Afgørelse
Sagsnummer
17/11911
Lovgivning
- 3, stk. 1
- 4
- 10
Virksomheders afsendelse af uønskede e-mails til kunder med opfordring om at anmelde købs- og leveringsoplevelser
Forbrugerombudsmanden har opstillet en række kriterier for, hvornår netbutikker og fragtfirmaer må udsende e-mails til forbrugere med opfordring om at anmelde en købs- eller leveringsoplevelse.
Forbrugerombudsmanden modtog en række klager over flere netbutikker og et fragtfirma, der havde sendt e-mails til en kunde med opfordringer om at anmelde henholdsvis købs- og leveringsoplevelser, selvom kunden udtrykkeligt havde frabedt sig modtagelsen af denne type e-mails.
Klagerne gav Forbrugerombudsmanden anledning til at vurdere, under hvilke omstændigheder netbutikker og fragtfirmaer kan sende denne type e-mails uden at overtræde markedsføringslovens § 3 om god markedsføringsskik, § 4 om god erhvervsskik og § 10 om spam, og om netbutikker må have et aftalevilkår i købsaftalen om, at kunderne efter handlen modtager en e-mail med opfordring om at anmelde købsoplevelsen.
i. Netbutikkers e-mails med opfordringer om at anmelde købsoplevelsen
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at det ikke er i strid med markedsføringslovens forbud mod spam, at netbutikker uanmodet sender en e-mail til sine kunder med opfordring om at anmelde købsoplevelsen, hvis:
- Netbutikken har solgt en vare til forbrugeren,
- netbutikken sender e-mailen i umiddelbar forlængelse af salget,
- e-mailen indeholder en opfordring om at anmelde den pågældende købsoplevelse, og
- e-mailen ikke indeholder markedsføring, men fremtræder helt neutral.
Det er dog i strid med god markedsføringsskik, at en netbutik sender e-mails til forbrugere med opfordring om at anmelde en købsoplevelse, hvis forbrugeren forinden har frabedt sig modtagelse af denne type e-mails (fx i forbindelse med afgivelse af ordren).
ii. Netbutikkers aftalevilkår om kunders modtagelse af e-mails med opfordringer om at anmelde købsoplevelsen
Det var Forbrugerombudsmandens vurdering, at en netbutik lovligt kan betinge købsaftalen af, at kunden efter handlen modtager e-mails med opfordringer om at anmelde købsoplevelsen. Netbutikken kan derfor som udgangspunkt afslå at handle med en forbruger, hvis forbrugeren ikke ønsker at indgå aftalen med et sådant vilkår. Lovligheden forudsætter dog, at vilkåret er rimeligt, samt at de fire kriterier for, at netbutikker lovligt kan sende e-mails med disse opfordringer, er opfyldt.
iii.. Fragtfirmaers e-mails med opfordring om at anmelde leveringsoplevelsen
Det var forbrugerombudsmandens vurdering, at det ikke er i strid med markedsføringslovens forbud mod spam, at leveringsfirmaer uanmodet sender en e-mail til forbrugere med opfordring om at anmelde leveringsoplevelsen, hvis:
- Virksomheden har leveret en vare til forbrugeren,
- virksomheden sender e-mailen i umiddelbar forlængelse heraf,
- e-mailen indeholder en opfordring om at anmelde den pågældende leveringsoplevelse,
- e-mailen ikke indeholder markedsføring, men fremtræder helt neutral, og
- forbrugeren ikke har frabedt sig modtagelsen af denne type e-mails.
Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren én gang frabeder sig modtagelse af denne type e-mail overfor fragtfirmaet. Hvis fragtfirmaet på trods af, at forbrugeren tidligere har frabedt sig denne type e-mail, sender en e-mail med en opfordring om at anmelde leveringsoplevelsen, vil det være i strid med god markedsføringskik.