Finanstilsynets påbud til en bank om overholdelse af kreditværdighedsvurderingspligten i det væsentligste opretholdt af landsretten, men Forbrugerombudsmandens del af sagen blev afvist af Højesteret

I 2022 indtrådte Forbrugerombudsmanden i en retssag, som en bank havde anlagt mod Finanstilsynet. Sagen angik gyldigheden af en række påbud, som Finanstilsynet havde udstedt til banken om pligten til at foretage en kreditværdighedsvurdering ved indgåelse af kreditaftaler med forbrugere.

Forbrugerombudsmanden indtrådte i sagen med henblik på at få domstolenes vurdering af en konkret låneaftale, som banken havde indgået med en 20-årig forbruger med beskeden indkomst. Forbrugerombudsmanden ønskede herved at få prøvet den civilretlige retsstilling mellem banken og forbrugeren.

Sagen var henvist til behandling i landsretten som 1. instans, som i maj 2022 gav Forbrugerombudsmanden tilladelse til at indtræde i sagen med påstande om,

1)    at bankens långivning til forbrugeren var sket i strid med kredit-værdighedsvurderingspligten,
2)    at dette udgjorde en overtrædelse af god skik for finansielle virksomheder, og
3)    at aftalen var urimelig og derfor skulle tilsidesættes som ugyldig.

I en dom afsagt i marts 2024 opretholdt Østre Landsret Finanstilsynets påbud om individuel kreditværdighedsvurdering, om beregning af rådighedsbeløb og om beregning af forbrugerens udgifter på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i tilfælde, hvor forbrugeren først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse, efter kreditaftalen er indgået. Landsretten ophævede imidlertid den del af Finanstilsynets påbud, som indebar, at banken i alle låneforhold skulle indhente dokumenterede oplysninger om forbrugerens faktiske indtægter og faktiske udgifter.

Hvad angik Forbrugerombudsmandens tre påstande afviste landsretten de to første og frifandt banken for den tredje.

Forbrugerombudsmanden ankede derfor sin del af sagen til Højesteret.

Finanstilsynets del af sagen blev ikke anket.

I en dom afsagt den 12. november 2024 afviste Højesteret at realitetsbehandle sagen og tog dermed ikke stilling til Forbrugerombudsmandens påstande. Højesteret afviste sagen med henvisning til Finanstilsynets på-budshåndhævelse over for banken og med henvisning til, at banken havde betalt pengene tilbage til forbrugeren.

Højesteret fandt på den baggrund, at Forbrugerombudsmanden ikke havde retlig interesse i at få prøvet, om banken overtrådte lovgivningen over for den pågældende forbruger, samt om disse overtrædelser medførte kreditaftalens ugyldighed.

Højesterets begrundelse og resultat har følgende ordlyd:

”Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling

Den 3. maj 2019 indgik A [forbrugeren] en kreditaftale om lån på 20.000 kr. med B [banken]. I marts 2020 rettede Forbrugerombudsmanden henvendelse til B om lånet og henviste til bankens forpligtelse efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, til at foretage en kreditværdighedsvurdering forud for indgåelse af en kreditaftale. I april 2020 tilbageførte B uden præjudice og pr. kulance tilskrevne renter og gebyrer på lånet, og i juni 2020 eftergav banken restgælden på ca. 4.600 kr. 

I februar 2021 indledte Finanstilsynet en undersøgelse af bl.a. B’s kreditværdighedsvurdering af forbrugere. Den 12. januar 2022 udstedte Finans-tilsynet påbud til B om efter nærmere angivne retningslinjer at foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. § 43, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

B anlagde i februar 2022 sag mod Finanstilsynet om ophævelse af påbuddet. Sagen blev henvist til behandling ved landsretten i 1. instans. 

Under sagsforberedelsen for landsretten hovedintervenerede Forbrugerombudsmanden og nedlagde over for B påstande om, at banken skulle anerkende, at der ikke var foretaget en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c forud for indgåelsen af kreditaftalen i maj 2019 med A (påstand 1), at det var i strid med god skik for finansielle virksomheder at indgå kreditaftalen (påstand 2), og at kreditaftalen er ugyldig (påstand 3). 

Landsretten fandt, at Finanstilsynets påbud til banken i det væsentlige havde hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. Med hensyn til kreditaftalen med A afviste landsretten Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2 som værende anbringender til støtte for påstand 3 og frifandt banken for påstand 3. 

Landsrettens dom for så vidt angår Finanstilsynets påbud til banken er ikke anket, og denne del af dommen har retskraft også for Forbrugerombudsmanden som hovedintervenient. 

Forbrugerombudsmanden har anket den del af dommen, der vedrører kreditaftalen med A. Forbrugerombudsmanden har for Højesteret gentaget sine tre anerkendelsespåstande. 

Sagen rejser spørgsmål, om Forbrugerombudsmanden har retlig interesse i de nedlagte anerkendelsespåstande 1, 2 og 3.

Retlig interesse 

Sagen udspringer af B’s tidligere praksis for kreditværdighedsvurderinger efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. 

