formentlig ikke tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at kortudstederen har forpligtet sig til at yde kredit til kortindehavere, der handler hos en given betalingsmodtager, således som det kræves i kreditaftalelovens § 5, nr. 2, og § 33, stk. 3, jf. reglen om, at købesummen eller vederlaget helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.

Ud fra et omgåelsessynspunkt vil det imidlertid være uholdbart at kræve, at selve indløsningsaftalen skal indeholde en udtrykkelig bestemmelse om, at der skal ydes kredit til kortindehaver. Forholdet skal derfor anskues således, at betalingsmodtager tilslutter sig kortsystemet som et hele, hvorved også det regelsæt, der gælder i forholdet mellem kortudsteder og kortindehaver, indgår som en del af aftalegrundlaget mellem kortudsteder og betalingsmodtager. Det er almindeligt kendt, at der til de fleste kortsystemer er knyttet en kreditfacilitet for kortindehaver ydet af kortudsteder, og dette forhold må antages naturligt at indgå som en parameter i betalingsmodtagers grundlag for at tilslutte sig systemet (forventning om meromsætning).

Aftalegrundlaget mellem kortudsteder og kortindehaver

En gennemgang af aftalegrundlaget mellem kortudstederen og kortindehaveren (§ 13-oplysningerne, jf. betalingskortlovens § 13) for alle kortudstedere omfattet af den igangværende sikkerhedsundersøgelse viser, at der - om end der er forudsat en vis kortvarig kredit - i ingen af disse er eksakte oplysninger om, hvornår et givet køb vil være forfaldent til betaling. Dette gælder dog ikke for VISA/Dankort.  

Følgende kan konstateres:  

I Eurocards bestemmelser (udkast til Eurocard kortindehaverregler 1994) er det i punkt 1, stk. 6, anført, at "Samtidig med udstedelsen af Deres kort opretter Eurocard en konto. Hver gang, De bruger Deres kort, registreres beløbet efterfølgende på denne konto. De opsamlede beløb faktureres minimum én gang om måneden." I punkt 2, stk. 5, oplyses, at "Når der sker debiteringer på kontoen, vil der minimum én gang om måneden blive fremsendt en kontospecifikation / faktura." Efter punkt 3, stk. 4, er fakturaen forfalden til betaling på faktureringsdagen (forfaldsdagen). Det fremgår videre, at "Hvis De ikke betaler rettidigt i overensstemmelse med fristen på fakturaen, som er mindst en uge ...". Det fremgår således ligeledes her, at der er aftalt kredit mellem kortudstederen og kortindehaveren.

I kortudstederens reklamemateriale er i brochuren Eurocard Flere Muligheder i afsnittet "Ingen renter" følgende anført: "De skal ikke betale renter af Deres køb på Eurocard. Eurocard er et moderne betalingsmiddel, der giver Dem kredit, indtil den fremsendte faktura skal betales."

MasterCard udstedes som f.eks. også VISA/Dankort af de enkelte pengeinstitutter. Indtil videre er kun to pengeinstitutter anmeldt til Forbrugerombudsmanden som udstedere af MasterCard - Den Danske Bank og Bikuben.

Af Den Danske Banks § 13-oplysninger fra februar 1992 fremgår af § 1, stk. 2, at kortet kan benyttes indenfor et maksimumbeløb, der er aftalt med Den Danske Bank. Af § 1, stk. 6, fremgår, at ved brug af kortet registreres beløbet på den oprettede kortkonto. De opsamlede beløb og den beregnede rente hæves den 1. bankdag i måneden på kortindehavers konto i et dansk pengeinstitut via BetalingsService. I § 3, stk. 2, er fastsat, at der ved brug af kortet beregnes rente med den til enhver tid gældende sats, og at rentedato er begyndelsesdagen for renteberegningen. Når kortindehaver benytter kortet, indtræder rentedato, bankdagen før transaktionen er Den Danske Bank i hænde (dvs. modtaget hos Eurocard). Ved kontanthævninger i Kontanten er den dag, hævningen foretages, rentedato. Hæver kortindehaver i pengeautomater på ikke bankdage, indtræder rentedato, bankdagen før hævningen. Renten vil for transaktioner modtaget i perioden fra ca. den 20. i en måned til ca. den 20. i næste måned blive renteberegnet til den 1. bankdag i den efterfølgende måned. Saldoen inkl. beregnede renter hæves fra kortudsteders løbende konto i et pengeinstitut. Såfremt saldoen ikke afvikles den 1. bankdag i en måned, beregnes der hver måned morarente af gælden med den til enhver tid gældende rentesats.

