Øvrige nyheder
Hus og Have Avisen ApS politianmeldt for skjult reklame
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Hus og Have Avisen ApS for gentagne gange at have omtalt en række kosttilskud fra en producent, som efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er skjult reklame.
Hus og Have Avisen ApS har i 74 tilfælde omtalt en række kosttilskud fra en producent uden at oplyse om den kommercielle hensigt, der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er bag artiklerne. Omtalerne har fundet sted i 10 forskellige onlineudgivelser af ”Hus og Have Avisen” fra perioden august 2021 til september 2022. Artiklerne var ikke markeret som reklame, og de fremstod derfor som redaktionelt indhold.
Alle artiklerne indeholder en tekst, et billede af det omtalte produkt og henvisninger til, hvor produktet kan købes samt navn, logo og kontaktoplysninger på producenten.
Aviserne indeholder også annoncer om kosttilskud fra samme producent. Disse annoncer er markeret som annoncer og er købt af producenten. Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er der dermed en kommerciel relation mellem Hus og Have Avisen ApS og producenten og dermed også en kommerciel hensigt bag avisernes omtaler af produkter fra producenten. Da omtalerne har en reklameværdi for producenten, er det Forbrugerombudsmandens vurdering, at alle omtalerne af produkterne fra producenten skulle have været markeret som reklame, uanset om Hus og Have Avisen ApS har modtaget betaling for hver enkelt omtale.
Forbrugerombudsmanden har i vurderingen af, at omtalerne reelt er reklame, bl.a. lagt vægt på, at omtalerne:
- er formuleret ubetinget positive og ukritiske
- gør brug af Trademark-logoet (™) ved produktnavne
- ikke indeholder navn på en journalist
- indeholder navn og logo samt kontaktoplysninger på den virksomhed, som forhandler kosttilskuddene
- henviser til, hvor produkterne kan købes
- viser billeder af produkterne
- er opbygget på samme måde som annoncer bragt andre steder i avisen for kosttilskud fra den samme producent
Hus og Have Avisen ApS har oplyst, at de ikke er enige i, at der er en kommerciel hensigt bag artiklerne.
Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger:
”Forbrugerne skal kunne have tillid til medierne – derfor skal medierne sørge for, at reklamer er tydeligt adskilt fra redaktionelt indhold. Når man læser en artikel, skal man ikke være i tvivl om, hvorvidt der er tale om en redaktionel artikel eller en reklame.”
”Det er vores opfattelse, at der i denne sag har været en kommerciel relation mellem Hus & Have Avisen og producenten, og at alle omtaler af producentens produkter derfor er reklame, som burde have været markeret.”
Lovgrundlag:
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 4, at en erhvervsdrivende klart skal oplyse om den kommercielle hensigt med enhver form for handels-praksis, herunder reklame.
Markedsføringsloven indeholder således et forbud mod skjult reklame. Det betyder, at al reklame tydeligt skal markeres som reklame, medmindre det fremgår tydeligt af sammenhængen, at der er tale om reklame. Det gælder uanset på hvilket medie, og uanset hvilket produkt eller tjenesteydelse, der reklameres for.
Det er fx handelspraksis omfattet af bestemmelsen, hvis reklame fremtræder som redaktionelt stof i aviser eller blade.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at indhold, som er betalt eller leveret af en annoncør, og hvor virksomhedens navn eller logo bliver vist i forbindelse med indholdet, er reklame. Det vil altid kræve en konkret vurdering, men vurderingen af den kommercielle hensigt afhænger efter Forbrugerombudsmandens opfattelse blandt andet af, om indholdet er relevant i forhold til det pågældende medies øvrige redaktionelle indhold, samt hvorvidt omtalen har været underlagt en redaktionel bearbejdelse.
Overtrædelse forbuddet mod skjult reklame kan straffes med bøde, jf. markedsføringslovens § 37, stk. 3.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.