Afgørelse
Sagsnummer
24/05203
Lovgivning
- 5
- 6
- 13
Bøde til bilproducent for at markedsføre sine biler med udsagnene ”certificeret miljøvenlig”, ”den grønne revolution” og ”[Bilproducenten] begynder CO2-neutral produktion”
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i 2023 en bilproducent for vildledende markedsføring i strid med markedsføringslovens §§ 5 og 6, idet bilproducenten havde markedsført sig med udsagnene ”certificeret miljøvenlig”, ”den grønne revolution” og ”[Bilproducenten] begynder CO2-neutral produktion”. Bilproducenten accepterede i 2024 at betale en bøde på 1 million kroner for de tre forhold.
Forbrugerombudsmanden modtog i 2022 en klage fra Greenpeace over bilproducentens markedsføring med grønne udsagn.
Bilproducenten oplyste, at de havde foretaget diverse tiltag for at mindske bilernes miljøbelastning, ligesom bilproducenten oplyste, at brugen af udtrykket ”certificeret miljøvenlig” skyldtes en oversættelsesfejl.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at udsagnet ”certificeret miljøvenlig” var egnet til at give forbrugerne det vildledende indtryk, at bilproducentens biler havde bestået en kvalitetstest eller opnået en miljøcertificering, ligesom udsagnet i øvrigt var egnet til at give forbrugerne et vildledende indtryk af bilernes miljøbelastning,
Forbrugerombudsmanden vurderede, at udsagnene ”den grønne revolution” og ”[Bilproducenten] begynder CO2-neutral produktion” var egnede til at give det vildledende indtryk, at bilerne var mindre miljøbelastende, end de var, samt indtrykket af at de tiltag, bilproducenten havde foretaget for at minimere bilernes miljøbelastning, var væsentligt bedre end de tiltag, konkurrerende bilproducenter havde foretaget, hvilket ikke var tilfældet.
Bødens størrelse er fastsat ud fra de kriterier for fastsættelse af bøder, der gjaldt frem til udgangen af 2021, samt en ny og skærpende bødemodel, som trådte i kraft den 1. januar 2022.
Forbrugerombudsmanden har ved bødefastsættelsen taget højde for, at bilproducenten har foretaget diverse tiltag for at mindske deres bilers miljøbelastning, samt at bilproducenten har samarbejdet med Forbrugerombudsmanden under sagens oplysning
Forbrugerombudsmanden vurderede, at der ikke var grundlag for at politianmelde det kommunikationsbureau, som havde bistået virksomheden med udformningen af en del af markedsføringsmaterialet for medvirken til overtrædelsen.