Afgørelse
Sagsnummer
22/04013
Lovgivning
- Markedsføringsloven 2017 - gældende
- 10
Virksomhed erkendte overtrædelse og vedtog en administrativ bøde på 20.000 kr.
En virksomhed vedtog en administrativ bøde på 20.000 kr. for at have rettet uanmodet elektronisk henvendelse med markedsføring til en forbruger, uden at forbrugeren havde givet sit forudgående samtykke hertil.
Forbrugerombudsmanden modtog en klage over, at en forbruger automatisk var blevet tilmeldt virksomhedens nyhedsbrev, efter at forbrugeren havde foretaget et køb på virksomhedens hjemmeside.
Ifølge spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1, må erhvervsdrivende ikke rette henvendelse til nogen ved brug af elektronisk post, fx mail eller sms, med henblik på direkte markedsføring, medmindre modtageren har givet sit forudgående samtykke til det.
Et samtykke er kun gyldigt såfremt, at det er et udtryk for en frivillig, utvetydig, informeret og specificeret viljetilkendegivelse, jf. markedsføringsloven § 2, nr. 14.
Virksomheden oplyste til Forbrugerombudsmanden, at den allerede inden Forbrugerombudsmandens henvendelse var blevet opmærksom på, at kunder automatisk blev tilmeldt virksomhedens nyhedsbrev, og derfor havde virksomheden ændret sin praksis på området. Virksomheden ønskede ikke at oplyse, hvor mange personer der automatisk var blevet tilmeldt virksomhedens nyhedsbrev.
Da det ikke var muligt for virksomheden at dokumentere, at forbrugeren, der havde klaget til Forbrugerombudsmanden, havde givet samtykke til at modtage markedsføring fra virksomheden, havde virksomheden overtrådt spamforbuddet i markedsføringslovens § 10, stk. 1.
Sagen blev afsluttet med, at virksomheden erkendte overtrædelsen og vedtog en administrativ bøde på 20.000 kr.
Administrativt bødeforlæg
Det følger af markedsføringslovens § 38, stk. 1, at i sager om overtrædelse af markedsføringslovens § 10, stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden i et administrativt bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden en retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale den bøde, der er angivet i bødeforelægget.
Bøden for overtrædelse af spamforbuddet fastsættes efter en såkaldt beregningsmodel. Beregningsmodellen indebærer, at bøden i førstegangstilfælde er 20.000 kr. for op til 30 uanmodede henvendelser, jf. Erhvervsudvalgets betænkning af 18. november 2021 over forslag til lov om ændring af lov om markedsføring nr. 13, afsnit 2.