Afgørelse

Sagsnummer
18/18787

Lovgivning

  • 6, stk. 4

Influent idømt bøde på 15.000 kroner for skjult reklame

En influent blev ved retten i Helsingør idømt en bøde på 10.000 kroner. Sagen blev anket til Østre Landsret, som skærpede straffen til 15.000 kroner. Straffen vedrører flere opslag på Instagram og influentens egen blog.

Ved Retten i Helsingør blev en influent idømt en bøde på 10.000 kr. Forbrugerombudsmanden ankede byrettens dom med henblik på skærpelse af straffen, hvilket Østre Landsret imødekom under henvisning til sagens omfang og grovhed, men landsretten lagde også vægt på den lange sagsbehandlingstid, der ikke kunne tilregnes influenten, og derfor endte bøden på 15.000 kr.

 

Efter markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal erhvervsdrivende klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame. Det betyder, at det skal oplyses klart, hvis der er kommercielle interesser bag en omtale, så det er tydeligt for modtagerne. Det gælder, uanset om budskabet kommer direkte fra virksomheden selv eller bliver formidlet gennem for eksempel en influent.

 

Efter markedsføringslovens § 8, stk. 1, er det en betingelse for, at der er handlet i strid med blandt andet § 6, stk. 4, at den pågældende handelspraksis ville kunne medføre, at en gennemsnitsforbruger træffer en transaktionsbeslutning, som denne ellers ikke ville have truffet. Det er ikke et krav, at der rent faktisk er sket en forvridning af den økonomiske adfærd.

 

Influenten blev dømt for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod skjult reklame jf. § 6, stk. 4 sammenholdt med § 8, stk. 1, ved at have postet ni opslag på Instagram med reklamer for bl.a. tøj uden tydeligt at oplyse, at der var tale om reklame, idet virksomhederne var alene tagget i opslagene.

 

Dertil blev influenten dømt for at have postet tre opslag på sin blog, hvor der ligeledes blev reklameret for virksomheder og produkter, uden at den kommercielle hensigt fremgik. I opslagene på bloggen blev der henvist til virksomheder ved links til virksomhedernes hjemmesider. Blandt andet blev der henvist til hjemmesiden for en kosmetisk klinik.

 

Influenten havde betydeligt færre følgere end de influenter, der tidligere er blevet idømt bøder af domstolene. Influenten oplyste under sagen, at der ikke var modtaget betaling for opslagene, der var vennetjenester.