Kreditaftaleloven. Oprindelige trepartsforhold II

Afgrænsning mellem fritstående lån og kreditformidlingsaftaler mellem detailhandlere og finansieringsselskaber

Forbrugerstyrelsens juridiske årbog for 1993-94 side 89 - 91 indeholder en artikel med samme overskrift som nærværende, efterfulgt af en omtale af Østre Landsrets domme i den såkaldte "Vandsengesag" og den såkaldte "Diamantsag" Ved udgivelsen af den sidste årbog verserede sagerne for Højesteret.

Begge sager har nu fundet deres afgørelse ved Højesteret, se UfR 1995, side 192, (Vandsengesagen), og UfR 1995, side 432, (Diamantsagen). Dommene er ligeledes kommenteret i ugeskriftets litterære afdeling 1995 B, side 409 ff., der indeholder fyldige litteratur henvisninger.

Med disse afgørelser sluttede en af Forbrugerstyrelsens mere betydelige indsatser gennem de seneste år. Som det fremgår af Juridisk Årbog for Forbrugerstyrelsen 1991, side 22 f., konstaterede Forbrugerklagenævnet gennem en række nævnsafgørelser, herunder også afgørelsen i "Vandsengesagen", at en række bankejede finansieringsselskaber med urette anså sin långivning for omfattet af Kreditaftalelovens bestemmelser om fritstående lån. Betydningen af, at et lån kvalificeres som fritstående er, at en forbruger, der har benyttet sådanne lån til at financiere et vare køb, ikke overfor finansieringsselskabet kan fremsætte samme indsigelser og krav i anledning af købet som mod sælgeren.

Forbrugerombudsmanden forsøgte i efteråret 1990 at formå de berørte organisationer, blandt andet Finansrådet til at følge de ændrede retningslinjer til beskyttelse af forbrugerne. Dette afvistes af organisationerne.

Vandsengesagen

I "Vandsengesagen" var lånene kommet i stand ved, at sælgeren havde udleveret låneansøgningsskemaer, som klageren udfyldte i forretningen, hvorefter den udfyldte låneansøgning af sælgeren blev telefaxet til finansieringsselskabet, der umiddelbart efter bevilligede lånebeløbet og udbetalte dette til sælgeren, som havde anbefalet sin kunde (klageren/køberen) at vælge denne fremgangsmåde. Problemet i "Vandsengesagen" opstod fordi sælgeren gik konkurs uden at have opfyldt sine forpligtelser overfor forbrugeren.

Forbrugerklagenævnet lagde i sin afgørelse til grund, at finansieringen var sket som et led i samarbejdet mellem sælgeren og finansieringsselskabet, der havde instrueret sælgeren om fremgangsmåden ved långivningen, samt at lånet var kommet i stand ved køberens henvendelse til forretninger under sådanne omstændigheder, at køberen måtte få det indtryk, at lånet blev ydet på baggrund af en aftale mellem sælgeren og finansieringsselskabet. Nævnet fandt også, at der var omstændigheder der yderligere pegede på, at der forelå en aftale mellem sælgeren ved, at banken bag finansieringsselskabet samtidig var sælgerens bankforbindelse, og at sælgeren tidligere have fået finansieret sine kreditsalg gennem det samme finansieringsselskab. Forbrugeren fik derfor medhold i, at han kunne gøre sit hævekrav gældende overfor finansieringsselskabet.

Da finansieringsselskabet ikke kunne anerkende afgørelsens rigtighed, blev sagen på grund af sine principielle karakterer indbragt direkte for Østre Landsret, hvor Forbrugerombudsmanden intervenerede på forbrugerens side. Landsretten frifandt finansieringsselskabet, fordi retten ikke fandt, at "der var grundlag for at fravige almindelig obligationsretlig fortolkning af aftalebegrebet".

Landsretten lagde yderligere vægt på, at lovgivningsmagten efter fremkomsten af den her anvendte finansieringsform havde ændret Kreditkøbsloven (Kreditaftaleloven), uden at man havde fundet anledning til at præcisere afgrænsningen af oprindelige trepartsforhold i forhold til fritstående lån.

Siden Kreditkøbslovens ikrafttræden i 1983 og særlig siden indførelsen af den såkaldte "kartoffelkur" i 1986 er der i forretningslivet sket en fortsat udvikling fra køb på afbetaling i retning af nye former for finansiering af løsørekøb, herunder den finansieringsform, som er benyttet i den foreliggende sag.

Højesteret udtalte i sin begrundelse:

"Sagen vedrører navnlig spørgsmålet om, hvorledes man skal forstå de afsluttende ord i Kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2 (nu Kreditaftalelovens § 5, nr. 2): "på grundlag af en aftale herom mellem denne (långiveren) og sælgeren". Spørgsmålet er nærmere, om det forhold, at der som anført på side 58 i betænkningen om køb på kredit skal foreligge "en egentlig aftale i aftaleretlig forstand", fører til, at en finansieringsform som den foreliggende ikke kan anses for omfattet af den nævnte bestemmelse.