Efter lov om finansiel virksomhed § 348, stk. 1, kan Forbrugerombudsmanden bl.a. anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis (god skik), jf. § 43, stk. 1, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Efter § 348, stk. 2, kan Finanstilsynet give påbud til en finansiel virksomhed om berigtigelse af bl.a. forhold, der er i strid med § 43.

Det følger af de nævnte bestemmelser i lov om finansiel virksomhed og forarbejderne hertil, at Finanstilsynet fører det administrative, offentligretlige tilsyn med finansielle virksomheders overholdelse af god skik for finansielle virksomheder. Efter forarbejderne til kreditaftaleloven fører Finanstilsynet også tilsynet med finansielle virksomheders overholdelse af kreditaftalelovens § 7 c.

Forbrugerombudsmanden kan indbringe en sag for domstolene om de samme spørgsmål vedrørende god skik, som Finanstilsynet kan behandle administrativt, hvis Forbrugerombudsmanden i særlige tilfælde måtte finde, at der er behov for et sådant skridt. Det kan for eksempel være tilfældet, hvor Finanstilsynet vælger ikke at tage en sag op, der af Forbrugerombudsmanden vurderes at være af principiel eller vidtgående betydning. Forarbejderne forudsætter, at der er et tæt samarbejde og koordinering mellem de to tilsyn, og at de ikke samtidig behandler en sag mod en finansiel virksomhed for overtrædelse af det samme regelsæt (Folke-tingstidende 2002-03, tillæg A, lovforslag nr. L 176, s. 4798-4799 og s. 4933-4934, Folketingstidende 2009-10, tillæg A, lovforslag nr. L 91, s. 52 og Folketingstidende 2012-13, tillæg A, lovforslag nr. L 101, s. 4-5). 

Højesteret finder, at den fastsatte ordning indebærer, at Finanstilsynet har det primære tilsyn med finansielle virksomheder, herunder deres overholdelse af bl.a. god skik. Dette gælder også tilsynet med finansielle virksomheders forpligtelser efter kreditaftalelovens § 7 c. I et tilfælde som det foreliggende, hvor Finanstilsynet har udøvet sin tilsynsmyndighed, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for, at Forbrugerombudsmanden udøver tilsynsmyndighed ved at anlægge retssag mod den finansielle virksomhed om de samme spørgsmål, som Finanstilsynet har behandlet administrativt. Forbrugerombudsmanden vil derimod i en sådan situation kunne anlægge sag om krav på erstatning eller tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævede beløb i en konkret og aktuel tvist mellem en eller flere forbrugere og en finansiel virksomhed. 

Forbrugerombudsmandens tre anerkendelsespåstande angår en konkret kreditaftale indgået i maj 2019 mellem forbrugeren A og B. 

Forbrugerombudsmanden henviser til, at påstand 1 (om at banken forud for kreditaftalens indgåelse ikke foretog en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c) og påstand 2 (om at kreditaftalen er indgået i strid med god skik for finansielle virksomheder) er nedlagt som led i Forbrugerombudsmandens offentligretlige myndighedshåndhævelse. Påstand 3 (om kreditaftalens ugyldighed) er nedlagt for at få fastslået, at B ikke har retskrav på kreditaftalens kreditomkostninger i form af renter og gebyrer.

Som nævnt er det Finanstilsynet, der primært varetager tilsynet med finansielle virksomheders overholdelse af forpligtelserne efter kreditaftale-lovens § 7 c, stk. 1, og efter lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 1. Dette tilsyn er i den foreliggende sag varetaget af Finanstilsynet ved udstedelsen af påbuddet til B i januar 2022.

Højesteret finder, at der ikke foreligger tilsyns- eller håndhævelseshensyn ud over de hensyn, der er varetaget ved den myndighedsudøvelse, som Finanstilsynet allerede har gennemført, der giver Forbrugerombudsmanden retlig interesse i at få realitetsbehandlet de tre anerkendelsespåstande med henblik på at få pådømt bankens praksis for kreditværdighedsvurderinger i 2019. Det bemærkes i øvrigt, at B siden maj 2019 efter det oplyste har ændret sin praksis for foretagelse af kreditværdighedsvurderinger efter kreditaftalelovens § 7 c. 

Særligt for så vidt angår spørgsmålet om gyldigheden af kreditaftalen med A bemærker Højesteret, at B i april 2020 tilbageførte tilskrevne renter og gebyrer. Tilbageførslen skete uden præjudice og pr. kulance, men uden forbehold for tilbagesøgning. A har således allerede opnået det resultat, der ville være følgen af at få kreditaftalen tilsidesat som ugyldig. En stillingtagen til kreditaftalens gyldighed har derfor ingen betydning for retsforholdet mellem B og A. 

På den anførte baggrund finder Højesteret, at Forbrugerombudsmanden ikke har retlig interesse i at få prøvet de nedlagte påstande 1, 2 og 3. 

Konklusion 

Højesteret afviser Forbrugerombudsmandens påstande.

Thi kendes for ret:  

Forbrugerombudsmandens påstande afvises. 

[…]”