Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
11/01089 og 11/01485

Lovgivning

  • 1
  • 3

Kosmetik mærket "Økologisk certificeret af Ecocert" - krav til brugen

Kosmetik kunne mærkes ”Økologisk certificeret af Ecocert”, når Ecocerts mærkningskrav for et produkt var opfyldt, og produktet havde kvalitative fortrin frem for andre tilsvarende produkter. Logoet måtte ikke bruges isoleret. En generel anprisning af al kosmetik med ordlyden forudsatte en supplerende henvisning til Ecocert standards.

Ecocert var en fransk standard for naturkosmetik og økologisk kosmetik, som var blevet til i samarbejde mellem Ecocert og repræsentanter for kosmetiksektoren. Standarden indeholdt nærmere opregnede krav til indholdet af et produkt mv., for at dette kunne mærkes ”certificeret økologisk i henhold til Ecocert og/eller logo (under selve logoet var anført ”organic cosmetic”)”. Der var endvidere krav om en samlet angivelse af nogle obligatoriske oplysninger i forbindelse med mærkningen af et certificeret produkt.

Erhvervsdrivende ønskede at mærke og markedsføre kosmetiske produkter som ”økologisk certificeret af Ecocert”, ”certificeret økologisk i henhold til Ecocert” og/eller anvende logoet.

Forbrugerombudsmanden fandt med hensyn til etiketteringen, hvorunder anvendelsen af Ecocert logoet kunne indgå, at de nævnte betegnelser overordnet set kunne anvendes i overensstemmelse med markedsføringsloven. Dog var det afgørende, at Ecocerts mærkningskrav for det enkelte produkt var opfyldt, at det havde kvalitative fortrin frem for andre tilsvarende produkter, og at logoet fremtrådte som en del af de obligatoriske oplysninger, idet der i modsat fald var betydelig risiko for, at forbrugeren ville opfatte produktet som rent økologisk.

Forbrugerombudsmanden kunne ikke vurdere, om beregningen af den økologiske andel af planteekstrakter indeholdende vand medførte en vildledende angivelse af det økologiske indhold. Det blev tilføjet, at Forbrugerombudsmanden ikke var bekendt med, at der eksisterede en beregningsmetode, fastsat af myndigheder eller alment anerkendt af relevante organisationer eller sektorer.

Informationer om certificeringsordningen skulle være let tilgængelige for forbrugerne. Det ville derfor næppe være tilstrækkeligt at henvise til en engelsk hjemmeside. I hvert fald hvad angår de mere vitale oplysninger om økologien i produktet burde forbrugerne henvises til oplysninger på dansk.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse indebar en markedsføring med en generel anprisning af alle den erhvervsdrivendes produkter med ordlyden ”Økologisk certificeret af Ecocert” en risiko for, at forbrugeren alene fokuserede på oplysningen ”økologisk” og opfattede produkterne som rent økologiske og uden tanke for, at Ecocert er en af flere certificerings- eller mærkningsordninger, som ikke har baggrund i et økologimærke med kriterier fastsat i dansk lovgivning eller i EU-lovgivning. Udsagnet måtte derfor suppleres med en henvisning til standarden, så udsagnet fx lød ”Økologisk certificeret i henhold til Ecocert standards”.

Forbrugerombudsmanden henviste til vejledningen om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføringen, punkterne 10 og 6.4.