Afgørelse
Sagsnummer
18/07854
Lovgivning
- 5
- 6
- 8, stk. 2
Netbutik og direktør blev idømt bøder på hhv. 600.000 kroner og 150.000 kroner for skjulte abonnementer
En netbutik og dennes direktør blev ved Københavns Byret idømt bøder på hhv. 600.000 kroner og 150.000 kroner for ikke tydeligt at oplyse om, at kunder automatisk blev tilmeldt et løbende abonnement ved køb af produkter på netbutikkens hjemmeside
Forbrugerombudsmanden modtog en lang række klager over en netbutiks markedsføring af produkter til fordelagtige priser, uden at det fremgik klart og tydeligt, at man ved køb af et produkt automatisk blev tilmeldt et månedligt abonnement på 85 kr.
Netbutikken havde markedsført produkterne på sin hjemmeside og via Google Shopping, Instagram og Facebook, samt i bannerreklamer på en række nyhedsmediers hjemmesider og i trykte aviser. Ifølge reklamerne var priserne i netbutikken op til 85 procent lavere end normalprisen. Når forbrugerne klikkede på et produkt i reklamen, blev de ledt ind til produktet på netbutikkens hjemmeside.
Oplysningerne om, at forbrugerne kun kunne opnå den lave pris ved at betale et abonnement på 85 kroner om måneden var både i markedsføringen og på hjemmesiden enten udeladt eller angivet med mindre skrift og/eller adskilt fra selve markedsføringen af produkterne og priserne herfor.
Forbrugerombudsmanden vurderede, at forbrugerne blev vildledt om, at de ved køb af produkterne til den fordelagtige pris også blev tilmeldt et løbende abonnement, og at oplysningerne herom blev fremstillet på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde, hvilket var egnet til at vildlede forbrugerne og væsentligt forvride gennemsnitsforbrugerens økonomiske adfærd på markedet. Forbrugerombudsmanden vurderede på den baggrund, at netbutikkens forretningskoncept var i strid med markedsføringslovens § 5 og § 6, sammenholdt med § 8.
Netbutikken var oprindeligt ejet af en dansk virksomhed, men i 2017 blev netbutikken overdraget fra den danske virksomhed til en engelsk virksomhed. Forbrugerombudsmanden vurderede, at overdragelsen var et forsøg på at omgå dansk lovgivning, fordi direktøren var den samme og da netbutikken fortsat kun henvendte sig til danske forbrugere. Forbrugerombudsmanden anmeldte derfor den engelske virksomhed til politiet.
Foruden den engelske virksomhed politianmeldte Forbrugerombudsmanden også direktøren, da direktøren – på trods af, at han tidligere var blevet orienteret om reglerne – hverken tilrettede netbutikken eller sin markedsføring i øvrigt.
Da sagen skulle behandles i retten, udeblev den engelske virksomhed og direktøren fra retsmødet og retten anså derfor forholdene for tilstået, jf. retsplejelovens § 897, stk. 1.
Byretten idømte den engelske virksomhed en bøde på 600.000 kr., mens direktøren blev idømt en bøde på 150.000 kr. Retten udtalte følgende:
”Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at overtrædelserne har stået på over en lang periode og har været et centralt element i de tiltaltes webshop og forretningsstrategi. Det er som skærpende omstændighed endvidere indgået, at de tiltalte forud for gerningsperioden - ved afgørelse af 19. december 2016 - af Forbruge rombudsmanden fik indskærpet markedsføringslovens regler, uden at dette medførte væsentlige ændringer i de tiltaltes handelspraksis. Endvidere er det ind-gået, at det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at de tiltalte havde ganske betydelige markedsføringsudgifter, og at [den engelske virksomheds danske] datterselskab [X] i gerningsperioden havde en værditilvækst på ca. 4.8 mio. kr., som efter det foreliggende må antages i ikke uvæsentlig omfang at hidrøre fra omsætning på [netbutikken].”