Afgørelse

Afgørelse

Sagsnummer
09/04155

Lovgivning

  • 3

Bøde på 20.000 kr. for misbrug af Byg Garanti-ordning

Et byggefirma blev ved Retten i Viborg idømt en bøde på 20.000 kr. for misbrug af Dansk Byggeris Byg Garanti-ordning. Firmaet havde uretmæssigt reklameret i den lokale telefonbog og i lokalavisen for at være omfattet af garantiordningen, selvom firmaet aldrig havde været medlem af Dansk Byggeri.

Sagen kort

Byggefirmaets annoncer var i strid med markedsføringslovens § 3 om vildledning, idet annoncerne var egnet til hos forbrugerne uretmæssigt at give det indtryk, at de ved mangler ved det håndværksmæssige udførte arbejde ville være dækket rent økonomisk gennem garantiordningen.

Retten lagde ved bødeudmålingen, i formildende retning, bl.a. vægt på, at der - ud over direktøren - ikke var nogle ansatte i firmaet, og at den uretmæssige markedsføring var begrænset til lokalområdet.

Læs dommen (pdf).

RETTEN I VIBORG

DOM

afsagt den 10. juni 2010

Anklagemyndigheden

mod

NN

Anklageskrift er modtaget den 7.maj 2010.

NN er tiltalt for overtrædelse af
Lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring med senere ændringer, nu lovbekendtgørelse nr. 839 af 31. august 2009 § 30, stk.3, jf. stk. 6, jf. § 3, stk.1, ved den 22. november 2008, i forbindelse med annoncering for selskabet i, NN, samt i en annonce i telefonbogen NN i 2008, at have anvendt urigtige og vildledende angivelser, der var egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet, idet logoet ”byg garanti” fremgik af annoncerne, uagtet at selskabet ikke var medlem af Dansk Byggeri og således ikke omfattet af Byg Garant-ordningen.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte NN har nægtet sig skyldig, idet selskabet dog kan erkende de faktiske omstændigheder.

