Øvrige nyheder
Humac betaler bøde på 120.000 kroner for overtrædelse af oplysningskrav for kreditaftaler
Humac betaler en bøde på 120.000 kroner, efter Forbrugerombudsmanden har politianmeldt virksomheden for ikke at have givet oplysninger om låneomkostninger på en klar og fremtrædende måde.
I fire avisannoncer har Humac A/S tilbudt finansiering af computere uden at vise de øvrige låneomkostninger klart og på en fremtrædende måde. Det er en overtrædelse af markedsføringslovens § 18.
Humac har erkendt overtrædelsen og accepteret at betale en bøde på 120.000 kroner. Forbrugerombudsmanden politianmeldte virksomheden for overtrædelsen i 2020.
Ifølge markedsføringsloven har erhvervsdrivende, der reklamerer med den månedlige ydelse for finansieret køb af en vare, pligt til at vise alle låneomkostningerne på en klar, kort og fremtrædende måde i annoncen. Låneomkostningerne er eksempelvis de årlige omkostninger i procent og det samlede beløb, der skal betales tilbage.
Sagen blev rejst af Forbrugerombudsmanden, der vurderede, at Humac ikke havde vist låneomkostningerne klart og på en fremtrædende måde. Oplysningerne i de fire annoncer var trykt for småt, og desuden var låneomkostningerne sammenblandet med andre vilkår for tilbuddet.
Fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:
Det koster penge at låne penge, og det skal stå helt klart for forbrugerne, når de ser en annonce for et attraktivt produkt med et finansieringstilbud. Derfor skal alle omkostninger ved et lån fremstå klart og fremtrædende i markedsføringen. Der må ikke være risiko for, at forbrugere, som læser annoncerne, helt overser udgifterne til finansieringen.
Lovgrundlag
Ifølge markedsføringslovens § 18 skal virksomheder, der markedsfører lån til forbrugere og oplyser en rente eller en talstørrelse, vise bestemte kreditoplysninger klart, kort og på en fremtrædende måde ved hjælp af et repræsentativt eksempel. Det drejer sig blandt andet om oplysninger om ÅOP, låneaftalens løbetid, det samlede beløb, der skal betales tilbage af forbrugeren, og størrelsen på ydelserne.
Links
Pressekontakt
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.