Ved at udlevere brochurer med låneansøgningsskemaer til forretningen ...... har [långiver] tilsigtet at markedsføre sine lån i forbindelse med forretningens varesalg. Herved har [långiver] over for forretningen tilkendegivet at være villig til på sine sædvanlige betingelser og vilkår at yde lån til forretningens kunder til finansiering af disses køb i forretningen. Selvom [långiver] forbeholdt sig ret til at afslå låneansøgninger på grundlag af en kreditvurdering, som blev foretaget efter kriterier fastsat af finansieringsselskabet selv, må denne tilkendegivelse anses for at være et løfte, som forretningen kunne benytte over for sine kunder, og som finansieringsselskabet i forhold til forretningen ikke vilkårligt kunne undlade at opfylde. En forståelse, hvorefter der lægges afgørende vægt på finansieringsselskabets adgang til at afslå låneansøgninger på grundlag af sin kreditvurdering, ville tillige indebære, at den nævnte bestemmelse i Kreditkøbsloven i det væsentlige ville være uden betydning for så vidt angår den kategori af oprindelige trepartsforhold, der under betegnelsen "lånekøb" tilsigtedes omfattet af bestemmelsen. Højesteret finder herefter, at der forelå en aftale mellem [långiver] og [forretningen] som omhandlet i Kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2.

Omstændighederne i forbindelse med Folketingets behandling af forslagene til ændring af Kreditkøbsloven og forslagene vedrørende Kreditaftaleloven kan ikke føre til et andet resultat.

I forbindelse med, at appellanten købte en vandseng i forretningen har han hos [långiver] optaget et lån, hvis provenu blev anvendt til betaling af købesummen. Under de omstændigheder, hvorunder lånetilbuddet til appellanten blev indhentet, må lånet anses for indrømmet på grundlag af aftalen mellem långiver og forretningen.

Der foreligger således et køb på kredit i henhold til Kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2, og appellanten (køberen) kan derfor påberåbe sig bestemmelserne i lovens § 12, stk. 1, over for [långiver].

Højesteret tager herefter appellantens påstande til følge."

Diamantsagen

Denne sag angik en række forbrugeres køb af investeringsdiamanter, som blev finansieret af et pengeinstitut. Stridens genstand var ligesom i vandsengesagen, om finansieringen var et oprindeligt trepartsforhold eller et fritstående lån. Herudover var der rejst spørgsmål om, hvorvidt køb af investeringsdiamanter er omfattet af Forbrugeraftaleloven. Også i denne sag indtrådte Forbrugerombudsmanden til støtte for forbrugerne.

For så vidt angår det første spørgsmål lagde Højesteret til grund, at pengeinstituttet havde stillet sig imødekommende, da udbyderen/sælgeren af investeringsdiamanter spurgte, om pengeinstituttet ville finansiere kunder, som købte ædelstene af instituttet. Højesteret lagde yderligere til grund, at pengeinstituttet overfor sælgeren gav detaljerede retningslinjer for den ekspeditionsgang og de vilkår, der skulle gælde vedrørende lån til sådanne kunder. Selvom pengeinstituttet forbeholdt sig ret til at afslå låneansøgninger på baggrund af en kreditvurdering, som blev foretaget efter kriterier fastsat af långiveren selv, fandt Højesteret, at pengeinstituttets reaktion på sælgerens henvendelse måtte vurderes som en tilkendegivelse om, at pengeinstituttet ville være villig til på de angivne betingelser og vilkår, at yde lån til diamantsælgerens kunder til finansiering af køb af ædelstene. Denne tilkendegivelse blev af Højesteret anset for at være et løfte, som diamantsælgeren kunne benytte overfor sine kunder, og som pengeinstituttet i forhold til diamantsælgeren ikke ville kunne undlade at opfylde. Højesteret fandt derfor - også under henvisning til sin afgørelse i vandsengesagen - at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt købene af investeringsdiamanter var et forbrugerkøb, havde det sagsøgte pengeinstitut gjort gældende, at der ikke var tale om et forbrugerkøb som var omfattet af Kreditkøbslovens § 4, stk. 2 og nærmere henvist til, at formålet med det købte alene var videresalg med fortjeneste. Højesteret var ikke enig heri og anførte i sin afgørelse følgende:

"Efter Kreditkøbslovens § 4, stk. 2, nr. 1, foreligger der - uanset købesummens størrelse - et forbrugerkøb, "når det købte hovedsageligt er bestemt til ikke erhvervsmæssig anvendelse for køberen, og sælgeren vidste eller burde vide dette". At der købes udelukkende med henblik på opnåelse af fortjeneste ved videresalg - hvilket må antages at have været tilfældet med de kærendes køb af ædelstene - hindrer ikke, at der foreligger et forbrugerkøb, når et videresalg dog ikke kan karakteriseres som erhvervsmæssigt.

Der foreligger ikke oplysninger om nogen af de kærende og disses forhold, som giver grundlag for at karakterisere et videresalg af ædelstenene som erhvervsmæssigt. Det er utvivlsomt, at [sælgeren af ædelstene] vidste besked om [købernes] tilsigtede anvendelse af ædelstenene.

Der foreligger således et forbrugerkøb i henhold til Kreditkøbslovens § 4, stk. 2, nr. 1."

Det bemærkes, at den nævnte bestemmelse i lighed med bestemmelserne i andre civilretlige love er ændret således, at synbarhedsbetingelsen, eller betingelsen om, at sælgeren vidste eller burde vide, at det købte hovedsageligt er bestemt i erhvervsmæssig anvendelse, ikke længere gælder. Juridisk Årbog 1995, 22.