Øvrige nyheder
Forbrugerombudsmanden politianmelder personer for alkoholreklamer rettet mod børn og unge
To personer er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for hver især at markedsføre alkohol på henholdsvis Instagram og Facebook over for unge ned til 15 år. Generelt er al markedsføring af alkohol målrettet børn og unge ulovligt.
Forbrugerombudsmanden har politianmeldt to personer for brud på markedsføringsloven i forbindelse med markedsføring af fester med alkohol via Instagram og Facebook. Her har de henvendt sig til børn og unge ned til 15 år.
Personerne har gennem Instagram og Facebookprofiler reklameret for fester i opslag på de sociale medier med billeder af eksempelvis drinks og vodkaflasker. En af profilerne har i flere opslag mærket sine billeder med teksten ”16+” i hjørnet. Blandt andet i et opslag, hvor der stod ”Vildeste Rave Party” ledsaget af et billede af forskellige flasker med spiritus.
Den anden profil har på Facebook og Instagram markedsført fester med billeder af og henvisning til alkohol ved at vise farverige drinks med sugerør og pynt med teksten ”SOMMERPARTY” efterfulgt af angivelsen ”16+”.
Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at begge profiler på de sociale medier retter deres markedsføring af alkohol mod børn og unge under 18 år.
Forbrugerombudsmanden understreger, at al markedsføring af alkohol er ulovlig, når den er rettet mod børn og unge. Det gælder uanset, om der er tale om mindre fester eller andre arrangementer, der ikke afholdes på diskoteker.
Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen efter henvendelse fra Alkoholreklamenævnet, der har observeret markedsføringen af alkohol fra profilerne på Facebook og Instagram.
Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, siger:
Det er ikke tilladt at gøre reklame for fester med alkohol til børn og unge. Det gælder, uanset om arrangementet er småt eller foregår på et stort diskotek. Begge personer har via profilerne på de sociale medier gentagende gange henvendt sig med tekst og billeder til unge under 18 år, og derfor har vi valgt at politianmelde dem.
Lovgrundlag:
Efter markedsføringsloven § 11, stk. 2, må markedsføring rettet mod børn og unge under 18 år ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.
I lovbemærkningerne til markedsføringsloven er anført:
”Det er således ikke tilladt, at en rejsearrangør, der i sin handelspraksis retter sig mod unge under 18 år, anfører, at der under rejsen f.eks. besøges et antal barer og diskoteker i løbet af natten, hvor der serveres øl m.v., og at der er fri bar eller billige drinks, eller at der er happy hour, pubcrawl eller lignende, da disse begreber henviser til indtagelse af alkohol.”
Lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 37, stk. 6, nr. 4, angiver en bødemodel, der gælder i førstegangstilfælde ved markedsføring i strid med markedsføringslovens § 11, stk. 2.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.