Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
12/02710

Lovgivning

  • 1

IMEI-spærring af telefoner

Efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden indstiller medlemmerne af teleselskabernes brancheforening brugen af IMEI-spærring i de tilfælde, hvor teleselskaberne har mistanke om, at telefoner bliver købt i ond tro via afbetalingsordninger.

Forbrugerombudsmandens opmærksomhed blev henledt på, at nogle teleselskaber efter egen vurdering benyttede såkaldt IMEI-spærring, når de havde stærk mistanke om, at telefoner var købt på afbetaling med henblik på videresalg, uden at køberen havde til hensigt at opfylde afbetalingskontrakten.

En IMEI-spærring er en spærring af selve telefonen, og spærringen betyder, at telefonen ikke kan benyttes uanset, hvilket SIM-kort der sættes i telefonen. Der er således tale om en ubrugeliggørelse/deaktivering af telefonen, som også kan få betydning for senere godtroende købere af telefonen.

IMEI-spærring foretaget efter teleselskabernes egen vurdering må efter Forbrugerombudsmandens opfattelse anses som en særlig form for sikkerhedsstillelse eller tvangsfuldbyrdelse, der ikke har hjemmel i lovgivningen, herunder retsplejeloven, kreditaftaleloven eller tinglysningsloven, og sagen rejste derfor spørgsmål om, hvorvidt de pågældende teleselskaber foretog private inddrivelsesskridt uden om det etablerede retssystem.

Forbrugerombudsmanden bad derfor teleselskabernes brancheforening om at redegøre for hjemlen til, at teleselskaberne efter egen vurdering kunne foretage IMEI-spærring. Foranlediget af Forbrugerombudsmandens henvendelse har de pågældende teleselskaber meddelt, at man har indstillet brugen af IMEI-spærring, når Politiet ikke forinden har været involveret.