Øvrige nyheder

PayPal ændrer vilkår efter henvendelse fra europæiske forbrugermyndigheder

Betalingstjenesten PayPal har forpligtet sig til at ændre sine vilkår og betingelser. Det sker efter de europæiske forbrugermyndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden, har vurderet, at flere af PayPals formuleringer var urimeligt svære at forstå for forbrugerne.

PayPal, som formidler betalinger på nettet, har forpligtet sig til at ændre sine vilkår og betingelser, så de overholder EU’s forbrugerbeskyttende regler. De nye vilkår og betingelser træder i kraft 28. maj 2024.

CPC-netværket, hvor Forbrugerombudsmanden deltager, har vurderet, at PayPal ikke levede op til EU’s regler, fordi PayPals vilkår og betingelser var for uklare og svære at forstå for forbrugerne. Det førte efterfølgende til en dialog mellem myndighederne og PayPal, som nu har resulteret i, at PayPal ændrer sine vilkår og betingelser.

Ifølge direktivet om urimelige kontraktvilkår, som i Danmark er implementeret i aftaleloven, skal kontraktvilkår i forbrugeraftaler være skrevet klart og forståeligt.

CPC-samarbejdet består af de nationale myndigheder i EU og EØS, som er ansvarlige for håndhævelsen af EU’s forbrugerbeskyttende regler. Sagen om PayPal har været ledet af det tyske miljøagentur, Umweltbundesamt, og koordineret af Europa-Kommissionen.

Læs pressemeddelelsen fra Europa-Kommissionen her

Pressekontakt:

Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98