Afgørelse

Sagsnummer
21/11609

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende

Indskærpelse af vildledningsforbuddet for brug af mærke og bæredygtighedsudsagn

Det var i strid med vildledningsforbuddet i markedsføringsloven, at en virksomhed markedsførte tasker med mærket ”Et grønnere valg” samt anvendte udsagn om bæredygtighed i markedsføringen af tasker uden at kunne dokumentere dette.

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på, at en virksomhed benyttede bæredygtighedsudsagn, såsom ”bæredygtigt for” og ”spækket med bæredygtige materialer” samt mærket ”Et grønnere valg” med en grøn baggrund og et blad i deres markedsføring af tasker på virksomhedens hjemmeside. Mærket havde til formål at fremhæve tasker, der havde en særlig miljøfordel, sammenlignet med tasker, der ikke havde mærket.

Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at bæredygtighedsudsagnene gav forbrugerne det indtryk, at taskerne eller dele heraf var lavet af bæredygtige materialer. Virksomheden kunne dog ikke fremlægge dokumentation for, at det var tilfældet.

Det var endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udsagnet ”Et grønnere valg” på virksomhedens mærke med en grøn baggrund og et blad var et generelt udsagn, som er egnet til at give forbrugerne det indtryk, at produkter med dette mærke er væsentlig mindre belastende for miljøet end tilsvarende produkter.

Virksomheden havde opstillet to krav, hvoraf ét af dem skulle være opfyldt for, at et produkt ville kunne blive markedsført med mærket ”Et grønnere valg”. Et produkt skulle helt eller delvist være lavet af enten genanvendte eller økologiske materialer. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse kunne opfyldelsen af et af disse krav dog ikke i sig selv berettige, at produkterne blev markedsført som ”Et grønnere valg”, da kravene ikke sikrede, at produkterne var væsentligt mindre belastende for miljøet end tilsvarende produkter.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor vildledningsforbuddet i markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8, over for virksomheden, der – inden Forbrugerombudsmandens henvendelse – var ophørt med at anvende de pågældende udsagn.