Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
20/03802 og 20/04144

Lovgivning

  • Markedsføringsloven 2017 - gældende
  • 5
  • 13

Indskærpelser for vildledende markedsføring ved brug af udokumenterede udsagn om sundhedsegenskaber

Forbrugerombudsmanden indskærpede overfor to erhvervsdrivende, at rigtigheden af markedsføring med sundhedsegenskaber skal kunne dokumenteres af den erhvervsdrivende.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at en erhvervsdrivendes markedsføring på Instagram med sundhedsmæssige udsagn som ”hot yoga strengthen your immune system by over 60%, that is a fact” og ”Corona virus can not stand temperatures above 25 degrees with high humidity”, var i strid med markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8. Virksomheden havde slettet opslaget samme dag, som det var lagt op.

Forbrugerombudsmanden vurderede endvidere, at en anden erhvervsdrivende ligeledes havde overtrådt markedsføringslovens § 5, sammenholdt med § 8, ved i et Facebook-opslag at have oplyst, at deres produkt ”vitaliserer lunge- og luftvejssystem. Et naturligt valg til at hjælpe dig i disse tider med Corona virus”. Den erhvervsdrivende slettede opslaget, da de blev kontaktet af Forbrugerombudsmanden.

De erhvervsdrivende kunne ikke dokumentere rigtigheden af deres sundhedsmæssige udsagn i opslagene på henholdsvis Instagram og Facebook, hvilket er et krav efter markedsføringslovens § 13. Forbrugerombudsmanden vurderede, at deres markedsføring dermed havde indeholdt urigtige oplysninger i strid med markedsføringslovens § 5, stk. 1.

Forbrugerombudsmanden indskærpede derfor over for de erhvervsdrivende, at når de anvender faktiske oplysninger i deres markedsføring, skal de kunne dokumentere rigtigheden heraf, jf. markedsføringslovens § 13, da der ellers vil være tale om vildledende markedsføring efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 8.