Forfalskning af mærkevarer

Forbrugerombudsmanden modtager jævnligt henvendelser fra politiet med anmodning om en udtalelse vedrørende en anmeldelse for overtrædelse af markedsføringslovens § 5 [nu § 18] og varemærkelovens § 42, stk. 1, 2. pkt. Det drejer sig typisk om forfalskede beklædningsgenstande, der udbydes til salg på markeder.

I en sag vedrørende salg af uægte Levis T-shirts og sweatshirts på et kræmmermarked stadfæstede Statsadvokaten for Sjælland Politimesterens afgørelse om at opgive påtale mod to sigtede for bedrageri efter straffeloven samt for overtrædelse af varemærkelovens § 42, stk. 1, 2. pkt. og markedsføringslovens § 5 [nu § 18].

Statsadvokaten bemærkede vedrørende straffelovens bedrageribestemmelse, at købere af "mærketøj" på kræmmermarkeder og lignende steder må antages at være bekendt med, at tøjet, også henset til salgsprisen, ikke er ægte. Det kunne derfor ikke antages, at køberne bringes i en "vildfarelse" eller "skuffes", eller i hvert fald kunne det ikke bevises, at de mistænkte havde handlet med fortsæt til at vildlede eller skuffe.

Endvidere fandt Statsadvokaten ikke, at forholdet havde et omfang, der kunne begrunde, at det henføres under varemærkelovens § 42, stk. 1, 2. pkt., der vedrører særlig grove overtrædelser. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at der var tale om begrænsede mængder tøj (henholdsvis 200 og 492 T-shirts samt 50 sweatshirts), at de mistænktes køb af uægte tøj ikke var systematisk, ligesom salget kun foregik lejlighedsvis og ikke fra et fast forretningssted. Forholdet var derimod omfattet af varemærkelovens § 42, stk. 1, 1. pkt., hvor overtrædelse er undergivet privat påtale.

Vedrørende markedsføringslovens § 5 [nu § 18] bemærkede Statsadvokaten, at bestemmelsen først og fremmest tilsigter at beskytte forbrugere mod forvekslingsvaren. Endvidere må bestemmelsen antages at være subsidiær til varemærkelovens § 42, stk. 1, idet bestemmelsen omfatter alle forretningskendetegn og lignende ­ og altså ikke kun mærker omfattet af varemærkeloven. Princippet om lex specialis fører herefter til, at varemærkeloven bør finde anvendelse i tilfælde, hvor mærket er omfattet af denne lov.

Samtidig bemærkede Statsadvokaten, at det måtte anses for tvivlsomt, om de mistænkte var erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand og dermed omfattet af loven.

Forbrugerombudsmanden udtalte i anledning af Statsadvokatens afgørelse, at han fandt det uheldigt at anvende lex specialis princippet i et tilfælde som det foreliggende, hvor specialbestemmelsen i varemærkelovens § 42, stk. 1, 1. pkt., ikke yder samme beskyttelse af forretningskendetegn som den generelle regel i markedsføringslovens § 5 [nu § 18], idet varemærkelovens § 42, stk. 1, 1. pkt., i modsætning til markedsføringslovens § 5 [nu § 18] er undergivet privat påtale. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der ikke belæg for at antage, at markedsføringslovens § 5 [nu § 18] ikke vil kunne anvendes, blot fordi forholdet er omfattet af varemærkeloven eller anden speciallovgivning. Samtidig henvises til, at man i retspraksis ofte anvender en kombination af varemærkeloven og markedsføringslovens § 5 [nu § 18].

Endelig bemærkede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringslovens § 5 [nu § 18] fuldt ud kan påberåbes af en erhvervsdrivende over for en anden erhvervsdrivende. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal der ikke meget til, før en person, der sælger varer/tjenesteydelser, bliver erhvervsdrivende i relation til markedsføringsloven, og det må i den forbindelse indgå i overvejelserne, om den pågældende, selv med en begrænset udøvelse af erhvervsvirksomhed, af andre erhvervsdrivende opfattes som en konkurrent.

Retten i Aalborg har i en sag, hvor der blandt andet var rejst tiltale for overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 1 [nu § 3, stk. 1], og § 5 [nu § 18]i forbindelse med besiddelse af uoriginalt Levis tøj, taget stilling til ovennævnte spørgsmål (SS nr. 9600674-8). Retten fandt ikke, at den omstændighed, at forholdet kunne være en overtrædelse af varemærkeloven, var til hinder for en tiltale efter markedsføringsloven.(1996-613/5-1)

Juridisk Årbog 1996, side 60-61