Gebyr-sagen

Sagen kort

Retssagen blev anlagt i 1995 mod Den Danske Bank, som ikke ville forhandle med Forbrugerombudsmanden om udformningen af bankens forretningsvilkår. Også Finansrådet blev sagsøgt, fordi rådet med et sæt standardregler til de danske pengeinstitutter anbefalede, at de kunne ændre renter og gebyrer, som det passede dem.

Sø- og Handelsretten forbyder pengeinstitutternes vilkårlige rente- og gebyrpraksis. Den principielle dom slår fast, at bankerne ikke må ændre renter eller gebyrer uden grund.

Sø- og Handelsretten forbyder pengeinstitutternes vilkårlige standardbetingelser om renter og gebyrer. Den principielle dom slår fast, at bankerne ikke må ændre renter eller gebyrer uden grund.

Rettens afgørelse giver Forbrugerombudsmanden medhold på alle punkter. Det betyder, at Den Danske Bank og de pengeinstitutter, som har fulgt Finansrådets anbefaling, nu skal ændre deres ulovlige standardregler.

Sø- og Handelsrettens dom af 26. januar 1999

(dommen er ikke anket til Højesteret):

8. Rettens begrundelse og resultat

Efter de nedlagte påstande skal retten alene tage stilling til om det efter markedsføringslovens § 1 bør forbydes Den Danske Bank i privatkundeforhold at anvende de nærmere beskrevne ensidigt fastsatte klausuler som efter deres ordlyd giver en ubegrænset (arbitrær) adgang til ændring, og om det som en konsekvens heraf skal forbydes Finansrådet at anbefale sine medlemmer at anvende klausulerne.

Retten skal således ikke tage stilling til hvilke klausuler der skal være tilladelige. Rettens afgørelse vil ikke på nogen måde kunne angive hvilke forhold der kan komme i betragtning ved den eventuelle udformning af nye klausuler, således f. eks. ikke hvilke eksterne eller interne forhold der kan være parametre i ændrede klausuler. Der kan dog som sagen er forelagt og procederet, være anledning til at slå fast at der efter markedsføringsloven ikke kan være grundlag for at pålægge bankerne forholdsregler der griber ind i deres indtjeningspolitik eller indtjeningsstruktur. Således kan der efter markedsføringsloven ikke pålægges banker begrænsninger med hensyn til om de for eksempel ønsker at forøge indtjeningen gennem rente-, gebyr- eller provisionsændringer for derved at kunne konsolidere sig eller ekspandere, eller om bankers eventuelle ekspansion skal finansieres gennem kapitaltilførsel. Markedsføringsloven giver heller ikke mulighed for at afskære banker fra at skifte produkter, således som Den Danske Bank gjorde i 1994, forudsat at ændringer af det løbende forretningsforhold sker med passende varsel og i øvrigt med passende hensyntagen til bankkunden.

Der kan også være anledning til at slå fast at markedsføringsloven ikke giver adgang til at fastsætte at erhvervsdrivende, herunder banker, i deres erhvervsudøvelse skal følge retningslinjer der på nogen måde svarer til dem der gælder for udøvelse af det forvaltningsretlige skøn.

En bank indtager en sådan stilling overfor forbrugerne at arbitrære ændringer, i medfør af ensidigt fastsatte regler (forretningsbetingelser), af det løbende forretningsforhold forekommer vanskeligt forenelig med god markedsføringsskik. Ændringer af vilkår kan af den enkelte forbruger vanskeligt imødegås ved fx bankskifte.

Bankskifte kan være besværligt og medføre omkostninger. Da konkurrencen med hensyn til vilkårsændringer ikke virker synderlig effektivt, er sandsynligheden for at finde et pengeinstitut der ikke har samme regler om arbitrære ændringer som fx Den Danske Bank, meget lille. Bankernes anvendelse af klausulerne har generelt ikke givet anledning til kritik, og anvendelsen af dem kan indbringes for Pengeinstitutankenævnet og Finanstilsynet. Efter de afgørelser der træffes af domstolene og Pengeinstitutankenævnet, har banker ikke en vilkårlig adgang til ændring af renter, gebyrer og provisioner.

Ændringsadgangen er underlagt visse retningslinjer. Det kunne derfor synes unødvendigt at imødegå adgangen til arbitrære ændringer. Forbehold om arbitrært at kunne ændre vilkårene i et løbende forretningsmellemværende med en forbruger må som udgangspunkt anses for stridende mod god markedsføringsskik, og det må yderligere anses for at være i strid med god markedsføringsskik at kræve at kunne håndhæve regler af denne karakter som i praksis ikke følges. De anfægtede vilkår må videre anses for at være i strid med bestemmelserne i kreditaftalelovens § 9, stk. 3 og § 15, stk. 1 hvorefter der skal ske angivelse af de betingelser hvorunder omkostningerne kan ændres, respektive angivelse af hvorledes renten er variabel. Den arbitrære ændringsadgang stemmer heller ikke overens med bestemmelsen i art. 4, stk. 1, litra b i direktiv 87/102/EØF, hvorefter kreditaftalen skal indeholde en angivelse af de betingelser hvorunder størrelsen af de årlige omkostninger i procent kan ændres.

