Afgørelse

Sagsnummer
24/11174

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6
  • Forbrugeraftaleloven 2013 - gældende
  • 8
  • 9
  • 11
  • 12

Et elselskab oplyste ikke forbrugerne klart og forståeligt om variabelt pristillæg

Forbrugerombudsmanden vurderede, at et elselskab ikke havde givet forbrugerne klare og forståelige oplysninger om, at et pristillæg i elprisen var variabelt. Elselskabets måde at oplyse om pristillægget var derfor i strid med markedsføringslovens vildledningsforbud, ligesom elselskabet herved tilsidesatte sin oplysningspligt efter forbrugeraftaleloven og elleveringsbekendtgørelsen.

Forbrugerombudsmanden havde konstateret, at et elselskabs pristillæg var variabelt og kunne ændre sig fra måned til måned afhængigt af elselskabets handels- og kreditomkostninger.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at måden elselskabet præsenterede pristillægget på gjorde det vanskeligt for forbrugerne at forstå, at pristillægget ikke var fast, men variabelt og dermed kunne ændre sig fra måned til måned. Dette skyldtes blandt andet, at oplysningen om, at pristillægget var variabelt, ikke stod i umiddelbar forlængelse af den aktuelle pris på tillægget, men kun fremgik andre steder på hjemmesiden.

På den baggrund vurderede Forbrugerombudsmanden, at elselskabet handlede i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven.

Forbrugerombudsmanden vurderede desuden, at elselskabet havde tilsidesat sin oplysningspligt i henhold til forbrugeraftaleloven og elleveringsbekendtgørelsen, der forpligter elselskaber til at give forbrugerne klare og forståelige oplysninger om den samlede pris og de samlede udgifter eller den måde, hvorpå prisen skal udregnes. Ved at have tilsidesat sin oplysningspligt handlede elselskabet også i strid med god markedsføringsskik.

Elselskabet oplyste Forbrugerombudsmanden, at elselskabet havde tilføjet oplysningen om, at tillægget var variabelt i umiddelbar forlængelse af tillæggets aktuelle pris. Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe vildledningsforbuddet og oplysningspligten over for elselskabet.