Afgørelse

Sagsnummer
18/04837

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 6, stk. 4

Bilimportør får bøde for skjult reklame og vildledende prismarkedsføring

En dansk bilimportør er af Retten i Glostrup blevet idømt en bøde på 200.000 kroner for overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame og vildledende prismarkedsføring.

Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden i november 2016 for at havde overtrådt markedsføringslovens bestemmelse om skjult reklame ved at være ansvarlig for, at ti kendte danskere havde postet 60 billeder af sig selv og biler fra virksomheden på Instagram som ambassadører for virksomheden.

Ambassadørerne havde leaset biler fra virksomheden til nedsat pris, mod at de skulle være med til at styrke virksomheden brand i Danmark. Der var ikke nogen aftale mellem ambassadørerne og virksomheden om at lave bestemte opslag eller at lave opslag på en bestemt måde ud over, at omtalen skulle være positiv og tagge virksomheden.

Efter markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal erhvervsdrivende klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. Det betyder, at det skal oplyses klart, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, så det er tydeligt for modtagerne. Det gælder, uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influent.

Retten fastslog, at 56 opslag på ni af ambassadørernes Instagram-profiler var skjult reklame, og at det generelt ikke er en tilstrækkelig reklamemarkering at tagge en virksomhed i et opslag.

Forsvareren i sagen havde gjort gældende, at opslagene på Instagram var forældede. Retten udtalte herom, at en overtrædelse af forbuddet mod skjult reklame, som sker ved et opslag på et socialt medie, som udgangspunkt vedvarer, så længe opslaget er tilgængeligt på det sociale medie. Overtrædelsen kan ophøre ved, at opslaget slettes eller tilrettes, så det tydeligt fremgår, at der er tale om reklame.

Virksomheden blev også dømt for vildledende prismarkedsføring, idet de havde markedsført fire varianter af en bilmodel med kampagnepriser over for vejledende priser i en prisliste på sin hjemmeside fra juli 2015 til februar 2016. Da bilerne også havde været til salg til kampagneprisen i tre måneder forinden, var kampagnepriserne imidlertid blot udtryk for den pris, som virksomheden på daværende tidspunkt solgte bilerne til, og forbrugerne blev derfor vildledt.

Retten i Glostrup har ved udmålingen af bøden blandt andet lagt vægt på overtrædelsernes grovhed og virksomhedens omsætning. Af formildende omstændighed har retten lagt vægt på, at virksomheden bragte overtrædelserne til ophør kort efter, at Forbrugerombudsmanden henvendte sig til virksomheden om mulige overtrædelser af markedsføringsloven.