Afgørelse

Sagsnummer
16/12905

Lovgivning

  • 5
  • 8, stk. 2

En række varer havde været på tilbud så ofte, at besparelsesudsagn i forhold til normalprisen blev vildledende

En række butikskæder reklamerede med store besparelser i forhold til normalprisen på udvalgte varekategorier i forbindelse med Black Friday 2016. Forbrugerombudsmanden fandt markedsføringen vildledende, da de pågældende varer i tiden inden Black Friday havde været på tilbud så ofte, at de oplyste normalpriser og dermed besparelser ikke kunne siges at være reelle.

3 større butikskæder reklamerede med store besparelser på Black Friday 2016.

En sengeudstyrsforretning tilbød således en hovedpude til 600 kr., som skulle svare til en rabat på 50 procent af normalprisen på 1199 kr.. Men puden havde allerede været til salg for 600 kr. ¾ af tiden i månederne op til Black Friday. Forretningen tilbød også sine kunder en dyne til 1000 kr., hvilket skulle svare til en rabat på 50 procent i forhold til normalprisen på 2000 kr.. Men dynen havde i de seneste seks måneder det meste af tiden kostet 1500 kr.. To dage før Black Friday blev dynen sat op til 2000 kr.

Et byggemarked tilbød en rabat på 20 procent på nogle bestemte døre i anledning af Black Friday. Det gav ifølge byggemarkedet en pris på 1079 kr. for en bestemt udhusdør. Men få dage inden havde døren kun kostet 899 kroner og havde desuden været til salg for 749 kr. få uger før Black Friday.

En hårde hvidevarer-kæde reklamerede med et tilbud på 20 procent rabat på en vaskemaskine, som - bortset fra 5 dage umiddelbart inden kampagnen - var dyrere Black Friday end i de forudgående 42 dage.

Forbrugerombudsmanden bemærkede. at det følger af Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring punkt 3, at besparelsesudsagn i forbindelse med en tilbudsperiode ikke anses for vildledende, hvis den pris, der sammenlignes med, har været gældende i en længere periode, dvs. i 6 uger, umiddelbart inden tilbuddet.

Såfremt tilbudsperioden består af en kortvarig kampagne af op til 3 dages varighed, hvor der oplyses om en besparelse på samtlige varer, dele af varesortimentet eller en bestemt varekategori, behøver normalprisen på enkelte af varerne dog ikke, jf. retningslinjernes punkt 3.5 (”3-dages reglen”) at have været gældende i en længere periode, forudsat den oplyste førpris i øvrigt er retvisende og reel, og ikke giver indryk af større besparelse i tilbudsperioden, end der reelt er tale om.

De varer, som sagen drejede sig om, havde ifølge butikkernes egne oplysninger kun sjældent været solgt til de oplyste normalpriser, fordi de havde været på tilbud det meste af tiden op til Black Friday. Det var derfor Forbrugerombudsmandens vurdering, at normalpriserne ikke udgjorde et reelt og retvisende sammenligningsgrundlag for de Black Friday- besparelser, der blev reklameret med. Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til bemærkningerne til punkt 9.4 i Forbrugerombudsmandens dagældende retningslinjer for prismarkedsføring, hvoraf fremgik:

”En sammenligning med en normalpris kan i øvrigt blive vildledende på trods af overholdelse af den relevante referenceperiode, hvis en vare meget ofte er nedsat i pris, enten som et tilbud på den enkelte vare (”før/nu”), som mængderabat eller som del af et pakketilbud, jf. pkt. 8, idet der i så fald kan blive tale om, at varen så ofte er på tilbud, at den ikke kan siges at have en reel normalpris.”

På denne baggrund fandt Forbrugerombudsmanden, at de oplyste normalpriser ikke var reelle, og at markedsføringen derfor var vildledende, jf. den dagældende markedsføringslovs § 3, stk. 1, og den gældende markedsføringslov, § 5, sammenholdt med § 8. Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor, at en prismarkedsføring ud fra en konkret helhedsvurdering skal være retvisende.

Forbrugerombudsmanden tilføjede, at det i pkt. 3.6 med tilhørende bemærkninger i den reviderede udgave af Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring, udtrykkelig er blevet præciseret, at en sammenligning med en normalpris ud fra en konkret helhedsvurdering kan blive vildledende på trods af overholdelse af relevante referenceperioder, hvis varen er på tilbud så ofte, at normalprisen, der direkte eller indirekte sammenlignes med, ikke kan siges at være reel.

Der er udsendt pressemeddelelse om sagen.