Afgørelse
Afgørelse
Sagsnummer
12/08559
Lovgivning
- 1
Krav til markedsføring af international mærkningsordning
Mærkede produkter skal have kvalitative fortrin frem for tilsvarende produkter, og der skal oplyses om betydningen af mærket på emballagen mv. Markedsføringen må ikke gå udover, hvad indholdet af ordningen giver grundlag for. Dokumentationskrav for udsagn skal opfyldes. Kravene varierer under hensyn til udsagnet.
På baggrund af en række artikler om en international mærkningsordning tog Forbrugerombudsmanden kontakt til fonden bag den danske afdeling for at drøfte markedsføringen af mærket.
Der stilles krav til en mærkningsordning, jf. punkt 10 i Forbrugerombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføringen. Mærkede produkter skal således have kvalitative fortrin frem for tilsvarende produkter. I modsat fald vil mærkningen kunne være vildledende. I markedsføringen skal der gives oplysninger om betydningen af mærket på emballagen, i annoncer mv. eventuelt med oplysning om, hvor uddybende/supplerende oplysninger om mærkningsordningen kan findes. Markedsføringen må ikke gå udover, hvad indholdet af ordningen giver grundlag for. Så selv om kriterierne for brug af mærket er opfyldt, skal brugen af mærket i markedsføringen være i overensstemmelse med markedsføringsloven og vejledningen.
Forbrugerombudsmanden har særligt peget på dokumentationskravene i vejledningen, som afhænger af den type påstand, der markedsføres, jf. punkterne 7.1., 7.2, 8.1, 8.2 og 8.3. Det skal kunne dokumenteres/godtgøres, at produktet/produkterne er førende i forhold til tilsvarende produkter. Et udsagn om, at mærkningsordningen skaber økonomisk, social og grøn bæredygtighed forekom umiddelbart problematisk.
Mærket anvendes på forskellige produktkategorier. Det må derfor i hvert fald kræves, at forskellen i produkterne fremgår klart og tydeligt, er let forståelig, og at den evt. supplerende forklaring er lettilgængelig.
Fonden oplyste under sagen, at den bl.a. i sin markedsføring af mærket i større grad vil henvise til ordningens standardkrav, herunder til tidshorisonten for kravenes opfyldelse. Fonden vil også årligt revurdere og evt. opdatere miljømæssige og etiske påstande på baggrund af foreliggende internationale rapporter og under hensyntagen til teknologiudviklingen, sammenlignelige produkter og andre omstændigheder, der kan forandre nøjagtigheden af budskabet. Endvidere vil fonden påse, at kravene til fritstående miljømæssige og etiske påstande er overholdt og udvise omtanke ved anvendelsen af påstande om bæredygtighed mv.
Forbrugerombudsmanden henstillede på den baggrund, at anvendte udsagn i markedsføringen vurderes i forhold til fondens egne tilkendegivelser og tilkendegivelser fra Forbrugerombudsmanden, og at fonden sikrer sig den fornødne dokumentation for angivelser om faktiske forhold. Sagen blev derpå afsluttet, idet Forbrugerombudsmanden gik ud fra, at fonden vil foretage de nødvendige tilpasninger.
Se Forbrugsombudsmandens vejledning om brug af miljømæssige og etiske påstande mv. i markedsføringen