Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/02868

Lovgivning

  • 1

Oplysningskrav ved salg af energi fra danske vindmølleejere

Et energiselskab solgte energi fra danske vindmølleejere. Forbrugerombudsmanden henstillede, at det kom til at fremgå klart af selskabets markedsføring, at kunden ikke kan sikres strøm fra vindmøller i sine stikkontakter.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at fysisk får alle kunder den samme strøm, dvs. strøm produceret ved en blanding af traditionelle energikilder som fx kul og strøm fra vindmøller. Det skulle fremgå klart og tydeligt af markedsføringen. Selskabet blev bedt om at præcisere, at selskabet sørger for, at det samlede forbrug af strøm, som kunderne forbruger over en måned, føres i elnettet fra de vindmøller, der leverer til selskabet, men at selve strømmen, som kunden modtager, fortsat vil stamme fra både vindmøller og andre energikilder.
 
Forbrugerombudsmanden bemærkede videre, at det måske kunne være hensigtsmæssigt at indføje på hjemmesiden, at der i forhold til kunderne kun findes et ledningsnet, hvorigennem strømmen føres til kundernes bopæl. Det kunne således ikke udelukkes, at det forvirrede, at der i den anvendte tekst blev talt om, at selskabet sørger for, at forbruget af strøm føres i elnettet fra vindmøllerne.