Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
2007-1100/5-928

Lovgivning

  • 13

Prisoplysninger ved gebyr på teaterbilletter

Et teater ville indføre et gebyr ved bestilling af billetter. Gebyret skulle opkræves pr. billet. Teatret spurgte Forbrugerombudsmanden, om det var lovligt. Forbrugerombudsmanden fandt, at opkrævningen var lovlig, hvis gebyret blev indregnet i den samlede oplyste pris for billetterne, jf. markedsføringslovens § 13.

Et teater ønskede at indføre et gebyr i størrelsesordenen 25. kr. pr. billet ved billetkøb ved personligt fremmøde i og telefonisk bestilling hos teatrets billetcenter. Ved telefonisk bestilling havde der hidtil været pålagt et gebyr på 15 kr. pr. transaktion, og billetkøb foretaget ved personligt fremmøde var gebyrfrit.

Køb af billetter via Billetnet.dk havde hidtil og ville fortsat være pålagt et gebyr på 15 kr. pr. billet + evt. forsendelse.

De påtænkte og ønskede nye gebyrer skulle dække nogle af de administrative udgifter, der var forbundet med billetudstedelsen, og teateret anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked vedrørende den påtænkte foranstaltning, jf. markedsføringslovens § 25.

Forbrugerombudsmanden bemærkede, at det fulgte af markedsføringslovens § 13, stk. 1. – 3. og stk. 5, at den pris, der skal oplyses, er den samlede pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter, dvs. totalprisen, der er relevant for forbrugeren, og som denne skal betale for at erhverve den pågældende vare eller ydelse. Ved gebyr forstås, jf. § 13 stk. 5, betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af varen eller tjenesteydelse, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.

Et gebyr, som knytter sig til selve erhvervelsen af det udbudte, og som forbrugeren ikke kan slippe for at betale - fx et bestillingsgebyr, betalingsgebyr, ekspeditionsgebyr eller lign. - skal indregnes i den oplyste totalpris. De samme oplysningskrav stilles, når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmateriale oplyses om prisen for varer eller tjenesteydelse, jf. § 13. stk. 3.

Det var herefter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at indførelsen af de påtænkte gebyrer, således som de forelå oplyst af teatret, måtte anses for at være i overensstemmelse med markedsføringslovens regler, forudsat oplysningskravene i § 13 var iagttaget.