I Den danske Banks reklamemateriale vedrørende MasterCard omtales kortet som et kreditkort. I materialet er bl.a. følgende anført: "Deres betalinger med MasterCard trækkes på Deres konto via Pengeinstitutternes BetalingsService (PBS) den første bankdag i hver måned. Inden da får De en betalingsoversigt fra PBS, der viser, hvad De skal betale. Kredittiden strækker fra en halv til halvanden måned." I brochurens afsnit "Sådan aftaler vi Deres købskredit" siges følgende: "Når De får et MasterCard, aftaler De samtidig med Den Danske Bank, hvor stor Deres købskredit skal være. Kreditten fastsættes efter en almindelig kreditvurdering med udgangspunkt i Deres ønsker og behov. Kreditten kan være på op til 30.000,- kroner."

I de tilsvarende § 13-oplysninger fra Bikuben fremgår det om betalingstidspunktet af reglernes § 1, stk. 3, at ved brug af kortet registreres beløbet på den til dette formål oprettede MasterCard-konto. Det fremgår videre, at de opsamlede beløb faktureres én gang om måneden.

I § 2, stk. 9, er det anført, at "Dersom der er sket bevægelser på MasterCard-kontoen i form af debiteringer, vil specifikation heraf fremgå af den betalingsoversigt, der fremsendes af BetalingsService ultimo hver måned. Betaling sker via BetalingsService på den betalingsdag, der står anført på betalingsoversigten og hæves på den tilsluttede konto i Bikuben."

For så vidt angår renter er følgende anført i § 3, stk. 6: "Ved brug af kort med aftalt kreditrente skal kortindehaver betale renter med den af Bikuben fastsatte rente. ...... Renteberegningen sker månedsvis, og renter beregnes fra den dag transaktionsbeløbet er debiteret MasterCard-kontoen og til den dag, hvor beløber trækkes via BetalingsService på kortindehaverens konto i Bikuben. ..... Den beregnede rente debiteres MasterCard-kontoen. Såfremt kortindehaver ikke betaler forfaldne beløb rettidigt, er Bikuben berettiget til at beregne renter indtil betaling sker med ovennævnte kreditrente.". Det bemærkes, at Bikuben udsteder MasterCard i to udformninger, hvad angår rentebetalingen, idet de ligesom ved DC privatkort er mulighed for dels betaling af et lavere årligt kontingent mod renteberegning af forbrug, dels et højere kontingent uden sådan renteberegning.

For så vidt angår VISA/Dankort sker debitering efter § 13-oplysningerne (i henhold til grundkoncept af 12. oktober 1992) "straks efter, at Deres pengeinstitut har modtaget besked om transaktionen". Det er videre anført, at "De må kun hæve penge eller købe for det beløb, der står på kontoen, med mindre De har aftalt andet med Deres pengeinstitut." Der er intet oplyst om længden af det tidsrum, der typisk vil forløbe mellem et køb og debiteringen på kortindehaverens konto, og om der således i praksis ydes en kortvarig kredit. Det må derfor klarlægges, i hvilket omfang der sker en forsinkelse i forhold til debiteringen af en købesum på kortindehaverens konto. Variationen i debiteringstidspunktet afhængigt af, om betalingsmodtager benytter postal eller elektronisk kommunikation med kortudsteder eller dennes datacenter må herunder klarlægges.

Diners Club anfører i sine § 13-oplysninger (bestemmelse nr. 16 af august 1993), at "Et faktureret beløb skal være indbetalt senest den dag, der er anført som sidste rettidige betalingsdag på kontoudtoget" (pkt. 1, stk. 6). Kontoudtog udsendes een gang pr. måned, såfremt der er registreret forbrug i den forløbne periode ... (pkt. 2, stk. 10). Yderligere anføres, at "Det på kontoudtoget angivne beløb skal være indbetalt senest den dag, som er anført som seneste rettidige betalingsdag på kontoudtoget" (pkt. 2, stk. 11). Det er ikke anført i § 13-oplysningerne, hvornår et givent køb er forfaldent til betaling, men ifølge aftalegrundlaget er kredittiden mindst løbende måned med et tillæg af et vist antal løbedage.