Forbrugerombudsmandens påstande over for Den Danske Bank må derfor tages til følge, medmindre der er bestemmelser eller forudsætninger i lovgivningen der fører til at den arbitrære ændringsadgang kan anses for sanktioneret af lovgivningsmagten. Sådanne kan ikke påvises:

I motiverne til markedsføringslovens § 1 (Folketingstidende 1973-74, 2. samling, Tillæg A, sp. 2256) hedder det at generalklausulens formulering i den foreslåede lovbestemmelse muliggør en beskyttelse også over for utilbørlige aftalevilkår, såvel i enkeltstående kontrakter som i standardkontrakter. Disse bemærkninger har ikke haft den betydning for forståelsen af markedsføringslovens § 1 at ikke også forhold der er mindre grove over for den enkelte forbruger, kan forbydes efter markedsføringslovens § 1.

Det ligger fast at Finanstilsynet ikke har fundet anledning til at gribe ind over for de arbitrære ændringsbestemmelser, og tilsynets udtalelse i skrivelse af 6. december 1989 tyder nærmest på at tilsynet finder bestemmelserne ønskelige. I bemærkningerne til lovforslaget i Folketingstidende 1973-74, 2. samling, Tillæg A, sp. 2257 hedder det at det må være naturligt og praktisk at Forbrugerombudsmanden og domstolene tager kontakt med tilsynet i sager der omfatter spørgsmål om hvorvidt et pengeinstitut har handlet i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Heri kan dog ikke indlægges en bindende forudsætning om at Forbrugerombudsmandens retsopfattelse eller domstolenes skal afstemmes efter Finanstilsynets formodede indstilling.

Efter rentelovens § 7, stk. 4 kan den i § 5, stk. 1 fastsatte rente (diskontoen + 5%) fraviges til skade for en forbruger, for så vidt renten fastsættes i en aftale der er indgået med et pengeinstitut eller realkreditinstitut. Heraf følger hverken direkte eller forudsætningsvis at et pengeinstitut arbitrært bør kunne ændre en rente, et gebyr eller en provision.

Efter kreditaftalelovens § 15, stk. 2 og 3 kan penge- og realkreditinstitutter, i modsætning til andre kreditgivere, aftale at renten og andre kreditomkostninger skal variere med andet end Nationalbankens diskonto eller lignende forhold som kreditgiver er uden indflydelse på (eksterne forhold). Bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 2068) hvorefter denne regel er fundet forsvarlig under hensyn til det tilsyn som de pågældende institutter er underkastet, kan ikke føre til at udelukke en vis, begrænset normering af ændringsadgangen i henhold til andre regler. Heller ikke bemærkningerne til ændringsforslag nr. 13 (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 1187) kan anføres til støtte for de sagsøgtes standpunkter.

Finansrådets anbefalinger vedr. ændringsbestemmelser følges efter det oplyste i vidt omfang af de enkelte pengeinstitutter, og Finansrådets holdning i den foreliggende sag afspejler i udpræget grad pengeinstitutternes almindelige opfattelse af spørgsmålet om vilkårsændringer. Finansrådet har taget aktiv del i arbejdet med udformning af pengeinstitutternes almindelige forretningsbetingelser, således som det bl.a. fremgår af rådets notat af 3. januar 1991. Finansrådet må derfor tåle at søgsmålet også rettes med rådet.

Herefter må der gives Forbrugerombudsmanden medhold i de nedlagte påstande.

T h i    k e n d e s   f o r   r e t

1. Det forbydes Den Danske Bank A/S i de i forbindelse med sagsøgtes ind- og udlån til private kunder i Danmark anvendte vilkår at forbeholde sig en efter vilkårenes ordlyd ubegrænset ret til ensidigt at ændre renten,

2. Det forbydes Den Danske Bank A/S i de i forbindelse med sagsøgtes udlån til eller garantistillelse for private kunder i Danmark anvendte vilkår for kreditter, kreditaftaler med variabelt lånebeløb og garantier at forbeholde sig en efter vilkårenes ordlyd ubegrænset adgang til ensidigt at ændre provisionen,

3. Det forbydes Den Danske Bank A/S i de almindelige forretningsbetingelser der gælder for ethvert mellemværende med private kunder, medmindre andet er aftalt, og i forbindelse med udførelse af serviceydelser for private kunder i Danmark at anvende gebyrklausuler, der efter deres ordlyd giver sagsøgte en ubegrænset adgang til ensidigt at opkræve gebyrer eller at ændre gebyrsatserne.

4. Det forbydes Finansrådet, Danske Pengeinstitutters Forening, at anbefale sine medlemmer at anvende vilkår der er i strid med de over for Den Danske Bank nedlagte påstande.

Hver part bærer sine sagsomkostninger.

Jens Feilberg

Ole Bent Andersen  Jytte Jacobsen

Ninna Kiessling   Arne Erling Reisfelt

(sign.)

Udskriftens rigtighed bekræftes

p. j. v. Sø- og Handelsretten, den 26-1-99

Susanne Salling, ass.