Afgørelse

Sagsnummer
22/07849

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende

Markedsføring af drikkeflaske i rustfrit stål med miljømæssige udsagn var vildledende

En virksomheds markedsføring af en drikkeflaske i rustfrit stål på deres hjemmeside med miljø- og bæredygtighedsudsagn var vildledende, da virksomheden ikke kunne dokumentere rigtigheden af udsagnene.

Som led i Forbrugerombudsmandens deltagelse i det europæiske forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC) undersøgte Forbrugerombudsmanden og de øvrige håndhævelsesmyndigheder i EU en række forskellige virksomheders hjemmesider, hvor der blev markedsført produkter til forbrugere med miljøudsagn.

Gennem en af de hjemmesider, som blev undersøgt, blev der solgt en drikkeflaske af rustfrit stål. Ved gennemgangen af hjemmesiden blev Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at virksomheden anvendte udsagnet ”BÆREDYGTIG OG MILJØVENLIG – Alle vores flasker er fri for BPA og kan genbruges igen og igen”. Der fremgik ikke nogen forklaring på, hvorfor drikkeflaskerne var henholdsvis bæredygtige og miljøvenlige, ud over oplysningen om, at drikkeflaskerne var BPA-fri og kunne bruges flere gange.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at miljøudsagnet var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8, da udsagnet gav forbrugeren et indtryk af, at drikkeflasken var bæredygtig og belastede miljøet væsentligt mindre end tilsvarende produkter.

Hvis en virksomhed markedsfører sit produkt som bæredygtigt, skal virksomheden kunne dokumentere, at blandt andet produktionen af produktet ikke har forringet miljøet og tæret på klodens ressourcer til skade for de kommende generationer.

Det forhold, at drikkeflasken var fri for BPA, kunne ikke begrunde, at drikkeflasken af den grund blev markedsført som bæredygtig. Dertil kommer, at mange drikkeflasker på markedet i dag er fri for BPA, hvorfor det ikke kunne begrunde, at drikkeflasken blev markedsført som miljøvenlig. Virksomheden havde ikke i øvrigt sendt dokumentation for, at drikkeflasken var bæredygtig og miljøvenlig.

Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen med at indskærpe vildledningsforbuddet over for virksomheden.