Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
15/08873

Lovgivning

  • 4
  • 8

Videoblogs på YouTube var ikke markeret tilstrækkeligt som reklame

Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne om markering af reklame over for to virksomheder og en kendt, ung videoblogger, da det ikke fremgik tydeligt af bloggerens videoer på YouTube, at videoerne var reklame for en sprogrejsearrangør. Det var en skærpende omstændighed, at videoerne også rettede sig mod børn og unge.

Forbrugerombudsmanden blev opmærksom på tre videoer på YouTube, hvor en kendt 17-årig videoblogger fortalte om at være på sprogrejse med en navngiven sprogrejsearrangør.

Sprogrejsearrangøren og den virksomhed, som havde formidlet kontakten mellem sprogrejsearrangøren og videobloggeren, oplyste, at videobloggeren havde lavet de tre videoblogs efter aftale med sprogrejsearrangøren.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at videoerne bl.a. rettede sig mod børn og unge, da sprogrejsearrangøren tilbød sprogrejser til børn ned til 10-årsalderen, da videobloggeren selv var under 18 år, og da mange af dem, som medvirkede i videoerne, var under 18 år. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at videoerne derfor skulle markeres på en måde, så børn og unge let forstod, at videoerne var reklame.
 
Videobloggeren sagde kun ganske kort i starten af videoerne, at de var lavet i samarbejde med sprogrejsearrangøren, og det fremgik hverken tydeligt i overskriften eller i teksten til videoerne, at videoerne var reklame.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at videoerne ikke i tilstrækkeligt omfang gjorde seerne opmærksomme på, at videoerne var reklame for sprogrejsearrangøren. Forbrugerombudsmanden bemærkede, at selv hvis videoerne kun havde rettet sig mod voksne, ville markeringen ikke have været tilstrækkelig.

Forbrugerombudsmanden oplyste, at det skal være klart for seeren, at der er tale om en reklamevideo, inden seeren vælger at se videoen. Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne og anmodede om, at de tre videoer blev fjernet fra YouTube.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er en video i hvert fald tilstrækkelig markeret, hvis det tydeligt oplyses, at videoen er ”reklame” eller ”denne video er betalt af X” både i overskriften eller teksten til videoen og i begyndelsen af videoen.

Forbrugerombudsmanden bemærkede desuden, at et tekstopslag på Instagram, som indeholder reklame, vil være tilstrækkelig markeret, hvis markeringen ”#reklame” står tydeligt som det første i opslaget.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at hvis Facebook anvendes til at promovere tekstopslag eller videoer med reklame, fx på Instagram eller YouTube, skal Facebookopdateringen også markeres som reklame.