Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
08/08861

Lovgivning

  • 4
  • 6

En banks profil på Facebook var ikke skjult reklame

Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at en banks profil på Facebook var skjult reklame.

En bank anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked, idet banken havde oprettet en profil på Facebook. På profilen ville en ansat af banken initiere debatter. Banken ønskede også, at den ansatte skulle gå ind på andre profiler i Facebook og initiere debatter.

Banken var i tvivl om, hvorvidt dette ville blive betragtet som skjult reklame, jf. markedsføringslovens § 4, ligesom banken var i tvivl om, hvorvidt den ville komme i konflikt med markedsføringslovens § 6, stk. 1, om uanmodet henvendelse.

Bankens navn og logo fremgik af profilbilledet sammen med profilnavnet med den skrifttype og farve, som banken generelt anvendte. Endvidere fremgik det af profilen under ”information” og ”hvem administrerer siden”, at det var den pågældende bank, der stod bag.

Det var på den baggrund Forbrugerombudsmandens opfattelse, at profilen klart kunne identificeres som markedsføring med den pågældende bank som afsender, og Forbrugerombudsmanden fandt derfor ikke, at profilen var i strid med markedsføringslovens § 4 om skjult reklame.

For så vidt angik den ansattes initiering af debatter, var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det såvel på bankens egen profil som på andres profiler var et krav, at det klart og tydeligt fremgik, at personen, som initierede debatter, var ansat af banken, hver gang personen lavede et indlæg. Under forudsætning heraf meddelte Forbrugerombudsmanden, at markedsføringstiltaget ikke skulle anses som skjult reklame.

I relation til markedsføringslovens § 6, stk. 1, om uanmodet henvendelse bemærkede Forbrugerombudsmanden, at Facebook har et internt mail-system, hvor hver profil har en indbakke, hvorfra man kan sende og mod-tage beskeder til/fra sine Facebook-venner. Denne funktion var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse elektronisk post i markedsføringslovens forstand, og den ansatte hos banken skulle derfor have et forudgående samtykke fra modtageren for at måtte sende sådanne mails.

Herudover kan man lave indlæg på andre profilers ”væg” i Facebook. Sådanne indlæg, fandt Forbrugerombudsmanden ikke, var elektronisk post omfattet af markedsføringslovens § 6, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden fandt dog, at det ville være bedst i overensstemmelse med god markedsføringsskik, hvis banken respekterede, såfremt en anden profil frabedte sig sådanne indlæg på sin profil.

Forbrugerombudsmanden havde i øvrigt indhentet en udtalelse fra Finanstilsynet, som oplyste, at det var tilsynets opfattelse, at virksomheders brug af Facebook-profiler i markedsføringen var en generel problemstilling, hvis vurdering ikke burde afhænge af, i hvilken branche virksomheden befandt sig. Finanstilsynet udtalte videre, at vurderingen af, om en finansiel virksomhed kunne benytte en Facebook-profil, og hvorledes dette burde ske, herunder hvordan profilen skulle kunne identificeres som reklame, ikke burde afvige fra, hvad der skulle gælde for virksomheder i andre brancher.