I kortudstederens reklamebrochure "Private VIP Member" er det i afsnittet "Flest fordele med Diners Club" anført følgende: "De får vor lange kredittid på ½ -1½ måned."

Diners Club har i øvrigt telefonisk oplyst, at et givent køb er forfaldent til betaling den 5. i den efterfølgende måned, idet dog køb efter ca. den 20. først vil være forfaldne i den næstkommende måned. Hvilken måned et givent køb skal betales i, afhænger bl.a. af om det er indenlandsk eller udenlandsk, og om der er tale om en elektronisk eller en manuel transaktion.

DC privatkort udstedes både i en udformning med rentetillæg af forbrug og i en udformning uden, således at kortindehaver kan vælge mellem et kort med et årligt højere kontingent (og hvor kortet anvendes uden rentetillæg) og et kort med et kontingent, hvori indgår rentetillæg af forbrug. Ved sidstnævnte kort beregnes der ved betaling med kortet eller ved hævetransaktioner renter fra den dato, hvor transaktionen er Diners Club i hænde og frem til sidste rettidige betalingsdag.

Af disse bestemmelser kan således udledes, at det mellem kortudsteder og kortindehaver er aftalt, at der ydes kredit i resten af købsmåneden med tillæg af den ikke oplyste betalingsfrist.

Konklusion

Når der sker en forsinkelse i debiteringen i forhold til kortindehaver efter dennes brug af kortet, og når såvel betalingsmodtager som kortindehaveren er bekendt med, at der vil ske en sådan forsinkelse af debiteringen, må forholdet efter en juridisk vurdering opfattes som et oprindeligt trepartsforhold. Det kan på baggrund af de enkelte kortsystemer konkluderes, at i hver fald systemerne Eurocard, MasterCard samt Diners Club-kortet vil være omfattet af reglerne om oprindelige trepartsforhold. For så vidt angår VISA vil afgørelsen af dette spørgsmål bero på, hvorvidt der sker en sådan forsinkelse af debiteringen efter anvendelse af kortet, at der må siges at blive ydet kredit fra kortudstederes side.

Dette resultat er i overensstemmelse med kreditkøbsudvalgets intentioner om, at de forbrugerbeskyttende regler i loven skulle omfatte hele kreditkøbsområdet, og ud fra en mere overordnet betragtning synes ulemperne for kortudsteder at være overskuelige. Først og fremmest vil risikoen for, at der statueres oprindeligt trepartsforhold, virke som et incitament for kortudsteder til at vælge respektable og fornuftige samarbejdspartnere. Endvidere har kortudsteder mulighed for at tage højde for denne risiko i forhold til det indbyrdes opgør med betalingsmodtager f.eks. i form af modregning ved efterfølgende betalingsanmodninger fra samme betalingsmodtager. Endelig kan der næppe herske tvivl om, at kreditelementet indgår som en væsentlig beslutningsparameter ved kortindehavers beslutning om at anskaffe sig et af de pågældende betalingskort.

Forbehold i § 13-oplysningerne

Samtlige kortindehaverregler vedrørende de internationale betalingskort, der er omfattet af den igangværende sikkerhedsundersøgelse, indeholder bestemmelser med det indhold, at kortudstederen ikke er ansvarlig for eventuelle fejl og mangler ved varer og tjenesteydelser købt hos de tilknyttede forretningssteder. Formuleringerne varierer, men indholdet er basalt det samme. Imidlertid følger det af kreditaftalelovens § 7, at loven ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for forbrugeren. De forsøgte indskrænkninger vil derfor ikke kunne påberåbes over for forbrugere i de tilfælde, hvor man efter en vurdering af, om der ydes kredit, når frem til, at kreditaftalelovens regler om oprindelige trepartsforhold finder anvendelse. Selve det forhold at der gives urigtige oplysninger om kortindehavers retsstilling er i strid med betalingskortlovens generalklausul. Det vil formentlig i øvrigt også være i strid med betalingskortlovens generalklausul - og i øvrigt med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1 - at have sådanne vilkår, hvor det er usikkert, om vilkåret er i overensstemmelse med gældende ret.

Juridisk Årbog 1993-1994, side 92-104