Sagens oplysninger

NN har forklaret, at han er direktør NN. Virksomheden beskæftiger sig med tømrer -, murer – og total-entrepriseopgaver. Der er ingen ansatte. Forevist den af anklageren udarbejdede oversigt over selskaberne NN, NN og NN, kunne direktøren bekræfte, at selskabsforholdene er som anført. Han havde stiftet NN sammen med sin far. Interessentskabet var medlem af Dansk Byggeri, fordi de gerne ville være medlem af lokalforeningen sammen med andre håndværksmestre i byen. Formålet var det sociale samvær, blandt andet med julefrokost. Det havde ingen markedsføringsmæssig betydning. Da hans far gik på pension blev Interessentskabet opløst, og han startede NN den 8. februar 2007. Han ejede anparterne i selskabet og var direktør. Selskabet blev taget under konkursbehandling den 26. oktober 2007. Dette selskab var også medlem af Dansk Byggeri af samme grund, som han har forklaret vedrørende Interessentskabet.  Selskabet NN blev stiftet den 22. september 2007. Det er hans mor, der ejer anparterne i selskabet, og han er direktør. Det er rigtigt, at han har ansøgt om, at selskabet blev medlem af Dansk Byggeri. Ansøgningen blev fremsendt i oktober 2007. Forevist bilag 1 – 5 kopi af annonce for tiltalte for NN har direktør NN forklaret, at han modtog en telefonisk henvendelse fra NN, der spurgte, om han ville have en annonce i NN. Det var NN, der udarbejdede annoncen som han har godkendt. Han sagde til NN, at han ikke ville have bragt annoncen før anpartsselskabet var blevet medlem af Dansk Byggeri. Da han modtog brevet af den 1. november 2007 fra Dansk Byggeri, hvori de anerkendte modtagelsen af hans ansøgning, skulle NN i slutningen af november 2007 lave et udkast til telefonbogen for 2008. Dansk Byggeri havde i november eller december måned sendt ham en medlemskalender for Dansk Byggeri. Han troede at selskabet ville blive optaget i Dansk Byggeri, så han tog en chance og bad om, at annoncen blev optaget med angivelse af ”Byg garanti” i telefonbogen for 2008. Telefonbogen skulle udkomme i april måned 2008. Da han modtog brevet af 17. januar af 2008 fra Dansk Byggeri, regnede han med, at optagelse blot var en formalitet. Han spekulerede ikke nærmere over, at det i brevet fremgår, at medlemskabet af Dansk Byggeri først ville træde i kraft, når der var modtaget bekræftelse på optagelsen, og at det først var fra dette tidspunkt, at virksomheden måtte benytte Byggegarantordningens navne i markedsføringen. Han besvarede Dansk Byggeri’s brev af 7. februar 2008 ved brev af 17. marts 2008. I februar 2008 var han med til generalforsamlingen i NN, som er en lokalafdeling af Dansk Byggeri. Han talte med den daværende formand, tømremester NN, der sagde, at selvfølgelig blev anpartsselskabet medlem, for alle de andre virksomheder, han havde været involveret i, var blevet medlem. Da han modtog afslag den 11. april 2008, kontaktede han straks NN, der sagde, at det var for sent at trække annoncen ud af NN, da den var gået i trykken. I november 2008 fik han en telefonisk henvendelse fra en medarbejder fra NN der spurgte, om selskabet skulle have en annonce i bladet. Han sagde, at det ville selskabet gerne, men han ville have en korrektur inden trykningen. Han fik ingen korrektur. Han tænkte ikke over, at NN i deres computer havde et tidligere udkast til en annonce til NN svarende til den annonce, som blev bragt i NN den 22. november 2008, jf. bilag 1 – bilag 1.4. Det udkast, som dannede grundlag for annoncen den 22. november 2008, er ikke blevet brugt til annoncering i NN, fordi det var for dyrt for virksomheden at betale for en annonce af denne størrelse. Han ved egentlig ikke, hvorfor alle de virksomheder, han har haft del i, har annonceret med Byggegaranti-logoet. Han har kun én gang været udsat for, at en kunde har sagt, at hun havde valgt virksomheden, fordi det var betryggende, at den var medlem af Dansk Byggeri. Han husker ikke, om han kontaktede Dansk Byggeri, da det gik op for ham, at annoncen i NN ikke kunne ændres, eller da annoncen blev bragt i NN den 22. november 2008. Virksomheden har i det sidste år haft et underskud på 300.000 kr.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter den forklaring, som direktøren i det tiltalte selskab NN har afgivet, indholdet af selskabets annonce i NN for 2008, og korrespondancen mellem direktør NN og Dansk Byggeri i efteråret 2007 og foråret 2008 i anledning af selskabets ansøgning om optagelse i Dansk Byggeri, finder retten det bevist, at direktør hos den tiltalte NN måtte være klar over, at kun medlemmer af Dansk Byggeri havde ret til at anvende logoet ”Byg garanti” og, at det tiltalte selskabs ansøgning om optagelse ikke var imødekommet, da han aftalte udformningen af annoncen i NN. Retten finder tillige efter den afgivne forklaring, at direktør NN burde have indset, at den annoncetekst, som NN var i besiddelse af, indeholdt logoet ”Byg garanti”. Retten finder, at tiltalte herved har givet forbrugerne urigtige og vildledende oplysninger om, at selskabet var medlem af Dansk Byggeri og deltog i Byg garanti-ordningen samt, at dette var egnet til mærkbart at påvirke forbrugernes økonomiske adfærd på markedet. Tiltalte findes herefter skyldig efter anklageskriftet.

Da tiltalte ikke har andre ansatte end direktøren og, da markedsføringen i NN har været begrænset til lokalområdet omkring NN, finder retten, at straffen passende kan fastsættes til en bøde på 20.000 kr., jf. lov nr. 1389 af 21. december 2005 om markedsføring med senere ændringer, nu lovbekendtgørelse  nr. 839 af 31. august 2009 § 30, stk. 3, jf. stk. 6, jf. § 3, stk.1.

Der fastsættes ikke nogen forvandlingsstraf.

Thi kendes for ret:

NN skal betale en bøde på 20.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Hanne Fanø
/birr/jeve