Øvrige nyheder
Parkeringsselskab har opkrævet rykkergebyrer uden dokumentation for, at rykkerbreve faktisk kom frem
Parkeringsselskabet APCOA Danmark A/S (Europark) skal kunne bevise, at de enkelte rykkerbreve faktisk er kommet frem til forbrugeren. Ellers har selskabet ikke ret til at opkræve eller fastholde krav om betaling af rykkergebyrer og inkassoomkostninger for at sende brevene. Forbrugerombudsmanden har fået tilladelse til at indtræde i to retssager til støtte for forbrugere, der er blevet sagsøgt af Europark.
I første halvdel af 2022 modtog Forbrugerombudsmanden 139 klager fra forbrugere, der havde modtaget et inkassobrev fra Euroincasso ApS med krav om betaling af en kontrolafgift til Europark. Samtidig blev forbrugerne opkrævet betaling af op til tre rykkergebyrer, et inkassogebyr og inkassoomkostninger. Forbrugerne anførte, at de hverken havde modtaget den oprindelige opkrævning af kontrolafgiften og/eller en eller flere af tre efterfølgende rykkerbreve, som Europark ellers havde anført.
Europark har over for Forbrugerombudsmanden redegjort nærmere for sine postrutiner og fremsendt kopier af rykkerbrevene hentet fra virksomhedens it-systemer. Selskabet har dog ikke fremlagt dokumentation for postbudenes GPS-position, som ifølge selskabet blev registreret, når et brev blev afleveret.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det høje antal klager indikerer, at der i perioder kan have været uregelmæssigheder i postomdelingen fra Europark. Forbrugerombudsmanden vurderer på den baggrund, at Europark ikke har løftet bevisbyrden for, at brevene faktisk er kommet frem til deres modtagere. Der kan dog være individuelle omstændigheder, som kan have betydning for vurderingen i den enkelte sag.
Domstolene har i flere sager bekræftet Forbrugerombudsmandens opfattelse og givet forbrugere ret i, at Europark ikke var berettiget til at opkræve rykker- og inkassogebyrer samt inkassoomkostninger, da Europark ikke kunne bevise, at forbrugeren faktisk havde modtaget et eller flere gebyrbelagte breve.
I en dom fra den 22. april 2024 skriver Retten i Horsens bl.a. følgende:
”Efter en samlet vurdering af de anførte oplysninger – herunder navnlig troværdige forklaring fra [kunden] om ikke at have modtaget skrivelserne sammenholdt med den usikkerhed ved Europarks postrutiner, der kan være opstået under det kortvarige samarbejde med en anden postdistributør – finder retten, at EuroPark ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at de skrivelser, som gebyrkravene støttes på, kom frem til [kunden], og [kunden] frifindes derfor for betaling af gebyrerne.”
Ovenstående dom er anket af Europark, der også har valgt at anke en dom fra Københavns Byret, hvor forbrugeren på tilsvarende vis blev frifundet for Europarks krav om betaling af gebyrer og omkostninger. Forbrugerombudsmanden har herefter søgt om og fået tilladelse til at biintervenere i sagerne til støtte for forbrugerne.
Forbrugerombudsmand Torben Jensen siger:
Når et så stort antal forbrugere oplyser, at de ikke har modtaget et eller flere breve fra Europark, så kan det ikke udelukkes, at der har været uregelmæssigheder i postomdelingen. Det er i den situation Europark, som skal bevise, at brevene er kommet frem, og kan selskabet ikke det, så er der juridisk set ikke grundlag for at opkræve rykkergebyrer og inkassoomkostninger.
Det er nogle principielle sager med stor betydning for forbrugernes retsstilling, som landsretterne nu skal tage stilling til. Ved at træde ind i sagerne kan vi bidrage til, at domstolene kan træffe afgørelse på et veloplyst grundlag.
Lovgrundlag:
Renteloven regulerer, hvilke gebyrer erhvervsdrivende må opkræve hos forbrugere, som betaler for sent. Disse regler kan ikke fraviges til skade for forbrugerne, jf. § 9 a, stk. 2, og § 9 b, stk. 4, jf. § 7, stk. 1.
Rykker- og inkassogebyrer
Ifølge rentelovens § 9 b må den erhvervsdrivende opkræve et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for tre skrivelser vedrørende samme ydelse, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund. Derudover kan den erhvervsdrivende opkræve et inkassogebyr på 100 kr., hvis sagen sendes til inkasso hos en advokat eller et inkassobureau. En rykkerskrivelse, der aldrig når frem, vil dog ikke kunne benyttes som grundlag for at opkræve et rykkergebyr.
Inkassoomkostninger
Ifølge rentelovens § 9 a kan den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren betaler rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Hvis den erhvervsdrivende anmoder et inkassobureau eller en advokat om at inddrive det skyldige beløb, kan den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren betaler for det hermed forbundne rimelige salærkrav (fremmedinkasso), jf. § 3 og bilag 1 i bekendtgørelse om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling, som er udstedt i medfør af rentelovens § 9 a, stk. 4. Før den erhvervsdrivende kan pålægge forbrugeren at betale disse omkostninger, skal der dog forinden være sendt en rykkerskrivelse, hvor det er angivet, at manglende betaling inden for en frist på 10 dage vil kunne medføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger. Hvis rykkerskrivelsen aldrig når frem, vil den dog ikke kunne benyttes som grundlag for at opkræve inkassoomkostninger.
Pressekontakt:
Kontakt Forbrugerombudsmandens pressesekretariat på tlf. 41 71 50 98.